Fra geni:
Beskæftigelse Hertug, Dansk Hertug, jarl af Sønderjylland
Også kendt som: 'Knud Erikssen Lavard', 'Canute 'The Pious'', 'St. Knut', 'Knut', 'Canute', ''Bread Giver''
About Knut Lavard, Duke of Schleswig
Svend Estridsens arvinger
Det hele begyndte da Svend Estridsen døde i 1076. I stedet for en legitim arving efterlod han sig et mindre hav af uægte børn. I løbet af de næste 60 år efterfulgte fem af dem hinanden på tronen. To af dem var Erik Ejegod, Knud Lavards fader, og Niels, Magnus den Stærkes fader. Både Knud og Magnus var altså kongesønner, og kunne siges at have krav på faderens trone.
Ud over deres fælles ophav var de to fætre imidlertid vidt forskellige. Mens Knud havde tætte forbindelser til Tyskland, var Magnus opmærksomhed mere rettet mod det hjemlige, og i Roskildekrøniken kaldes han for Danmarks Blomst.
I 1103, da Knud var omkring 7 år gammel, døde hans forældre under en pilgrimsfærd. Derfor blev Knud sat at i pleje, først hos Skjalm Hvide på Sjælland og dernæst hos hertug Lothar af Sachsen. Selvom denne opvækst formentlig har været hård, fik den unge Knud lært det politiske håndværk grundigt.
Knud Lavard - var jarl af Sønderjylland. Wikipedia DA
Knud Eriksson Lavard (født 1096 i Roskilde, død 1131 i Haraldsted Skog ved Ringsted) var en dansk adelsmann.
Han var sønn av kong Erik I Eiegod og Bodil Thrugotsdatter, og ble utpekt av kong kong Niels til jarl av Sønderjylland i 1115, en posisjon han utnyttet til å føre erobringskriger mot det vendiske folk obodriterne i Holsten. Dette pasifiserte en kilde til uro i det tyske riket, og etter dette ble han utnevnt til hertug av Holsten, og tok også samme tittel for sitt danske len, som heretter ble kjent som Hertugdømmet Slesvig. Under et familiebesøk i Haraldsted ble han 7. januar 1131 drept av sin fetter, kong Nils sin sønn Magnus den sterke, som så ham som en farlig konkurrent til tronen.
Knud Lavard har mer eller mindre indirekte vært årsak til de stridigheter som senere oppsto i Slesvigområdet (1848 og 1864), da han samtidig var underlagt den danske kongen og den tyske keiseren.
Han var også konge av obodriterne, og hans tilnavn betyr herre på saksisk og andre germanske språk, men opprinnelig betød tilnavnet brødgiver, jf. engelsk lord.
Knud Lavard var gift med Ingeborg av Russland (Ingeborg Haraldsdatter), og med henne fikk han i 1131 den senere kong Valdemar den store. Han ble født bare 14 dager etter sin fars død. I tillegg hadde de tre døtre; Margret, gift med Stig Hvitelær (=Hvide) i Skåne, Kristin, gift med Magnus Blinde i Norge og Katarina (Karin).
I 1169 fikk Valdemar paven til å oppta Knud Lavard som helgen av paven.
Der Knud ble drept skal det etter sagnet ha sprunget fram en kilde, og selv om vinteren holdt gresset seg grønt der. Hans legeme ble tatt med til Ringsted kirke, og der kisten hans stod skal det også ha sprunget fram en kilde. Etter dette ble Ringsted Valdemar-slektens kongssted og gravsted.
--------------------
Knud Lavard
Lavard betyder brødvogteren, dvs. den gode herre. Han var dansk hertug og fra 1115 grænsejarl i Sønderjylland. Han var søn af Erik Ejegod og dronning Bodil. Han giftede sig med den russiske fyrst Mistislavs datter Ingeborg, der efter hans død fødte ham sønnen Valdemar den senere Valdemar den Store. Han tvang venderfyrsten Heinrich til fred og arvede efter hans død hans land, og anerkendtes 1129 af den tyske konge Lothar som vendernes konge. Han dræbtes 7. januar 1131 i Haraldsted Skov af kong Nielses søn Magnus, der betragtede ham som en farlig rival. Knud blev helgenkåret i 1169 og hans helgendag er 7. januar. Han afbildes med blomsterkrans eller en hertugkrone. Da han var obotritternes konge, afbildes han undertiden med kongekrone og kan da forveksles med farbroderen Knud den Hellige.
--------------------
Konge af Venden 1134 ?
Opfostret hos Skjalm Hvide (vel i Fjenneslev)
og hos hertug Lothar af Sachsen.
1115 blev han grænsejarl i Sønderjylland, under sin farbror kong Niels.
Han forsvarede grænsen effektivt mod venderne, bla ved at befæste
byen Schleswig - en af de første bybefæstninger i Norden.
Vendernes fyrste Henrik (søstersøn af Erik Ejegod som havde indsat ham)
fortsatte overfaldene på de danske kyster,
indtil Knud havde gjort tilstrækkelig gengæld. Henrik søgte fred,
og da Knud så skaffede ham sin mødrendearv blev de gode venner.
I de urolige tider havde mange forøget deres indtægter ved røveri, men
Knud gennemførte straffeaktioner mod både store og små.
Deraf fik han sit tilnavn, som er den nordiske form af den engelske
titel 'lord' = herre.
Han udskiftede selv sin jarl-titel med det mere moderne (tyske) 'hertug',
og indførte tyske skikke ved sit hof i Schleswig.
1127 døde Henrik af Venden,
og hans sønner og sønnesønner fik slået hinanden ihjel i kamp om magten.
Knud købte sig så titlen som vendisk knes af den tyske konge - hans
gamle fosterfar Lothar.
Venderne synes ikke om arrangementet, men Knud nedkæmpede modstanden.
Hans magt var nu blevet stor, og hans stilliung tvetydig, idet han var
vasal under både den danske og den tyske konge.
Dertil kom at han ansås for et mere velegnet kongsemne end Niels og hans
arvinger.
Kong Niels bebrejdede ham at han (som knes) førte sig frem som ligeværdig
med sin herre og konge, men Knud fik snakket sig ud af klemmen.
Kong Niels' søn Magnus lavede en sammensværgelse, og myrdede ham i et
baghold i Haraldsted Skov ved Ringsted. Det resulterede i borgerkrig.
Som populær fyrste og mordoffer blev han snart anset for hellig,
og der skete undere ved hans grav.
