Valborg er født på Hovtvedegaard i Vråby som den yngste i Louise og Anders børneflok. Hun kom dermed til at tilhøre det 'patriarkat', der opstod omkring Anders Rasmussen, da han senere flyttede til købmandsforretningen 'Hjørnet' i Endeslev -Vraaby kommune. Som det er beskrevet i biografierne for Rasmusssen slægten, samlede Anders sine børn omkring sig og medvirkede til, at der kunne etableres familieejendomme for børnene på nabogrunde til købmandsforretningen. Anders havde sel v en baggrund som tømrer, og sønnen, Ove, førte denne tradition videre, medens Johannes gik ind i handelsvirksomheden. Miljøet var præget af de frikirkelige kræfter med tilknytningen til Baptistsamfundet. Musikken, og især den frikirkelig e populærmusik, fyldte meget i hjemmene omkring 'Hjørnet'. Valborg var begavet med en smuk sopranstemme, som var efterspurgt til solosang i frikirkelige forsamlinger.
I Osted var der i samme periode opbygget et tilsvarende 'patriarkat' omkring Niels Peter Nielsen. Niels Peter var tømrer, uddannet som møllebygger, og oprettede og drev forretning fra Osted og Kirkebjerg savværk. Hans 11 børn med Marie indgi k i fællesskabet. Drengene blev oplært i tømrerfaget og tilknyttet savværket. Familien blev kernen i den lokale afdeling af Det danske Missionsforbund omkring århundredeskiftet. Flere i børneflokken havde gode musikalske anlæg, så også he r blev musikken en vigtig del af fællesskabet.
De to patriarkater er samlet på det første gruppebillede. Yderst til venstre har vi Niels Peter Nielsen, der har blikket rettet væk fra kameraet. Dernæst i forreste række Valborg og Mary. I midten Anders Rasmussen, og bag ham kikker Therodor a frem. Manden med hunden er ikke identificeret, dernæst følger Ellen Louise, der har sin arm under Marie Nielsens arm. De to hatteklædte herrer bagved kendes ikke.
Mødet mellem familierne udviklede sig i begyndelsen af 30'erne, da Valborgs storebror, Ove med sin Theodora var vendt tilbage til Endeslev efter nogle års ophold i Slagelse. De tre søskende, Ove, Johannes og Valborg dannede en trio, der blev me get populær i sjællandske missionshuse og frikirkemenigheder. I en lille rød bil, de kaldte 'Myren' kørte de ud og holdt møder. Johannes betjente sin violin og ethvert klaviatur, der måtte befinde sig i mødelokalet, Valborg medbragte sin gu itar og Ove en harpecitar. Alle tre havde flotte sangstemmer og optrådte med solosang og som forsangere til de populære kor, der gik sin sejrsgang. Johannes akkompagnerede til fællessangen og bidrog med personlige vidnesbyrd, medens Ove var aft enens hovedprædikant. På den måde var det en total mødepakke, de bragte den taknemmelige menighed.
Sådan blev det også i Osted, hvor Niels Peter Nielsen havde sørget for, der blev indrettet et missionshus, hvor den slags begivenheder kunne udfoldes. De unge har haft det godt sammen på møderne, og der er også blevet lejlighed til, at Johan nes fik øje på Mary, der passede kontoret på savværket, og Erhard så sig varm på den syngende Valborg.
Hvordan kontakten ellers blev dyrket er uvist, men Erhard havde på savværket den opgave at køre lastvognen, der transporterede virksomhedens produkter. En vigtig del af produktionen var opskæring af parketstave til Junckers Savværk i Køge . Derfor var han ofte på besøg i Køge, så det var nærliggende at gøre en afstikker til Hjørnet og møde Valborg. Man kan forestille sig forskellige muligheder. En af dem kunne være, at Mary tog en tur med og besøgte Johannes, men det ve d vi ikke noget om. Men vi ved, at der blev to bryllupper i 1933: Valborg og Erhard i oktober og Mary og Johannes i december.
