Ove Rasmussen blev født ind i en familie, hvor det religiøse havde en meget stor plads. Hans far, Anders Rasmussen, var baptist, som det er omtalt i beskrivelsen af ham. Moderen, Louise, var ud af en traditionel folkekirkelig familie, men det va rede ikke lang tid, før også hun tilsluttede sig læren om voksendåb. Så Ove blev i modsætning til den ældre søster Elna - ikke barnedøbt. Ove er født på skovfogedstedet i Vallø Storskov.
Som det fremgår af beretningen om Anders Rasmussen, var Oves barndom præget af ulykker og fattigdom.
Skolegangen i den daværende Vråby skole, Lerskovvej 35, var hos den kendte skolelærer Einar Hansen. I hans hjem var Thorvald Stauning en flittig gæst. Einar Hansen var den, der mere end nogen anden førte Stauning frem til hans første valg ti l Folketinget som kandidat i Faxe-kredsen. Det er omtalt i forskellige biografier om Thorvald Stauning, men i denne sammenhæng er især et ikke udgivet manuskript interessant. Det er udarbejdet af hans søn Søren Stauning og bærer titlen Degn en i Vråby. Det findes på Lokalhistorisk Arkiv i Hårlev, men jeg har med tilladelse fra Søren Stauning fået udleveret en kopi.
Denne skolegang hos socialdemokraten Thorvald Staunings læremester kombineret med familiens skæbne blev afgørende for Ove Rasmussens senere politiske engagement.
Efter skolegangens afslutning havde Ove en periode som medhjælper ved landbruget, men den slægtsbestemte dragning mod træhåndværket lå dybt i ham. Hans storesøster, Elna, berettede om et møbel, han i sine tidlige ungdomsår havde fremstill et som gave til hende. Det eksisterede ikke, da jeg hørte om det, men som jeg husker hendes beskrivelse, var det resultatet af en meget fin forarbejdning af træ fra cigarkasser.
Oves drøm blev realiseret, da han kom i lære som karetmager hos Albert Jacobsen i Vedskølle. Han forlod dog lærepladsen uden lærebrev på grund af uenighed med mester. Den udløsende episode var, at mester gav ham ordre til at slå græs ti l kreaturerne med le. Det mente Ove ikke hørte med til de relevante arbejdsopgaver i uddannelsen til karetmager, og så blev han brutalt jaget hjem.
Det var i øvrigt i overensstemmelse med læremesterens stil. Far beskrev en episode, hvor en bærkræmmer, som Albert Jacobsen mente havde snydt ham, blev lokket ind på værkstedet til en grufuld gang klø.
Hvor lang tid, oplæringen stod på, ved jeg ikke, men det var tilstrækkeligt til, at Ove kunne etablere sig som selvstændig tømrer og snedker i Endeslev-Vråby kommune.
På det tidspunkt var Anders veletableret med sin købmandshandel og tilhørende vareruter med brød og kød. Der var gode muligheder for, at Ove kunne gøre nytte, så han indgik i familieforetagendet, hvor også lillebror Johannes var beskæftig et.
Oves trang var dog træbranchen. Derfor etablerede han sig med et lille savværk med en stationær Ford-motor i købmandsforretningens æblehave. Sammen med Anders havde han også forskellige aktiviteter som brændesavning med en transportabel run dsav trukket på en trailer af en traktor. Denne traktor blev udlejet til transport af egnens tærskeværk i høsttiden.
Militærtjenesten blev aftjent ved ingeniørtropperne i Ryvangen.
Efter giftermålet med Theodora i 1927 indgik Ove kompagniskab med sin svigerfar om dennes snedker- og bedemandsforretning i Slagelse. Her fik han den oplæring i bedemandsvirksomhed, som senere blev ham til stor nytte. Men kompagniskabet omfatted e i lige så høj grad prædikantvirksomheden i baptistmenigheden. Ove kom på prædikantlisten. Af Baptisternes Ugeblad 7. oktober 1927 fremgår, at også formaliteterne for hans prædikantvirksomhed blev bragt i orden. Menigheden i Eskildstru p rapporterer:
'Menigheden afholdt søndag den 25. september høstfest i Elim. Den unge br. Ove Rasmussen af Enderslev, der af Slagelse menighed for nylig er valgt til hjælpeprædikant, talte ved gudstjenesten om eftermiddagen.'