Han søn Valdemar fik ham 1169 kanoniseret som helgen.
Knud regnes for en dygtig, tapper og ridderlig personlighed, ligesom
hans efterkommere Valdemarerne.
Han blev banebryder for tysk kulturel indflydelse i Danmark.
(Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)
(Henv.: Robert af Ely: Biografi af Knud - ikke bevaret men gruindlag for:)
(Hnev.: Vita Canutus - helgen-levnedsskildring)
Fra Steen Thomsens database dec 1997
--------------------
Far Erik Ejegod, redovisas på annan plats i släktträdet.
Mor Botilda Thorgutsdotter, redovisas på annan plats i släktträdet.
Född 1096 i Danmark.
Mördad 7.1.1131.
--------------------
Hertug Knut Eriksen Lavard married Ingeborg Mstislavsdtr of Novgorod, daughter of Storfyrste Mstislav I. Vladimirsen Kiev and Fyrstinne Kristin Ingesdtr. He married Ingelborg Haraldsdtr Holmgard, daughter of Harald Valdemarsen Holmgard and Kristin Ingesdtr. He was born in 1096 at Jylland syd, Denmark. He was Hertug. He ble drept av sitt søskenbarn kong Magnus. He died on 7 Jan 1131 at
Jylland syd, Denmark.
Ingeborg Mstislavsdtr of Novgorod was born at Kiev, Russia. She married Hertug Knut Eriksen Lavard, son of Erik I. Knutsen Eiegod and Bodil Torgautsdtr. She died at Sweden.
--------------------
RESIDENCE: 'hertug av Slesvig'
OCCUPATION: Jarl (Hertug ?) i Sønder-Jylland
BIRTH: 12 Mar 1096, Roskilde, Danmark (1091 ?)
BAPTISM: 'den Hellige' (kanonisert av paven 1169)
DEATH: 7 Jan 1131, Haraldsted Kongsgård, Ringsted, Roskilde
BURIAL: (drept av kong Niels' sønn Magnus)
Father: Erik I Svendsson EIEGOD
Mother: Bodil THRUGOTSDATTER
Family 1 : Ingeborg HARALDSDATTER
MARRIAGE: 1116
Kristin Knudsdatter LAVARD
+Valdemar I Knudsen den STORE
Margrete KNUDSDATTER
Kilde: nermo.org
--------------------
Ble drept av sitt søskenbarn, kong Magnus.
--------------------
Knud Lavard, o. 1096-1131,
Hertug, Søn af Erik Ejegod ogDronning Bodil, blev født i Roskilde kort efter, at Faderen var blevenKonge, vistnok 12. Marts (maaske i. April) 1096. Forældrene vildekalde ham Hugo; men Bonden Aslak fra Balstrup paastod, at han i Følgeen Aabenbaring af Knud den hellige skulde hedde Knud, og dette blev ialt Fald hans Navn. Da Erik og Bodil droge ud paa Pilegrimsfærd(1102), lode de den mægtige sjællandske Jarl Skjalm Hvide opfostreDrengen. Ved Kongevalget 1104 skulle enkelte have ønsket den lille K.til Konge. Senere blev han sendt til Sachserhertugen Lothar, der blevhans anden Fosterfader. Det fleraarige Ophold i Udlandet udvidede K.sBlik og gav ham Sans for fremmed og mere vidtskreden Kultur. Ved sinHjemkomst fandt K. sørgelige Forhold i Danmark. Kong Niels, dermanglede Evne til at styre Landet, havde tilmed forholdt sinSøstersøn, Venderfyrsten Henrik, hans Mødrenearv, hvorpaa Henrikhærgede
Grænseegnene og sendte vendiske Vikinger til de danske Farvande.Ulykken gik ogsaa ud over K., da nogle Skippere under VendernesEfterstræbelser maatte sænke hans Skatte i Havet; Tabet gjorde dogikke Indtryk paa den frejdige K., men des mere ærgrede det
den pengekjære Niels. K. deltog nu i et uheldigt Tog mod Henrik; iKampen ved Ljutka segnede han saaret til Jorden, men blev reddet veden af sine Mænds Snarraadighed. Efter sin Sejer voldgjæstede Henrikend mere de danske Grænselande, hvor alt kom i fuldstændig Opløsning;men Landets Modgang æggede blot K. til ret at prøve sine Kræfter, oghos sin Farbroder Niels opnaaede han omsider det sønderjyskeJarledømme, som ingen anden vovede at overtage (1115).
Med største Kraft tog K. fat paa sin vanskelige Opgave somGrænsevogter. Han satte sig for at sikre Ejendom og Fred og gjordeJagt paa de mange Tyve og Røvere, som vilde udnytte den almindeligeUorden. Skaanselløst øvede han Retfærdighed. Ogsaa en højbyrdig Mand,der længe havde drevet Røverfærd, blev dømt til Døden, og da Mandenover for K. vilde gjøre Frændskab gjældende, haanede K. blot hans højeByrd ved at lade ham klynge op i en højere Galge. Faa den Maade varesnart de indre Fjender udryddede. Endnu større Ry vandt K. samtidigsom Kriger. Fjenderne slog han tilbage, og Slesvig, der var hanssædvanlige
Opholdssted, omgav han med saa stærke Volde og Grave, at Byen kortefter hans Død en hel Vinter igjennem kunde modstaa en mægtig Hær.Foruden denne Bybefæstning, som den Gang var noget enestaaende iNorden, opførte han flere faste Taarne til Værn for Slien og ersaaledes i Danmark bleven banebrydende for Udviklingen af Forsvaret.Men ogsaa paa et andet Omraade af Krigsvæsenet har K. faaet størsteBetydning for Eftertiden: han udviklede
et sluttet og samlet Rytteri. Det gjaldt nemlig om -- i Modsætning tilde danskes sædvanlige Sendrægtighed -- at rette hurtige og uforudseteStød mod den farlige Venderfyrste, og dette lod sig kun udføre vedraske Ryttere. Nu overrumplede K. Fjenden ved sine lynsnare Strejftog.En Gang undslap Henrik kun ved at svømme over Ejder, og hansGrænseborg blev ødelagt. Venderfyrstens Overmod forvandledes derfortil Skræk, og da K. tilbød Fred, tog han med Glæde derimod. Her gavK.s Ridderlighed sig et smukt Udslag: skjønt han var den sejrende,skaffede han dog Henrik Værdien af hans Mødrenearv. Fra den Tid varder Venskab mellem dem, og det siges, at baade K. og andre danskekunde færdes i Henriks Land som i deres eget. Intet Under da, at manærede K. som Danmarks Redningsmand og gav ham Tilnavnet «Lavard»;Ordet er af angelsaxisk Oprindelse (nyengelsk «Lord») og betyderHerre. For øvrigt ombyttede K. sit nordiske Jarlenavn med denevropæiske Hertugtitel, optraadte i statelig tysk Dragt og indførteUdlandets finere Hofskik. Trods sin Myndighed var han i høj Gradafholdt, og han viste sin Sans for Folkets Interesser ved at
lade sig vælge til Oldermand for Slesvig Borgeres Gilde, det saakaldte«Edslag». Som Præstestandens Ven udstyrede K. Kirkerne med Bøger ogAlterkar, og de faste Kirker af Granit og rhinsk Tuf begyndte iSønderjylland at afløse de gamle Trækapeller. Tillige holdt hanstrængt sine Klerke til Orden og Tugt og gjorde et Korstog til detendnu hedenske Smaaland. Endelig var K. saa gavmild imod fattige, athan endog skal have skjænket en Tigger sin Overkjortel.