Som det dengang var sædvane, flyttede bruden ind hos brudgommen, der til gengæld havde til opgave at sørge for husly. For Mary betød det, at hun rykkede ind på den knebne plads på Hjørnet. Erhard byggede et hus i Osted, hvor han og Valbor g fik deres første hjem. Under den myndige patriarkalske ledelse, som Niels stod for, gik det nok rimeligt de første år. De blev dog ramt af sorgen med et dødfødt barn i 1935. Katastrofen ramte året efter, da Niels i april uden varse l døde af et hjertestop..
Brødrene Karl, Thorlejf og Erhard aftalte at drive savværket videre i fællesskab. Karl, den ældste af dem, forsøgte formentlig at træde i faderens rolle, men det har ikke været på en måde, Erhard oplevede som rimelig. I hvert fald valgt e han og Valborg hurtigt efter at flytte til Endeslev.
Om der er blevet fundet midlertidig plads til dem hos Anders Rasmussen på Hjørnet, ved jeg ikke, men hvis det er tilfældet må pladsen i sandhed have været trang.
Valborgs broder, Ove, havde i mellemtiden bygget Sandgravhus ved siden af den gamle fattiggård. Fattiggården blev i disse år erstattet af et nyt kommunehus, der kom til at ligge på den anden side af Sandgravhus. Fattiggården, skråt over fo r Hjørnet, blev revet ned, og på denne grund byggede Erhard og Valborg det smukke stråtækte hus, hvor de kom til at leve det meste af deres liv. Der må dog også have været lidt husrum hos broderen, for Valborg var atter gravid og skull e føde, før huset var bygget færdig. Så hun fik barselsstue hos Ove og Theodora i Sandgravhus, hvor Kurt blev født i 1937.
Den grund, Valborg og Erhard erhvervede, hvordan det så har kunnet lade sig gøre af få det finansieret, var, vil jeg anslå, på 3-4 tdr. land, hovedparten landbrugsjord. Så der blev plads til både en velbygget landbrugslænge og den rundsa v og båndsav, det for Erhard var så vigtigt at få opstillet på den sydøstlige del af marken. Det blev en bedrift med mange aktiviteter. Erhard passede nogle år et fuldtidsarbejde på Junckers Savværk, men efterhånden fik han gang i sit ege t savværk og nåede også at dyrke sit lille stykke jord.
Han var en mand, der altid arbejdede. Stærk og utrættelig. Der var altid dyr på stedet. Erhard måtte have en hest, og et par grise blev også passet. En af de store oplevelser for os børn var, når Erhard kom hjem med et gedekid. For det va r lige så meget kærligheden til dyr som produktionsværdien, der optog ham.
Fjerkræet var det mest Valborg, der tog sig af. Der var kyllinger, høns, ænder og gæs, som var en 'bonderøv' værdig. Og det var ikke tilfældige dyr, men udvalgte racer. Også kalkuner havde hun en periode. De blå huskatte satte hun sto r pris på, men schäferhunden var Erhards tro følgesvend.
En særlig erhvervsepoke for familien Nielsen i Endeslev kom slagteriruten til at udgøre. Det var som så meget andet udsprunget af patriarkatet. I tilknytning til købmandsbutikken havde Anders etableret sig med udbringning af varer og tilrettel agt regelmæssige ruter for brød, kød og andre ferskvarer. Efterhånden som sundhedsmyndighederne iværksatte stadigt strengere regler for opbevaring og distribution af disse varer, blev det nødvendigt at udskille ruten med slagterivarer fra de n øvrige udbringning. En periode blev det Ove, der varetog opgaven, men på et tidspunkt, formentlig lige efter verdenskrigen, overtog Erhard denne forretning.
