Anders Rasmussen er født i Gørslev ved Ringsted den 7. januar 1867 som søn af Tømmermand og Huusmand Hans Rasmussen og hustru Karen Marie født Christensen. Ved dåben den 14. april oplyser kirkebogen som faddere Gustav Niels Andersens hustr u (utydeligt) i Gørslev, Huusmand Peder Rasmussen, Huusmand Henrik Rasmussen og Huusmand Rasmus Pedersen, alle Lidemark.
De tre faddere fra Lidemark er drengens farbrødre.
Lad os i fantasien forestille os, hvordan denne familiebegivenhed er forløbet.
Barnedåben er en stor dag. Hans Rasmussen havde stiftet hjem i Gørslev, der ligger 8-9 km fra Lidemark, medens brødrene var blevet boende i hjemsognet. Familiefællesskabet i Lidemark har spillet en stor rolle i deres tilværelse, men de r er længe imellem, de er sammen med Hans og Karen Marie.
Peder og Henrik har talt sammen om den indbydelse, de har fået fra Hans. Henrik siger til Peder: Spørger du Rasmus, om han ligesom sidst, da vi fik lille Rasmus døbt, vil spænde de røde for stadsvognen?. Ja, jeg skal alligevel ove r og spørge ham, om han kan hjælpe mig med nogle gode læggekartofler, så hvis han også har fået indbydelsen, og det har han selvfølgelig, så er det den eneste måde, vi kan få konerne med i deres pæne tøj uden problemer. Jeg skal no k spørge ham.
Søndag den 24. april 1867, efter at malkningen er overstået, sætter de davren hurtigt til livs og får sig vasket grundigt. Konerne har flere dage i forvejen hentet stadstøjet frem fra klædeskabet og børstet og presset det omhyggeligt. De ko mmer i tøjet, og klokken 8 er de samlet på gårdspladsen hos Rasmus Pedersen. Rasmus har striglet de røde arbejdsheste og spændt dem for den rengjorte vogn. De stiger op med Rasmus og konen på kuskesædet og de fire andre på bænkene bagud e med ansigterne mod hinanden. Imellem sig har de dåbsgaverne og lidt pølse og kartofler til Karen Maries husholdning.
De røde sætter i gang, og de første fire kilometer kører de mod syd. Rasmus lader ind imellem hestene slå over i trav, så det går i god fart mellem de spirende marker, hvor lærken lader trillerne stige mod den skyplettede forårshimmel, me dens viben slår drabelige slag hen over den grønstribede muld.
Efter en halv times tid drejer de til højre mod Slimminge. Vejen er mere jævn og tilkørt, og vandpytterne giver ikke de samme lumske bump og sprøjt, som de måtte udholde det første stykke.
Efter en god halv time kan de se Gørslev Kirke i det fjerne til venstre for vejen. De er i god tid, og spørger hinanden, om det vil være en god ide først at køre til Biesbakkehuset til Hans og Karen Marie. De bestemmer sig for at lade være , for de har sikkert nok at gøre med at få Anders gjort klar til kirken og hans to brødre på to og fire år, der nok skal passes af nabokonen under gudstjenesten, klædt på til dåbsfesten bagefter. Så der er sikkert kaos i det lille hjem.
En halv time før gudstjenesten kører de op foran kirken. Rasmus finder muleposerne frem og binder de røde til ringene i kirkemuren. De får anbragt overtøjet i våbenhuset og nikker til degnen og klokkeren, der passerer forbi med dere s små gøremål. De første gæster nærmer sig, og inden længe dukker også Hans og Karen Marie op med Anders. Pænt giver de hinanden hånd. Gensynsglæden er svær at skjule, men der er grænser for, hvor tydeligt man lader følelserne skinn e igennem.
Sammen går de ind i kirken, og degnen viser dem til deres pladser. De tre mænd fra Lidemark er lidt beklemte ved at være i midtpunktet af menighedens opmærksomhed, men klarer at holde ansigterne i alvorlige og højtidelige folder.