K. indtog en mægtig Stilling i sit Fædreland. Som Grænsevogter havdehan Styrelsen af Sønderjylland, men forestod ogsaa ellers LandetsForsvar og kunde derfor sætte sin Broder Erik (Emune) til at værneØerne mod Vendervikinger. Efter sin Fader havde han betydelige Godser,og da han ægtede den russiske Fyrstedatter Ingeborg (VIII, 282), gavhendes Moster Dronning Margrethe hende store Dele af sine vestgøtiskeEjendomme i
Medgift. Senere forøgedes hans Magt yderligere. Efter at Henrik oghans Slægt efterhaanden vare omkomne, tilkjøbte K. sig af sinFosterfader Lothar, der nu var tysk Konge, Fyrsteværdigheden over devestlige Vender og blev af sin nye Lensherre kronet som
Vendernes Konge eller «Knés» (1129). Obotriterne og Vagirerne rejstesig dog imod ham; men da han havde tvunget deres Høvdinger Niklot ogPribizlav til Underkastelse, havde han sikret sig Herredømmet ogbefæstede det ved at støtte «Vendernes Apostel» Vicelin i hansMissionsbestræbelser og ved at opføre Borgen Alberg (senere kaldetSegeberg), der dog atter blev nedbrudt af Holsterne. Ved sineudmærkede Egenskaber og ved sin Magt stod han nu højt over alle sineLandsmænd. Hans ranke og smukke Skikkelse, hans statelige ogridderlige Fremtræden, hans Veltalenhed, Mod og Krigersnille vaktealmindelig Beundring, og det var, som Lykken fulgte ham i alt; underen Hungersnød havde han Overflod, saa
at han kunde hjælpe de nødlidende. Saa stor var hans Myndighed i heleRiget, at han kunde stævne sine stridende Brødre Harald Kesja og Erikfor sin Domstol og med Hærens Bifald udfri Pomrerfyrsten Vratislav, daKong Niels ved Forræderi havde taget ham til Fange. Saaledes kunde densvage Konge slet ikke gjøre sig gjældende ved Siden af sin Brodersøn,og dette vakte Avind, især hos Niels' heftige Søn Magnus, hvis Udsigttil Tronen under disse
Forhold blev højst tvivlsom, og hos Fætteren, den hadefulde HenrikSkadelaar (VII, 360). Dronning Margrethe Fredkulla havde øjnet Faren,og hun havde søgt at afværge den ved at være K. som en Moder, endvidere ved at lade ham, skjønt endnu Barn, staa Fadder til Magnus ogved at udstyre hans Brud saa rigt; men efter hendes Død trak Uvejretalligevel op. Henrik Skadelaar, hvis ondskabsfulde Stiklerier kunhavde paadraget ham K.s overlegne
Spot, var ivrigst for at komme K. til Livs, og K., der havde en yderstvanskelig Stilling paa én Gang som dansk Hertug og som Venderfyrsteunder sachsisk Overhøjhed, har vistnok været uforsigtig nok til atgive sig enkelte Blottelser; paa et Møde i Slesvig, altsaa inden forDanmarks Grænser, skal han endog være optraadt som Venderkonge og havestillet sig lige med Niels. Ophidset af K.s Misundere bebrejdede Nielsham da paa et Møde i Ribe, at han
havde antaget Kongenavn og egenmægtig indført ny Skik. K. svarede, athan ikke var Konge, men «Knés», og med Stolthed hævdede han, at dennye Skik, han havde indført, var Fred og Ro i Modsætning til denfordums Usikkerhed. Dermed havde han afvæbnet sine Fjender. OgsaaMagnus var nødt til at holde gode Miner med K., hvem han tidligerehavde svoret Broderskab; tilsyneladende knyttedes Baandet endogfastere imellem dem, i det K. stod Fadder til Magnus' Datter. Mensnart fik Henrik Skadelaar ligefrem dannet en Sammensværgelse mod K.;hans Fæller vare Magnus, Niels' Svigersøn Ubbe og dennes Søn HakonSkaaning, i Begyndelsen ogsaa K.s egen Svoger Hakon Jyde (VI, 489).