Det unge ægtepar flyttede ind i lejligheden i baptistkirken Løvegade 61. Her varetog de pedelfunktionen, men Oves bidrag til menighedslivet gik langt videre.
Vi ser ham med stigende hyppighed optræde på prædikantliusten. I BU 22.02.1929 s. 58 optræder ham som referent fra Den Sjællandske Baptistungdoms fastelanvnsstævne i Nyrup kirke. Referatet er flydende og velskrevet med små poetiske indslag .
BU 03.05.1929 s. 139 omtaler aktiviteterne på Baptisternes Højskole i Tølløse. '... Kursusset for Hjælpeprædikanter sluttede til Paaske. Dette Kursus var i alt besøgt af 5 Deltagere, hvoraf dog kun de 2 kunne være der hele tiden. Diss e 2 var Brødrene J. Bentsen fra Hjørring Menighed og Ove Rasmussen fra Slagelse Menighed.'
Oves levende interesse for det fremstormende radiomedie kommer til udtryk i samme blad side 143 i rubrikken FRA LÆSERNE. Her opfordrer han til drøftelse af radioen som redskab for Baptisternes missionsvirksomhed. Han underskriver sig 'Ove Rasmus sen, Baptistkirken, Slagelse'.
Næste skridt fremgår af BU 07.06.1929 s. 183. Her er formuleret en opfordring til at danne et Lytterforbund, underskrevet af Ove Rasmussen og G.N. Øder.
Ove Rasmussen har haft hjemve. Som omtalt under Frederik Holm har heller ikke svigerfar været fri for problemer. Det kommer til udtryk i BU 23.05.1930 s. 162:
'Sønd. den 27. April havde vi en stor Fest i Kirken her i Slagelse, og Anledningen tikl Festen var tredobbelt ... Afskedsfest for Br. O. Rasmussen og Velkomstfest for Br. O.G. Jensen, København, som er flyttet hertil for at tjene Slagelse Baptis tmenighed som Prædikant og Leder ... Tak til Br. Rasmussen for hans Arbejde i Menigheden.'
Ove og Theodora drog 31. marts 1930 til Endeslev for at ernære sig ved håndværksvirksomhed og savskæreri. Han optræder dog fortsat på prædikantlisten i Slagelse, ikke mindst til højtiderne - antagelig i tilknytning til familiebesøg i Slag else.
I 1931 er Ove aktiv i baptistsamfundets virksomhed på fødeegnen. 7.-10. og 12. juli gennemfører han sammen med forstander L.G. Abildgaard fra menigheden i Eskildstrup en møderække i Køge (BU 03.07.1931 s. 216). I BU 13.11.1931 s. 369 ha r han et indlæg om Østsjællands-Missionen. I BU 05.02.1932 og 12.02.1932 skriver han under overskriften 'Forløsningen stunder til' om tidens ulykker med krise og arbejdsløshed og den verdslige visdoms magtesløshed. Hans politiske ståsted sk inner igennem i hans omtale af kapitalens magt og prioritetsbestyrerens trældom.
Ove Rasmussen bliver i 1932 og 33 i stigende grad inddraget i Eskildstrup menigheds aktiviteter både på hjemegnen og i Menighedens centrale kirkeliv på Midtsjælland. Ind imellem dukker han stadig op på prædikantlisten for Slagelse. Det fort sætter helt hen i 1937, hvor han er på listen den 6. juni 1937, kort før svigermor Augustas død (BU nr. 23, den 04.06.1937 s. 184).
Ove Rasmussen etablerede sig i Endeslev på en del af den grund, der hørte til Hjørnet. Grundstykket blev udmatrikuleret og udstyret med både savskæreri og snedkerværksted. Overfor i den tidligere fattighave opførte han det smukke hv ide Sandgravhus, Lerskovvej 22, som blev børnenes fødested. Dette hus solgte han omkring 1945 og opførte bolig i tilknytning til værkstedet. Den har i dag adressen Lerskovvej 25.