Så tager præsten ledelsen, og alt forløber højtideligt og problemfrit, selv om Anders skriger slemt, da det kolde vand rammer hovedbunden.
Lidt betænkelige bliver medlemmerne af familien Rasmussen undervejs, fordi degnen får problemer med at lede salmesangen, da den smukke, stærke stemme fra Hans tager føringen. Men det går alligevel, og det musikalske resultat bliver ikke ringe re af stemmekraften fra Hans. Degnen ved også fra tidligere, at der ikke er noget at stille op mod dette sanglige naturtalent, så familiens bekymring er unødvendig.
Efter gudstjenesten kører og går de gennem Gørslev ud til Hans og Karen Maries hus ved Biesbakke. Man passerer vejen til godset Giesegård og fortsætter en halv kilometer videre. Der ligger huset på højre side lige efter Biesbakkegård . Et stuehus, en lille værkstedsbygning og en stald omkring en gårdsplads. Resten af dagen går som den tids familiefester med bordets glæder og snak. Hans giver også et lille nummer på violinen, og de nynner og synger med, når han ramme r de gamle sangbare tekster. Klokken fire bryder selskabet fra Lidemark op. De skal hjem i tide til aftenmalkningen.
Et billede af barndommen, som den formede sig for Anders, får vi i den gengivelse af hans egen beretning, som Johannes Rasmussen giver i et manuskript med overskriften Min slægtshistorie. Anders fortæller:
Jeg blev sendt ud at tjene, da jeg var syv år. Jeg skulle vogte gæs og køer hos en gårdmand der i byen. Om sommeren kom jeg ikke i skole, og kun nogle enkelte gange om vinteren, så det var ikke meget, jeg fik lært.
Vi havde en streng skolelærer, som slog os. Han slog mig en gang, så jeg blev blå i hovedet, og det var lige på nippet, at han var blevet sat af. Far var oppe og klage, og han måtte love ikke at røre os børn mere, og det gjorde han helle r ikke.
Det var ikke let at være dreng dengang. Når vi sent havde fået nadder, som vi kaldte aftensmaden, så kunne vi drenge spæne ud bag i marken og flytte får eller heste og køer. Vi var tidligt oppe og sent i seng. Vi var trætte altid , og de enkelte gange, vi så var i skole, så sad vi og sov.
Kosten var sløj. Det var grød og sild og stegeflæsk og så muggent rugbrød. De bagte jo kun hver anden måned, og så hængte de brødet op på hanebåndet i en pose. Der gik de så og tog, til der ikke var mere, og efterhånden blev det mege t muggent. Og til os drenge sagde de så, at hvis vi bare spiste det mugne brød, så blev vi stærke. Så vi spiste muggent brød, så muggen den stod ud mellem tænderne på os.
Jo, det var strengt at være fattigt barn dengang, kan I tro. Der var en dreng på nabogården, der var på alder med mig. Han vogtede også gæs og køer. Så en dag, da bonden red ud i marken for at se, om alt var i orden, fandt han drengen sidd ende og sove. Han vækkede ham, og så bandt han ham et reb om armen og lod ham løbe ved siden af hesten hjem. Og da han kom hjem med ham, så satte han ham ind i en følbox, og her stod han hele dagen og fik sin mad derud.
Hen ad aften så han sit snit til at smutte ud ad døren og løb så hjem til sin mor, som han fortalte det passerede. Hun blev ulykkelig. Hun var fattig enke og kunne ikke have drengen hjemme, så hun tog ham ved hånden og gik hen til bonde n og bad ham så mindeligt om at tilgive, at hendes dreng sådan havde sovet og så var stukket af. Om han dog ikke ville lade nåde gå for ret og antage ham igen.
Det gjorde manden, og drengen fortsatte så sin strenge tjeneste og passede på ikke at sove en anden gang.
I den frihed, vi havde, var vi tre drenge, Rasmus, Niels og jeg oppe i skoven på Biesbakke. Det er en højt liggende skov, som er sømærke. Den kan ses helt ude fra Køge Bugt, og er en slags mærke for sejladsen. Når man ser den, ved man, hvo r man er.