Mordplanen fremskyndedes, da K. trods Ingeborgs Bøn modtog Niels'Indbydelse til Julegilde i Roskilde (1130). I Juledagene søgte Magnusgjentagne Gange Lejlighed til at myrde K., men stedse forgjæves. Hanlod da, som om han agtede sig paa Pilegrimsfærd og bad K. om ethemmeligt Møde, hvor de kunde forhandle om Styrelsen af hans Sagerunder hans Fravær, og K. gik ind derpaa. Niels kjendte desammensvornes Plan og fik ved Afskeden i Roskilde K. til at bytte Ringmed ham, fordi han troede, at der i K.s Ring var skjult en Talisman.K. opholdt sig nogle Dage i Ringstedegnen, først i Balstrup, dernæst iHaraldsted
hos sin Frænke Cæcilia (IV, 124) og hendes Mand, Erik Jarl. Her blevhan om Morgenen 7. Jan. 1131 vækket af den tyske Sanger Sivard, dervar sendt af Magnus for at hente ham ud i Skoven til det aftalte Møde.Hans Mænd advarede ham og bade om at maatte følge ham; men efterAftalen med Magnus tog han blot 2 Hirdmænd med sig, og han væbnede sigkun med sit Sværd. Sivard, der havde Medynk med K., søgte hemmelig atvare ham, bl. a. ved at nynne Sangen om Grimhilds Frændesvig; men K.afviste al Mistanke. I Skoven ventede Magnus, tilsyneladende ene, ogK. gik ham derfor ogsaa i Møde uden Følge. Magnus tog
venlig imod ham; men da han havde draget ham længere bort fra Vejen ogvar sikker paa at have ham i sin Magt, udbrød han pludselig: «Hvemtilhører Danmark?» Ved dette Spørgsmaal veg K. forbavset tilbage;samtidig drog Magnus sit Sværd, og hans Mænd brøde frem af Krattet,hvor de havde ligget paa Lur. Forgjæves fór K. nu med Haanden til sitSværdhæfte; Magnus havde faaet Forspring, greb ham i Kappehætten ogkløvede hans Hoved, hvorpaa Henrik Skadelaar og de andre løb til ogjoge deres Spyd i hans Bryst. Dette Mord blev Indledningen til blodigeTronkampe, der bragte Danmark i dyb Fornedrelse, indtil der med K.sSøn Valdemar gryede en ny Tid for Land og Folk. -- Paa
Erik Jarls Foranstaltning blev K.s Lig først jordet i HaraldstedKirke, men snart efter flyttet til Ringsted Klosterkirke.Medlidenheden med den myrdede og dertil hans Hævneres vel beregnedePolitik gjorde snart den ridderlige Verdensmand til en kirkeligMartyr. Man
saa Jærtegn ved hans Grav, en Kilde sagdes at være fremsprudlet iNærheden af Drabsstedet, og ved den rejstes et Kapel. Efter atValdemar I's Magt var voxet ved Sejre udad til og ved Udsoning medÆrkebiskop Eskil, fik han sin Fader kanoniseret (1169) og hansHelgenben højtidelig skrinlagte i Ringsted (1170). Her udarbejdedesder ved denne Tid
en Levnedstegning af Helgenen; men allerede under Erik Emune havde enengelsk Munk, Robert fra Ely, skildret K.s Liv og Martyrdød.
K. var en sympathetisk Personlighed, glimrende i sin Optræden, aabenog kjæk, ganske vist ærgjerrig og stolt, men altid ædel. Paa flereMaader har han hævet Danmark, og som Banebryder for højere Kulturpeger han ud over sin snæversynte Samtid. -- Med Ingeborg
havde han 3 Døtre, Margrethe, gift med Stig Hvide (VIII, 195), Kirsten(ovfr. S. 188) og Cathrine, der vistnok blev gift med VenderfyrstenPrizlav. 8 Dage efter K.s Drab, og rimeligvis inden Tidenden var naaettil Slesvig, fødtes Sønnen Valdemar.
Monumenta Germaniæ, Script. XXIX.
H. Olrik, K.s Liv og Gærning (1888).
Jahrbb. f. d. Landesk. Schlesw., Holst. u. Lauenb. X.
Danske Helgeners Levned, ved H. Olrik.
Hans Olrik.
--------------------
Profile originally given the name Knut Eriksen, composed of Knud, a different spelling of Canute, and Eric-son from father Eric I, King of Denmark. Canute Lavard appears to be more common.
--------------------
Knud Eriksson Lavard (født 1096 i Roskilde, død 1131 i Haraldsted Skog ved Ringsted) var en dansk adelsmann.
Han var sønn av kong Erik I Eiegod og Bodil Thrugotsdatter, og ble utpekt av kong kong Niels til jarl av Sønderjylland i 1115, en posisjon han utnyttet til å føre erobringskriger mot det vendiske folk obodriterne i Holsten. Dette pasifiserte en kilde til uro i det tyske riket, og etter dette ble han utnevnt til hertug av Holsten, og tok også samme tittel for sitt danske len, som heretter ble kjent som Hertugdømmet Slesvig. Under et familiebesøk i Haraldsted ble han 7. januar 1131 drept av sin fetter, kong Nils sin sønn Magnus den sterke, som så ham som en farlig konkurrent til tronen.
Knud Lavard har mer eller mindre indirekte vært årsak til de stridigheter som senere oppsto i Slesvigområdet (1848 og 1864), da han samtidig var underlagt den danske kongen og den tyske keiseren.
Han var også konge av obodriterne, og hans tilnavn betyr herre på saksisk og andre germanske språk, men opprinnelig betød tilnavnet brødgiver, jf. engelsk lord.
Knud Lavard var gift med Ingeborg av Russland (Ingeborg Haraldsdatter), og med henne fikk han i 1131 den senere kong Valdemar den store. Han ble født bare 14 dager etter sin fars død. I tillegg hadde de tre døtre; Margret, gift med Stig Hvitelær (=Hvide) i Skåne, Kristin, gift med Magnus Blinde i Norge og Katarina (Karin).
I 1169 fikk Valdemar paven til å oppta Knud Lavard som helgen.
Der Knud ble drept skal det etter sagnet ha sprunget fram en kilde, og selv om vinteren holdt gresset seg grønt der. Hans legeme ble tatt med til Ringsted kirke, og der kisten hans stod skal det også ha sprunget fram en kilde. Etter dette ble Ringsted Valdemar-slektens kongssted og gravsted.
--------------------
--------------------
Hertug af Slesvig, 1131 blev hertug Knud Lavard dræbt i Haraldsted Skov af sin fætter Magnus, der var søn af den danske kong Niels. Knud var på besøg i 'en kongsgård tæt ved kirken' hos sin frænde Cecilia, datter af Knud den Hellige. Knud Lavard, søn af Erik Ejegod, var vokset op hos Hvideslægten i Midtsjælland og blev hertug i Sønderjylland, hvor han med stort held bekæmpede venderne og iøvrigt nød stor anseelse. Knud var en trussel for kongemagten og måtte ryddes af vejen. Efterfølgende udspillede sig den velkendte kamp om kongemagten.
--------------------
Knut Lavard (på danska Knud Lavard), född i mitten av 1090-talet, död i Haraldsted den 7 januari 1131. Dansk prins och helgon inom Romersk-katolska kyrkan. Titeln lavard motsvarar engelskans lord.