Det var naturligt, at Ove med sin erfaring fra bedemandsforretningen i Slagelse kom til at assistere den aldrende snedker og bedemand i Endeslev, hvis navn jeg ikke med sikkerhed husker, men mon ikke han hed Hansen? En lidt særegen person, de r på det tidspunkt boede alene. Jeg ved ikke, om han havde været gift. Hans rustvogn var en Ford A årgang 1931. Det blev fortalt, at hvis han skulle flytte rustvognen eller tilbagelægge en kortere afstand, tog han træskoene af og satte de m på trinbrættet, før han satte sig til rattet.
Ove vandt snedker Hansens tillid, og da denne trak sig tilbage, jeg tror det var lige efter krigen, overtog han bedemandsforretningen med lager og rustvogn. Ud over lageret i Endeslev i et lejet lokale, havde forretningen en filial med lage r i Hårlev hos Lars Nielsen, der havde en lille ejendom i Hovedgaden ved banelinien, hvor Vallø kommunes rådhus ligger i dag (2004). Lars Nielsen var ansat på Hårlev Mejeri, der lå lige overfor.
Ove passede forretningen og fremstillede selv kister, når tiden tillod det. De blev malet hos Malerchristian i Vråby. I stigende omfang hentede vi dem færdige på en lille fabrik i Dalby. Finansieringen var med vekselkredit. Jeg husker, hvo rdan jeg som dreng fulgte far ind på fabrikantens kontor og med undren så de mystiske blanketter blive udfyldt og forsynet med underskrifter. Han kørte desuden med rustvognen for snedkerne i Herfølge, Karise og Algestrup.
Bedemandsforretningen var i Oves besiddelse til hans død, og derefter drev Theodora den med assistance fra Asger og mig. Vi var blevet tidligt og kontant introduceret til bestillingen. Se beskrivelsen i mit eget afsnit.
Ægteskabets første periode var præget af den store sorg, at de to første børn, Bengt og Børge, begge døde som ganske små. Men det var samtidig en religiøs opbrudstid. Ove og Johannes drog omkring til de frikirkelige menigheder og prædik ede og sang, så det var en lyst. Brødrene Rasmussen var kendt og værdsat vidt omkring.
De blev på et tidspunkt grebet af Den Apostolske Kirkes lære. Hovedmanden bag denne vækkelsesbølge hed Sigurd Bjørner. Men den mest fascinerende personlighed har nok været Anna Larssen, den kendte og enestående talentfulde skuespillerinde , som afbrød karrieren og i 1912 giftede sig med Sigurd Bjørner. Hun fulgte ham på hans kampagne for udbredelse af læren om dåb i helligånden, tungetale og profeti. Menigheden fik tilholdssted i en stor barak på Blegdamsvej ved Trianglen ka ldet Evangeliehuset.
Ove og Johannes fortsatte deres virke i dette trossamfund, og var vistnok tilknyttet menigheden i Næstved. Men for Ove fik det en ubehagelig afslutning. Jeg kender ikke tidspunktet, men gengiver forløbet, som jeg husker det fra hans mund.
Praksis i Den Apostolske Kirke var, at man havde medlemmer, der var anerkendt som profeter. I en form for trance videregav de, hvad man opfattede som Guds direkte ordrer til menighedens medlemmer. Man kaldte personer til hverv som forstander, hyrd e, evangelist og profet. Det var ikke kun grundlaget for udpegning af menighedsforstandere med også for deres omflytninger mellem menighederne. En sådan profet gav besked om, at Ove skulle rejse til Aalborg og indtræde som forstander for menigh eden her.
Ove valgte ikke at efterkomme påbudet. Jeg syntes ikke, at Gud gav det samme budskab direkte til mig, fortalte han. Men profeten udtalte en form for forbandelse over ham, som han gang på gang vendte tilbage til senere i tilværelsen, når noge t gik galt. Han udtrådte af kirkesamfundet, og først en del år senere, antagelig omkring 1952-53, trådte han igen ind i Baptistsamfundet. Det blev i Roskilde. I mellemtiden havde han dog stadig kontakt til frikirkelige kredse, og der kom jævn lig omrejsende prædikanter til hjemmet i Endeslev.