Her legede vi. Her fandt vi fuglereder. Her klatrede vi i træerne. Og det var fra et af de træer, at Rasmus faldt ned så uheldigt, at han faldt på en af sine træsko, som han jagede op i ryggen, hvorved han tog skade for livstid. Han fik en sk avank, som altid var synlig. Det så ud, som han var brudt i den ene side. Det var han ikke. Det var, fra da han faldt ned og faldt på træskoen.
Lige så energisk, mor var, lige så lad var far. Måske er det lidt hårdt at sige sådan, når han spillede mange nætter og så skulle tømrerere om dagen. Så var der ikke noget at sige til, at han hvilede sig lidt.
Men han var anderledes end mor. Han var meget pillen. Han tålte ikke fnug på sig. Og den største fornøjelse, når han havde fået et par nye franske træsko, var ved sin høvlbænk at skrue dem fast og så med en båndkniv skære de spids e næser af dem, pudse dem og så stå og se, hvor pæne, de var.
Han var selv pæn. Han var harmonisk bygget. Var fra ung af kaldt for pigernes Hans. Han havde været rødmosset og krøllet. Nu da han var blevet gammel, havde han lagt sig knevelsbarter til. De var også krøllede. Han gjorde meget for si t udseende og forstod at holde skidt og møg fra sig.
Men han var ikke så energisk som mor. Hans store lyst var at køre i sin ponyvogn med sin lille islænder for. Når så vi tre drenge var oppe i skoven og med knive hjalp mor med at skære græs, som vi kom i sække, og så far kom kørende forbi , så kunne han lade være med at tage dem med hjem. Og når så vi havde slæbt dem hjem for at give køerne græsset, så kunne han godt tage det og give hesten det. Sådan var han.
Mor syede og syede, og det som vi drenge, inden vi kom ud at tjene, kunne hjælpe hende med, det gjorde vi, og var der tid imellem, så hjalp vi hende osse.
Far spillede jo om natten og moleverede sig så om dagen. Mor syede 400 rigsdaler sammen. Det var mange penge dengang. Dem havde hun sparet op. Dem købte de så noget mere jord for af bonden på gården ved siden af. Men de blev snydt. For siden , da de selv målte det op, var der kun det halve af, hvad de havde købt.
Det fik en ende med det nære forhold til sognets kirkeliv. Frikirkebevægelsen nåede Gørslev omkring 1880. Karen Marie og senere Hans lod sig omvende og voksendøbe. Anders sagde: Nu har vi været fattige i alle disse år. Hvis I nu også ska l til at være hellige, så rejser jeg. Og det gjorde han.
Anders blev uddannet som tømrer hos faderen og havde arbejdet yderligere en periode sammen med ham i Gørslev. Nu rejste han til København og fik arbejde som tømrersvend. Her besøgte han baptisterne i Kristuskirken og blev som ved skæbnens ir oni selv omvendt og voksendøbt.
Værnepligten aftjente han ved Ingeniørregimentet i Kronprinsessegade. Det var organiseret, så man lå inde om vinteren og var hjemme om sommeren. Anders lå inde i vintrene 1893, 94 og 95. Om sommeren deltog han i forefaldende arbejde dels ho s faderen i Gørslev og dels hos Ole Larsen på Endeslev Overdrev, hvor han tidligere i perioder havde været tjenestedreng.
Søsteren Karen Marie var født i 1869. Det har været strenge tider i det lille hjem i Gørslev, så hun blev sat i pleje hos sin moster, Johanne Marie, der var barnløs og gift med Ole Larsen. Han drev tre gårde på Endeslev Overdrev, som ha n forpagtede hos Vallø Stift. Holger Nielsen har fortalt, at Ole Larsen var en ganske speciel natur, der sov med en revolver.
Der har altså været stærke familiemæssige forbindelser til Endeslev Overdrev. Han må her have truffet Louise, der boede i den ensomme skovfogedbolig i Vallø Storskov få hundrede meter fra Endeslev Overdrev og var veninde med Karen Marie.