Biografi [redigera]
Knut var son till den danske kungen Erik Ejegod som dock dog redan 1103 innan Knut hunnit fylla ens tio år. Han kom därför inte i fråga som faderns efterträdare, vilken i stället blev hans farbror Niels. Denne utnämnde 1115 Knut till jarl över Slesvig. Som sådan kom Knut att bedriva framgångsrika krig mot de omgivande hedniska venderna, och när dessas egen fursteätt 1129 utslocknat utsågs Knut av den tyske kungen Lothar till deras nye furste ('knéz'). Över huvud taget kom Knut att orientera sig mycket mot Tyskland, vilket väckte visst ont blod i hans gamla hemland. I sitt nya vendiska furstendöme tvingades han 1129 nedkämpa obotritiske furst Niklots revolt.
Härtill kom att Knut för sin yngre kusin, kung Niels son Magnus den Starke, framstod som en allvarlig konkurrent som dansk tronföljare. Efter att förgäves ha försökt hetsa sin far mot kusinen (något som i stor utsträckning förhindrades av faderns ansedda hustru Margareta Fredkulla) lät Magnus mörda Knut när denne den 7 januari 1131 var på väg att hälsa på en annan kusin, Knut den heliges dotter Cecilia.
Mordet på Knut ledde dock inte till att Magnus blev dansk kung utan i stället till ett uppror mot denne och hans far. Upproret kulminerade i slaget vid Fotevik 1134 där Magnus stupade och Niels flydde.
Härefter följde ett antal år av tronstrider innan Knuts postumt födde son Valdemar den store 1157 tillskansade sig makten och stabiliserade den danska kungamakten. Det var också Valdemar som 1169 lyckades utverka påvlig helgonförklaring av fadern. Knuts döds- och helgondag var i äldre tid knutsdagen, vilken dock senare flyttades till den nuvarande placeringen den 13 januari.
Kort efter Knuts död uppstod i Slesvig och senare i andra delar av Danmark och östersjöområdet särskilda köpmannagillen helgade åt denne, de så kallade Knutsgillena.
Äktenskap och barn [redigera]
Knut Lavard gifte sig 1116/1118 med Ingeborg av Kiev. Paret fick följande barn:
1.Margareta, gift med skånske stormannen Stig Hvitaledr (stupade 1151)
2.Kristina, gift med och skild från kung Magnus IV 'den blinde' av Norge (stupade 1139)
3.Katarina, gift med Prislav av Lolland (död 1172/1175)
4.Valdemar den store (1131-1182), kung av Danmark
källa. Wikipedia
Han finns avbildad på en medeltida kalkmålning i Vigersteds kyrka strax utanför Ringsted
--------------------
Mördad 1 juli 1131
Søn af Erik 1. Ejegod. Muligvis født på borgstedet Hagerup ved Slangerup, hvor hans fader blev født, da byen sammen med Dalby i Skåne var sæde for Svend Estridsens hof. Erik Ejegod og hans hustru døde under en rejse til Palæstina, og derfor voksede Knud Lavard op hos Skjalm Hvide. Da han selv blev myrdet, voksede hans søn, Valdemar I den Store, op hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare.
Knud Lavard blev udpeget af kong Niels til jarl af Sønderjylland - en position han udnyttede til at føre erobringskrig mod det vendiske folk obodritterne i Holsten. Efter på denne vis at have pacificeret en kilde til uro i det tyske rige blev han udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten) og antog samme titel for sit danske len, der herefter kendes som Hertugdømmet Slesvig. Under et familiebesøg i Haraldsted blev han 7. januar 1131 myrdet af sin fætter, kong Niels' søn Magnus den Stærke, som så ham som en farlig konkurrent til tronen.
Knud Lavard har mere eller mindre indirekte været årsag til de stridigheder, der senere er opstået Slesvigområdet (1848 og 1864), da han samtidig var underlagt den danske konge og den tyske kejser.
I kraft af et lensforhold til den tyske kong Lothar herskede han også over obodritterne med titlen knés eller knjaz. Hans tilnavn Lavard betyder herre på saksisk og andre germanske sprog, men betød oprindeligt 'brødgiver', jf. engelsk lord. Sønnen Valdemar den Store fik i 1169 Knud Lavard helgenkåret.
På mordstedet i Haraldsted Skov rejstes i middelalderen et kapel, som forsvandt efter reformationen. Det blev genfundet i 1883.
--------------------
Wiklopedia:
Knut Lavard (på danska Knud Lavard), född i mitten av 1090-talet, död i Haraldsted den 7 januari 1131. Dansk prins och helgon inom Romersk-katolska kyrkan. Titeln lavard motsvarar engelskans lord.
Biografi [redigera]
Knut var son till den danske kungen Erik Ejegod som dock dog redan 1103 innan Knut hunnit fylla ens tio år. Han kom därför inte i fråga som faderns efterträdare, vilken i stället blev hans farbror Niels. Denne utnämnde 1115 Knut till jarl över Slesvig. Som sådan kom Knut att bedriva framgångsrika krig mot de omgivande hedniska venderna, och när dessas egen fursteätt 1129 utslocknat utsågs Knut av den tyske kungen Lothar till deras nye furste ('knéz'). Över huvud taget kom Knut att orientera sig mycket mot Tyskland, vilket väckte visst ont blod i hans gamla hemland. I sitt nya vendiska furstendöme tvingades han 1129 nedkämpa obotritiske furst Niklots revolt.
Härtill kom att Knut för sin yngre kusin, kung Niels son Magnus den Starke, framstod som en allvarlig konkurrent som dansk tronföljare. Efter att förgäves ha försökt hetsa sin far mot kusinen (något som i stor utsträckning förhindrades av faderns ansedda hustru Margareta Fredkulla) lät Magnus mörda Knut när denne den 7 januari 1131 var på väg att hälsa på en annan kusin, Knut den heliges dotter Cecilia.
Mordet på Knut ledde dock inte till att Magnus blev dansk kung utan i stället till ett uppror mot denne och hans far. Upproret kulminerade i slaget vid Fotevik 1134 där Magnus stupade och Niels flydde.
Härefter följde ett antal år av tronstrider innan Knuts postumt födde son Valdemar den store 1157 tillskansade sig makten och stabiliserade den danska kungamakten. Det var också Valdemar som 1169 lyckades utverka påvlig helgonförklaring av fadern. Knuts döds- och helgondag var i äldre tid knutsdagen, vilken dock senare flyttades till den nuvarande placeringen den 13 januari.
Kort efter Knuts död uppstod i Slesvig och senare i andra delar av Danmark och östersjöområdet särskilda köpmannagillen helgade åt denne, de så kallade Knutsgillena.