Det var i den første tid med hestevogn, først efter varer på Køge Slagteri og derefter rundt til kunderne på egnen. Det var vigtigt at have en stærk og hurtig arbejdshest at spænde for vognen, og det havde Erhard blik for. I flere år va r det en sort, velbygget vallak, der hed Sorteper. Den havde dog et lidt uroligt temperament, der kunne volde problemer. Normalt gik den ruten uden at kræve megen opmærksomhed. Når Erhard var færdig med at betjene en kunde, gik Sorteper vider e uden styring til det næste sted på ruten. Men pludselig kunne den blive grebet af hjemlængsel, og så gik det i vild galop med vogn og varer slingrende efter sig hjem mod stalden. Nå, sagde vejens beboere, nu kommer Erhard nok snart gående.
I tilknytning til slagteriruten udviklede der sig efterhånden en betydelig egenproduktion. Først meget interimistisk, men efterhånden med indretning af kølerum, butikslokale og arbejdsrum. Her måtte Valborg og siden sønnen Kurt træde til . Den hjemmelavede spegepølse blev en efterspurgt lokal delikatesse.
Valborgs have var et kapitel for sig. Prydhaven anlagt og omhyggeligt plejet præsenterede huset på bedste måde, og i køkkenhaven stod afgrøderne snorlige og ukrudtsfri.
Også husets indre var præget af orden, og her herskede Valborg uden indblanding. Køkkenet med det store brændekomfur var det vigtigste lokale, hvor alle samledes under Valborgs trygge omsorg. Og man følte sig altid velkommen, og en eller ande n lækkerbid fra hendes eminente kogekunst faldt der hyppigt af til os børn. Men stuerne var mere til særlige lejligheder og opgaver. Ryddelige og velholdte som alt andet.
Hvis man skal karakterisere min faster Valborg, står ro og omsorg som de dominerende træk. Sådan oplevede vi fætre og kusiner det, når vi havde vores gang i huset, og det var nærmest dagligt. Aldrig husker jeg at have følt mig til ulejlighe d.
Valborg følte og praktiserede en omsorg for sine børn, som var ganske usædvanlig. Hun hjalp og beskyttede på en måde, som var forud for sin tid. Der var intet tilbage at ønske i forhold til moderne mødre og fædre, der sætter børnene i ce ntrum. Dengang kunne hendes omgivelser påstå, at hun 'pylrede', men hun var ganske bevidst om, hvad hun gjorde, og lod sig ikke påvirke.
Jeg oplevede ikke min faster som en egentlig markant personlighed, men nærede en stille tillid og respekt for hende. Og i forhold til mennesker, hun selv havde tillid til, var hun ikke bleg for at gå i dialog og udtrykke stærke synspunkte r om samfund, religion og politik. Men når hendes flamboyante brødre var til stede, lod hun dem føre ordet.
Hvis jeg skal samle mit billede af Valborg, var hun en velbegavet og talentfuld kvinde, som påtog sig tidens tilbagetrukne kvinderolle, men i det moderne samfund kunne være nået vidt gennem ligeværdig uddannelse og udvikling
FOTO
2: To patriarkater ca. 1933: Yderst til venstre har vi patriarken fra Osted, Niels Peter Nielsen, der har blikket rettet væk fra kameraet. Dernæst i forreste række Valborg Rasmussen og Mary Nielsen. I midten patriarken i Endeslev, Anders Rasmus sen, derefter Marys bror, Bøje, med hunden og endelig Anders kone, Ellen Louise, arm i arm med Marie Nielsen. I bageste række har vi først en mand med hat, der kunne være Erhard Nielsen, men det er lidt usikkert. Næste mand med hat og hun d er højst sandsynligt min far, Ove Rasmussen, men det kan også være hans bror, Johannes. Theodora Rasmussen født Holm, min mor, kikker frem mellem Anders og Bøje.
3: Musikanter og sangere i haven på 'Hjørnet'. Fra v: Tove Rasmussen, Inger Rasmussen, Valborg Nielsen f. Rasmussen, Kurt Nielsen (harmonika), næsten skjult muligvis Birgit Rasmussen, Flemming Holm Rasmussen (guitar), Bjarne Nielsen, Margreth e Skov f. Rasmussen, Merete Jørgensen f. Rasmussen, Mary Rasmussen f. Nielsen, Johannes Raasmussen.