Efter militærtjenesten søgte Anders atter til Endeslev. Han blev skovkusk hos sin senere svigerfar Ole Nielsen i Vallø Storskov, og ikke længe efter blev forbindelsen med Louise officiel.
Anders og Louise giftede sig i 1897. De erhvervede Hjørnet, det tidligere mejeri på hjørnet af vejen til Hestehaven, i dag Lerskovvej 29.
I 1899 blev Anders avlsbestyrer hos sin svigerfar. Elna var født på 'Hjørnet', men de to drenge, Ove og Johannes kom til verden i skovfogedstedet.
Meget tilpas var Anders søster Karen Marie og hendes mand Niels Peter Nielsen tilsyneladende blevet træt af at bo i Ejby. De købte 'Hjørnet' af Anders, og og drev forretning på stedet. Niels Peter Nielsen benævnes i Jørgen Holsteins bog fr a 2011. 'Vråby - en by i krogen', 'Niels Peter Købmand', så det må betyde, at han har drevet forretning derfra. De flytter til Endeslev by omkring 1902, og etablerer slagterforretning her.
I Folketæll. 1906 bor slagter Jens Larsen Feigh på Hjørnet. Det bekræfter, at der har været indrettet slagtefaciliteter. I Folketæll 1911 har anvendelsen af ejendommen ændret sig med en omfattende boligudlejning. Foruden opsynsmand og regns kabsfører Niels Olsen og hans kone Sidste Marie, bor der tre, som er på fattighjælp, en aldersrentemodtager, en skovarbejder og aldersrentemodtager og hans kone og slægtning. I den sydlige ende af huset bor Maren Sofie Hansen og Anna Margreth e Pedersen (Anna Sypige), der drev systue. De flyttede senere til den nedlagte telefoncentral, Lerskovvej 46, hvor de først i fællesskab og - i mange år efter Sofies død Anna alene - drev systue. Anders Rasmussen har nok haft en finger me d i spillet omkring udlejningen, for både sypigen Sofie og slagter Jerns Feigh er i FT-1911 benævnt 'Baptist'.
I bladet Evangelisten får vi et enkelt glimt af Anders Rasmussens engagerede medlemsskab af Baptistsamfundet. Fredag 9. dec. 1904 s. 401kan vi læse om et kristeligt diskussionsmøde i Køge Teatersal.
Mødet var arrangeret af læge Bille, der selv indledte. Han omtalte den forfølgelse af anderledes tænkende, som kunne opleves fra Folkekirkens side. Han lagde op til, at denne situation burde afløses af et samvirke mellem de forskellige trossa mfund om det centrale i kristendommen, som man var fælles om. Derefter var der fri diskussion.
Folkekirken var repræsenteret af tre præster, som var langt fra at modtage opfordringen i den ånd, den var fremsat. Tværtimod kastede de sig ud i indædt kritik af de anderledes troende frikirkefolk.
Fra diskussionsreferatet kan citeres: 'Fra baptisternes side havde tre repræsentanter ordet, nemlig brødrene Hans Christensen fra Tølløse, Anders Rasmussen fra Storskoven og A. Broholm fra København'.
I Evangelisten 12. juni 1903 s. 182 kan man læse i en beretning fra Eskildstrup menighed: 'På vor station Enderslev har vi lejet et lokale, hvor vi nu holde regelmæssige møder. Også der har vi en broder, som hjælper til med arbejdet for Gud s riges fremme.' (kan næsten kun have været Anders) 'Ligeledes har vi begyndt en søndagsskole, som ledes af en søster og en broder der fra egnen'.
I 1906 købte Anders Hovtvedegård i Vråby af Hans Schou Grønbech. Den var på 6 tdr. hartkorn og 2 skæpper og prisen var 39.000 kr. Det er blevet mig fortalt, at skovfogeden hjalp dem med at erhverve gården. I tingbogen er køber angivet so m Tømrer Anders Rasmussen, Endeslev.