Äktenskap och barn [redigera]
Knut Lavard gifte sig 1116/1118 med Ingeborg av Kiev. Paret fick följande barn:
1. Margareta, gift med skånske stormannen Stig Hvitaledr (stupade 1151)
2. Kristina, gift med och skild från kung Magnus IV 'den blinde' av Norge (stupade 1139)
3. Katarina, gift med Prislav av Lolland (död 1172/1175)
4. Valdemar den store (1131-1182), kung av Danmark
--------------------
----------------------------------------------------------------------------
Canute Lavard
From Wikipedia, the free encyclopedia
Jump to:navigation, search
This article is missing citations or needs footnotes. Please help add inline citations to guard against copyright violations and factual inaccuracies. (June 2007)
Saint Canute Lavard
Canute Lavard in a fresco in Vigersted Church near Ringsted.
Martyr
Born 1096
Roskilde, Denmark
Died 7 January 1131
forest of Haraldsted near Ringsted in Zeeland, Denmark.
Venerated in Roman Catholic Church
Canonized 1169 by Pope Alexander III
Feast 7 January
Attributes knight with a wreath, lance, and ciborium
Patronage Zealand, Denmark
Canute Lavard (meaning 'Canute the Lord,' Danish: Knud Lavard) (c. 1090 7 January 1131) was a Danish prince and Earl, later Duke of Schleswig.
Canute was the only legitimate son of Eric I of Denmark and Boedil Thurgotsdatter and as a minor he was bypassed in the election of 1104. He grew up in close contact with the noble Zealander family of Hvide, who were later on to be among his most eager supporters. In 1115, his uncle, King Niels, made him Earl of South Jutland (Schleswig) in order to put an end to the attacks of the Slavic Obodrits. During the next fifteen years, he fulfilled his duty, so well establishing peace in the border area that he was elected 'King of the Obodrits' and became a vassal of the Holy Roman Empire.
He seems to have been the first member of the Danish royal family who was attracted by the knightly ideals and habits of medieval Germany, indicated by his changing his title to 'duke.' His appearance made him a popular man and a possible successor of his uncle but he also acquired mighty enemies among the Danish princes and magnates who apparently questioned his loyalty and feared his bond with the Emperor, Lothair III, who had recognized him as sovereign over the western Wends. Whether these suspicions were just or not is impossible to say.
Both Niels' and his son, Magnus the Strong, seem to have been alarmed by Canute's recognition by the emperor. On 7 January 1131, Canute was trapped in the forest of Haraldsted near Ringsted in Zealand and executed. Some sources consider it to be a murder committed by Magnus, some attribute it to Niels himself. The murder provoked a civil war that intermittently lasted until 1157, ending only with the triumph of Canutes posthumous son Valdemar I. The fate of Canute and his sons victory formed the perfect background for his canonisation in 1170, which was requested by the same Valdemar. His feast day is celebrated on the day of his death, January 7.
Canute Lavard is the ancestor of the 'Valdemarian' kings and of their subsequent royal line. He was the first Duke of Schleswig (Slesvig) and the first border prince who was both a Danish and a German vassal, a position leafing towards the historical double position of South Jutland.
Canute Lavard was married to Ingeborg, daughter of Mstislav I of Kiev and Christina Ingesdotter of Sweden. They had four children:
1. Valdemar I of Denmark
2. Margaret, married Stig Hvitaledr
3. Christina (b. 1118), married (1133) Magnus IV of Norway
4. Catherine, married (c. 1159) Pribislav Henry, Duke of Mecklenburg
[edit] Ancestry
[hide]
v d e
Ancestors of Canute Lavard
16. Thorgil Styrbjörnsson Sprakling
8. Ulf Thorgilsson
4. Sweyn II of Denmark
18. Sweyn I Forkbeard
9. Estrid Margarete Svendsdatter
19. Sigrid the Haughty (=#23)
2. Eric I of Denmark
20. Haakon Sigurdsson
10. Sveinn Hákonarson
21. Thora Skagesdotter
5. Gunhild Sveinsdotter
22. Eric the Victorious
11. Holmfrid of Sweden
23. Sigrid the Haughty (=#19)
1. Canute Lavard
12. Ulf Galicienfahrer, Jarl in Denmark
6. Thrugot Ulfsson Fagerskind
26. Hakon Eiriksson, Jarl in Norway
13. Bodil Hakonsdotter
27. Gunhild of the Wends
3. Boedil Thurgotsdatter
28. Age
14. Vagn Ageson
7. Thorgunna Vagnsdatter
28. Thorkil
15. Ingeborg Thorkilsdatter
[edit] References
* Attwater, Donald and Catherine Rachel John. The Penguin Dictionary of Saints. 3rd edition. New York: Penguin Books, 1993. ISBN 0-140-51312-4.
--------------------
Søn af Erik 1. Ejegod og Bodil Thrugotsdatter. Muligvis født på borgstedet Hagerup ved Slangerup, hvor hans fader blev født, da byen sammen med Dalby i Skåne var sæde for Svend Estridsens hof. Erik Ejegod og hans hustru døde under en rejse til Palæstina, og derfor voksede Knud Lavard op hos Skjalm Hvide. Da han selv blev myrdet, voksede hans søn, Valdemar I den Store, op hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare.
Knud Lavard blev udpeget af kong Niels til jarl af Sønderjylland - en position han udnyttede til at føre erobringskrig mod det vendiske folk obodritterne i Holsten. Efter på denne vis at have pacificeret en kilde til uro i det tyske rige blev han udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten) og antog samme titel for sit danske len, der herefter kendes som Hertugdømmet Slesvig. Under et familiebesøg i Haraldsted blev han 7. januar 1131 myrdet af sin fætter, kong Niels' søn Magnus den Stærke, som så ham som en farlig konkurrent til tronen.
Gift med Ingeborg af Novgorod, af russisk-svensk familie. I hendes familie anvendtes navnet Vladimir, som fordanskedes til Valdemar. I øvrigt blev sønnen Valdemar (parrets første) født 7 dage efter faderens mord. Den sønneløse mand, som kunne være blevet til en parentes i Danmarkshistorien, blev i stedet stamfar til den nye kongelinje. Knud Lavards familiebånd antyder en gen-internationalisering efter vikingetiden.
I kraft af et lensforhold til den tyske kong Lothar herskede han også over obodritterne med titlen knés eller knjaz. Hans tilnavn Lavard betyder herre på saksisk og andre germanske sprog, men betød oprindeligt 'brødgiver', jf. engelsk lord. Sønnen Valdemar den Store fik i 1170 Knud Lavard helgenkåret.