Ove Rasmussen var en rastløs natur, der også i en periode forsøgte sig som omkringkørende handelsmand med slagterivarer. Først omkring 10 år før sin død kom han i gang med den politiske karriere, der førte til hvervene som sognerådsforma nd i Endeslev-Vråby kommune i 1950, skatterådsformand i Store Heddinge skattekreds og medlem af Præstø amtsråd.
For min far var tiden fra 1948 til hans død en betydningsfuld periode. Om det var den lykkeligste, ved jeg ikke, men for hans forfatterskab var det langt den mest frugtbare.
Denne aktive skriveperiode skal nok ses på baggrund af en stærk personlig krise, som han gennemlevede, efter han i sin sædvanlige rastløshed noget uoverlagt havde solgt sin savværks- og tømrervirksomhed. I den korte periode, hvor han for søgte at skabe familien en tilværelse med trævareproduktion i Hårlev, kom han til erkendelse af sin usædvanligt stærke følelsesmæssige binding til fødeegnen. Selv om afstanden kun var 5-6 km, var det for ham som at komme fra frugtbart lan d til ørken, og han følte sig syg i sin inderste sjæl.
Jeg husker, hvordan han længe kunne stå i stuen i det lille hus i Endeslev, vi flyttede ind i efter hjemkomsten, og se ud over sin barndoms marker til skoven, hvor hans morfar havde været skovfoged. Der samlede han indtrykkene og genopleved e de begivenheder, der danner baggrunden for hans digtning.
Jeg har belyst denne side af ham i forordet til min hjemmegjorte udgave af hans litterære produktion.
Et øjebliksbillede fra Ove Rasmussens daglige miljø ca. 1947 er det foto, der viser næsten hele familiedynastiet samlet på trappestenen foran købmandsforretningen Hjørnet. Det er valgt som forsidebillede til slægtsbogen om Hendrich Math iasen og personerne udpeget i indholdsfortegnelsen.
Denne familiekoloni havde et sammenhold, der var præget af den omtalte fælles religiøse, frikirkelige indstilling.
Det kan måske i dag synes svært at fatte, men for disse simple folk fra landet var det et stort spring, de foretog, ind i en international frikirkelig bevægelse og en præstation at blive anerkendt trods deres baggrund.
Til gengæld blev det en betydelig social isolation i bondesamfundet i Endeslev. Her var det Indre Mission og Grundtvigianerne, der regerede, og den store fjende for de etablerede var disse voksendåbens forkæmpere. Men vi havde det godt i vore s familiesamfund, selv om det var svært at være barn i skolen og på sportspladsen og i øvrigt skulle afstå fra mange af de aktiviteter og glæder, kammeraterne deltog i.
Men de var også respekterede og afholdte. Johannes som den store lokale entertainer og Ove som håndværksmesteren og den socialdemokratiske politiker og senere sognerådsformand blandt et flertal af venstrebønder.
Et lille indtryk af Ove og Johannes og det miljø, der kom til at præge en stor del af deres tilværelse, kan man få ved at lytte til min båndkassette fra et møde i Enderslev Forsamlingshus den 7. oktober 1956, halvandet år før Ove døde. He r får vi både Pinsemissionen ved Tabormenigheden i København og Baptistmenigheden i Roskilde repræsenteret gennem sang og tale. Men hvad der især er interessant i denne forbindelse er indtrykket af Johannes som mødeleder og af Ove Rasmussen , der sluttede mødet med tale og bøn. Forskellen på de to brødre er tydelig i stil og ordvalg. Men det må også af mig som 17-årig mødedeltager konstateres, at ordvalg og stil er præget af situationen og langt fra hverdagen. Nok især fo r Ove. Kurt Nielsen har optaget og bevaret originalbåndet.
FOTO
5. Theodora og Ove med deres hunde i haven ved Sandgravhus ca. 1933. Theodora er gravid med Bengt.