Til sammenligning blev gården i 2003 annonceret til salg for 5,9 mio. kr. Arealet er 31 ha., heraf 4 ha. naturskov.
Anders fortsatte sin aktive deltagelse i baptistmissionen på egnen. I E 5. april 1907 s. 110 skriver P. Petersen, Døjringe om vinterens sidste missionstur i Østsjælland: 'Over Rønnede kon jeg til Stevns på den plads, hvor vi særlig ha r fået indgang. ... I Arnøje har jeg haft to lørdagsmøder med 8 dages mellemrum. Br. A. Rasmussen fra Vråby kom kørende med søskende der fra egnen til begge disse møder, og der var i alt 40 - 50 til stede.' Det var medens Anders og Louis e boede på Hovtvedegård, så han har spændt hestene for og med kone og børn, Hans Rasmusssen og Karen Marie, der boede hos dem og måske Anna Sypige taget turen over Lille Linde og Hellested til møde i Arnøje.
I folketællingen fra 1906 bor Anders Rasmussens forældre, Hans Rasmussen og hans kone, Karen Marie sammen med dem på gården på aftægt. De er altså flyttet fra Gørslev på deres gamle dage.
Også svigerfar Ole Nielsen boede sin sidste tid her. Se omtalen i afsnittet om ham.
Tiden på Hovtvedegård er illustreret med billedet, hvor familien Rasmussen står foran det gamle tærskeværk omgivet af dyr og tyende. Det hænger som stor fotostat på Lokalhistorisk arkiv for Vallø Kommune i Hårlev.
Anders Rasmussen og Louise solgte den 6.7.1909 Hovtvedegård til Jens Jensen for kr. 34.000, altså med et tab på kr. 5000 på tre år. I tingbogen fremstår det som et normalt salg, men baggrunden var økonomiske problemer i forbindelse med just itsminister Albertis bedrageri mod Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Det medførte, at den yderste prioritet i gården blev opsagt. Det var ikke muligt for Anders at finde udvej for at finansiere lånesummen, så det endte i en form for tva ngssalg.
Anders havde som gårdejer en førstemand, der hed Hans Frederiksen. Han står piberygende yderst til venstre på billedet med tærskeværket. Ham hjalp Anders med et stykke jord og på anden måde til at få hus og stifte hjem, da han skulle gift es.
Anders og Louise fik det tilbud at flytte ind med børnene i en stue hos Hans Frederiksen. Anders fik en periode arbejde på Høsten Teglværk. Han cyklede de 12 km frem og tilbage. Arbejdet bestod først og fremmest i at transportere teglsten me d trillebør. Arbejdsdagen var lang.
En tid arbejdede han ved det tærskeværk, der efter høsten blev transporteret fra gård til gård. Hans cykel hængte foran på tærskeværket, men faldt ned og blev kørt over. Efter tærskeperioden vendte han tilbage til teglværket, me n nu måtte han tilbagelægge de tolv km morgen og aften til fods.
De boede hos Hans Frederiksen, indtil de i 1910 flyttede til Eskemosegaard, Dyndledvej 16 på Endeslev Overdrev. Anders er i folketællingen i 1911 benævnt gårdbestyrer. Johannes Rasmussen har i Hvad det store Kastanietræ og den gamle Pi l på Hjørnet fortalte i fyrrerne berettet om sin og Oves skolevej ind over Gammelsømarken til Vråby gamle skole.
Det er i samme folketælling oplyst, at familien står uden for trossamfund. Det må antages, at det har været på grund af det økonomiske uføre, at de i denne periode har været mindre velsete i baptistsamfundet, som dengang havde en fordømme nde holdning til sådanne afvigelser.
Da Hjørnet i 1913 blev til rådighed efter udlejningen, flyttede de hertil. Det er mest sandsynligt, at Niels Peter Nielsen har ejet ejendommen indtil da, og har solgt den tilbage til Anders, efter at denne er kommet nogenlunde på økonomis k fode igen.