På mordstedet i Haraldsted Skov rejstes i middelalderen et kapel, som forsvandt efter reformationen. Det blev genfundet i 1883.
--------------------
Yrke: Hertig i Schleswig, jarl i Danmark
Noteringar
Knut (Knud) Lavard, född 12 mars 1096, son till kung Erik Ejegod i Danmark; hertig i Schleswig, dansk jarl i Sönderjylland.
Tillnamnet Lavard, ursprungligen 'hlaford', betyder ordagrant 'brödutdelaren' och är samma ord som det engelska 'lord'. Beteckningen syftar förmodligen på Knuts militära styrka som ledare för en hird, vars stridbara medlemmar 'åt hans bröd'.
Knut 'stred hela livet mot vikingar'. Under kung Niels regeringstid (1104-1134) var Knut jarl över södra gränsområdet. Han spelade en framträdande roll under striderna mot venderna, som utförde plundringståg. Danskarna försökte gå till motangrepp med ett ledungståg 1113, som slutade med nederlag för kung Niels.
Under 1100-talets första decennier växte också en allt starkare centralstyrelse fram. Kungen omgav sig med ämbetsmän och den gamla hirdens betydelse minskade. Men Niels saknade inte problem. Ett sådant gällde tronföljden. Landet var forfarande ett valrike och det var inte givet att Niels skulle efterträdas av sonen Magnus. Situationen komplicerades av att de tidigare kungarna nu hade vuxna söner som trädde fram som tronpretendenter. Främst bland dessa var Knut Lavard. Han liknade i mycket sin far Erik Ejegod och åtnjöt stor popularitet, både bland folket och stormännen. Som främste vapendragare hade han sin äldre bror Erik. Den tredje brodern Harald Kesja, som delvis ägnade sig åt sjöröveri, hade dock få anhängare. Ytterligare en kandidat fanns, Henrik Skadelår som var son till Svend Estridsens son Svend (som dog strax innan Niels valdes till kung 1104). Han slöt sig till Niels och Magnus. Er urladdning och en strid mellan de två rivaliserande grupperna var att vänta, den kom 1131.
På julen 1130 bjöd kung Niels på gille i Roskilde. Många stormän mötte upp, bland dem Knut Lavard. Festen pågick i fyra dagar. Efteråt stämde den svenske kungen Magnus Nilsson och Knut möte i Haraldsted Skov (skog) norr om Ringsted. De infann sig där den 7 januari år 1131. De båda kungasönerna samtalade en stund, men plötsligt gick några beväpnade män som legat i bakhåll till anfall och högg ned Knut Lavard.
Mordet väckte stort uppseende. Knut begravdes i Ringsted, rykten spreds om mirakler vid hans grav, att en källa bröt fram på platsen. Knut Lavard helgonförklarades 1169 av sin postume son Valdemar I (Valdemar den store 1131-82).
Knut Lavard är skrinlagd i S:t Bendts kyrka i Ringsted 1170. Knut blev dyrkad i Skara stift under 1200-talet den 7 januari. Efter 1258 ägde Alvastra kloster en bild av Knut Lavard skuren av valrossben. Efter 1600-talet är Knut Lavards dag flyttad till 13 januari och kallas än idag 'Tjugondag Knut'.
--------------------
Knut Lavard (på danska Knud Lavard), född i mitten av 1090-talet, död i Haraldsted den 7 januari 1131. Dansk prins och helgon inom Romersk-katolska kyrkan. Titeln lavard motsvarar engelskans lord.
Biografi [redigera]
Knut var son till den danske kungen Erik Ejegod som dock dog redan 1103 innan Knut hunnit fylla ens tio år. Han kom därför inte i fråga som faderns efterträdare, vilken i stället blev hans farbror Niels. Denne utnämnde 1115 Knut till jarl över Slesvig. Som sådan kom Knut att bedriva framgångsrika krig mot de omgivande hedniska venderna, och när dessas egen fursteätt 1129 utslocknat utsågs Knut av den tyske kungen Lothar till deras nye furste ('knéz'). Över huvud taget kom Knut att orientera sig mycket mot Tyskland, vilket väckte visst ont blod i hans gamla hemland. I sitt nya vendiska furstendöme tvingades han 1129 nedkämpa obotritiske furst Niklots revolt.
Härtill kom att Knut för sin yngre kusin, kung Niels son Magnus den Starke, framstod som en allvarlig konkurrent som dansk tronföljare. Efter att förgäves ha försökt hetsa sin far mot kusinen (något som i stor utsträckning förhindrades av faderns ansedda hustru Margareta Fredkulla) lät Magnus mörda Knut när denne den 7 januari 1131 var på väg att hälsa på en annan kusin, Knut den heliges dotter Cecilia.
Mordet på Knut ledde dock inte till att Magnus blev dansk kung utan i stället till ett uppror mot denne och hans far. Upproret kulminerade i slaget vid Fotevik 1134 där Magnus stupade och Niels flydde.
Härefter följde ett antal år av tronstrider innan Knuts postumt födde son Valdemar den store 1157 tillskansade sig makten och stabiliserade den danska kungamakten. Det var också Valdemar som 1169 lyckades utverka påvlig helgonförklaring av fadern. Knuts döds- och helgondag var i äldre tid knutsdagen, vilken dock senare flyttades till den nuvarande placeringen den 13 januari.
Kort efter Knuts död uppstod i Slesvig och senare i andra delar av Danmark och östersjöområdet särskilda köpmannagillen helgade åt denne, de så kallade Knutsgillena.
Äktenskap och barn [redigera]
Knut Lavard gifte sig 1116/1118 med Ingeborg av Kiev. Paret fick följande barn:
1. Margareta, gift med skånske stormannen Stig Hvitaledr (stupade 1151)
2. Kristina, gift med och skild från kung Magnus IV 'den blinde' av Norge (stupade 1139)
3. Katarina, gift med Prislav av Lolland (död 1172/1175)
4. Valdemar den store (1131-1182), kung av Danmark
--------------------
Søn af Erik 1. Ejegod og Bodil Thrugotsdatter. Muligvis født på borgstedet Hagerup ved Slangerup, hvor hans fader blev født, da byen sammen med Dalby i Skåne var sæde for Svend Estridsens hof. Erik Ejegod og hans hustru døde under en rejse til Palæstina, og derfor voksede Knud Lavard op hos Skjalm Hvide. Da han selv blev myrdet, voksede hans søn, Valdemar I den Store, op hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare.