Udover den lille købmandshandel drev Anders blandt andet en slagterirute. Den bestod i, at han stod op kl. 4.00 og kørte med hestevogn de 14 km til Køge Slagteri efter slagtervarer, som han derefter udbød ved besøg på gårde og andre landbol iger på sin rute. Johannes måtte med og overtog senere ruten, som Ove derefter overtog og drev en årrække. Derefter blev den overdraget Egon Kort, hvorefter Erhard A. Nielsen, der var gift med Anders datter Valborg, og senere deres søn Kurt , drev den videre.
Den 4. maj 1997, kort før Mary døde, havde jeg en samtale med hende blandt andet om hendes svigerfar, Anders Rasmussen. Han havde betydet umådelig meget for hende. En varm og omsorgsfuld person, som fik hende til at føle sig godt tilpas i de n nye familie. Hun genkaldte sig en situation, hvor han kom ned ad trappen og mødte hende, omfavnede hende, kyssede hende på kinden og sagde: Hvor er det dejligt, at du er kommet og vil være her hos os!
Sådan en adfærd var dengang næsten utænkelig.
Anders grundlagde en slags familiedynasti omkring Hjørnet på de to sider af Lerskovvej. Som udgangspunkt kan vi tage folketællingen fra 1925, hvor hele familien har adresse på Hjørnet. Elna er 'husassistent', Ove 'karetmager og savskærer' , Johannes 'handelsassistent og chauffør', og Valborg 'ekspeditrice'. Johannes med hustruen Mary overtog i 1935 købmandsforretningen. Datteren Valborg giftede sig med Erhard A. Nielsen, der etablerede sig med husmandssted, savværk og senere sla gteriudsalg Lerskovvej 27 over for Hjørnet. Sønnen Ove giftede sig i 1927 med Theodora Holm og oprettede - efter 6 års ophold i Slagelse som kompagnon for svigerfar Frederik Holm - tømrer- og snedkervirksomhed på en grund, der blev udstykke t fra Hjørnet. Han byggede Sandgravhus på den anden side, hvor før Fattighuset lå, i dag Lerskovvej 22. 15 børn voksede op i de tre familier på grænsen mellem Endeslev og Vråby, hvor bebyggelsen nu bærer betegnelsen Hestehavehuse. Det hi drørte alt sammen fra jord, som Anders var kommet i besiddelse af og udstykkede.
I Baptisternes Ugeblad 7. oktober 1927 kan man læse følgende fra menigheden i Eskildstrup.
'I Enderslev, der ligger en halv snes km syd for Køge, bor der 6-7 medlemmer af Eskildstrup menighed. Disse afholdt søndag den 18. september høstfest i ENDERSLEV FORSAMLINGSHUS.
Der var udsendt indbydelse til samtlige egnens beboere, som omtrent alle imødekom den; da festen blev åbnet, var deltagernes antal over 200, og siden kom flere til.
Det væsentligste punkt i festprogrammet var strengekoret 'Solskinssangerne' fra København, der velvilligt var kommet til stede og under dirigent H.G. Hundrups ledelse over to timer fængslede tilhørerne med musik, sang og vidnesbyrd.'
Anders døde 82 år gammel og blev begravet på Endeslev kirkegård den 27. september 1949.
Johannes har levende berettet om sin faders liv i manuskriptet Mit livs karrusel erindringer fra et langt liv, som jeg har i kopi. Her finder man en uddybende beskrivelse af de begivenheder, der her er omtalt.
FOTO
4. Familien i stuen på Hjørnet, jeg antager omkring 1916. Stående er det Johannes (med violinen) og Ove. Siddende fra venstre pigerne Elna og Valborg, derefter Louise og ved skrivebordet Anders.
5. Omkring 1930. Siddende foran i græsset fra v. Theodora Rasmussen f. Holm, Elna Rasmussen, Valborg Nielsen f. Rasmussen, muligvis Magdalene Holm, øvrige 3 ukendte.
Siddende 2. række fra v. Anders Rasmussen, øvrige 3 ukendte
Stående bagest fra v. Ellen Louise Rasmussen f. Nielsen, øvrige 3 ukendte.