Knud Lavard blev udpeget af kong Niels til jarl af Sønderjylland - en position han udnyttede til at føre erobringskrig mod det vendiske folk obodritterne i Holsten. Efter på denne vis at have pacificeret en kilde til uro i det tyske rige blev han udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten) og antog samme titel for sit danske len, der herefter kendes som Hertugdømmet Slesvig. Under et familiebesøg i Haraldsted blev han 7. januar 1131 myrdet af sin fætter, kong Niels' søn Magnus den Stærke, som så ham som en farlig konkurrent til tronen.
Gift med Ingeborg af Novgorod, af russisk-svensk familie. I hendes familie anvendtes navnet Vladimir, som fordanskedes til Valdemar. I øvrigt blev sønnen Valdemar (parrets første) født 7 dage efter faderens mord. Den sønneløse mand, som kunne være blevet til en parentes i Danmarkshistorien, blev i stedet stamfar til den nye kongelinje. Knud Lavards familiebånd antyder en gen-internationalisering efter vikingetiden.
I kraft af et lensforhold til den tyske kong Lothar herskede han også over obodritterne med titlen knés eller knjaz. Hans tilnavn Lavard betyder herre på saksisk og andre germanske sprog, men betød oprindeligt 'brødgiver', jf. engelsk lord. Sønnen Valdemar den Store fik i 1170 Knud Lavard helgenkåret.
På mordstedet i Haraldsted Skov rejstes i middelalderen et kapel, som forsvandt efter reformationen. Det blev genfundet i 1883.
Læs mere her:
--------------------
Knud Lavard var gift med Ingeborg av Russland (Ingeborg Haraldsdatter), og med henne fikk han i 1131 den senere kong Valdemar den store. Han ble født bare 14 dager etter sin fars død. I tillegg hadde de tre døtre; Margret, gift med Stig Hvitelær (=Hvide) i Skåne, Kristin, gift med Magnus Blinde i Norge og Katarina (Karin).
Under et familiebesøk i Haraldsted ble han 7. januar 1131 drept av sin fetter, kong Nils sin sønn Magnus den sterke, som så ham som en farlig konkurrent til tronen.
I 1169 fikk Valdemar paven til å oppta Knud Lavard som helgen av paven.
Der Knud ble drept skal det etter sagnet ha sprunget fram en kilde, og selv om vinteren holdt gresset seg grønt der. Hans legeme ble tatt med til Ringsted kirke, og der kisten hans stod skal det også ha sprunget fram en kilde. Etter dette ble Ringsted Valdemar-slektens kongssted og gravsted.
--------------------
Canute Lavard
From Wikipedia, the free encyclopedia
Canute Lavard (meaning 'Canute the Lord,' Danish: Knud Lavard) (c. 1090 7 January 1131) was a Danish prince and Earl, later Duke of Schleswig.
Canute was the only legitimate son of Eric I of Denmark and as a minor he was bypassed in the election of 1104. He grew up in close contact with the noble Zealander family of Hvide, who were later on to be among his most eager supporters. In 1115, his uncle, King Niels, made him Earl of South Jutland (Schleswig) in order to put an end to the attacks of the Slavic Obodrits. During the next fifteen years, he fulfilled his duty, so well establishing peace in the border area that he was elected 'King of the Obodrits' and became a vassal of the Holy Roman Empire.
He seems to have been the first member of the Danish royal family who was attracted by the knightly ideals and habits of medieval Germany, indicated by his changing his title to 'duke.' His appearance made him a popular man and a possible successor of his uncle but he also acquired mighty enemies among the Danish princes and magnates who apparently questioned his loyalty and feared his bond with the Emperor, Lothair III, who had recognized him as sovereign over the western Wends. Whether these suspicions were just or not is impossible to say.
Both Niels' and his son, Magnus the Strong, seem to have been alarmed by Canute's recognition by the emperor. On 7 January 1131, Canute was trapped in the forest of Haraldsted near Ringsted in Zealand and murdered. Some sources attribute the murder to Magnus, some to Niels himself. The murder provoked a civil war that intermittently lasted until 1157, ending only with the triumph of Canutes posthumous son Valdemar I. The fate of Canute and his sons victory formed the perfect background for his canonisation in 1170, which was requested by the same Valdemar. His feast day is celebrated on the day of his death, January 7.
Canute Lavard is the ancestor of the 'Valdemarian' kings and of their subsequent royal line. He was the first Duke of Schleswig (Slesvig) and the first border prince who was both a Danish and a German vassal, a position leafing towards the historical double position of South Jutland.
Canute Lavard was married to Ingeborg, daughter of Mstislav of Kiev. They had four children:
Valdemar I of Denmark
Margaret, married Stig Hvitaledr
Christina (b. 1118), married (1133) Magnus IV of Norway
Catherine, married (c. 1159) Pribislav Henry, Duke of Mecklenburg
References
Attwater, Donald and Catherine Rachel John. The Penguin Dictionary of Saints. 3rd edition. New York: Penguin Books, 1993. ISBN 0-140-51312-4.
--------------------
Hertug av Sønderjylland (Slesvig) 1115 - 1131.
Fra Snorre Sturlasson: Magnussønnenes saga;
«20. Kong Sigurd ble gift med Malmfrid, datter til kong Harald Valdemarsson øst fra Holmgard. Mor til kong Harald var Gyda den gamle, datter til den engelske kongen Harald Gudinesson. Mor til Malmfrid var Kristin, datter til sveakongen Inge Steinkjelsson. Søster til Malmfrid var Ingelborg, som var gift med Knut Lavard, sønn til danekongen Eirik den gode, som var sønn til Svein Ulvsson. Knuts og Ingelborgs barn var Valdemar (den store), som tok kongedømme i Danmark etter Svein Eiriksson, Margret, Kristin og Katrin. Margret var gift med Stig Hvitlær, og de hadde en datter Kristin, som var gift med sveakongen Karl Sorkvesson. Deres sønn var kong Sorkve (Sverker).»
Da Knuds foreldre i 1102 dro på pilgrimsferd, ble han overlatt til den sjellandske høvding Skjalm Hvide til oppfostring. Senere ble han oppfostret hos hertug Lothar som senere ble keiser.
Knud fikk hertugtittel og hederstilnavnet Lavard [«herre»]. Tituleringen forekommer i Helmolds «Cronica Slavorum» og i Knytlingesagaen. Den forekommer også i det norske kildematerialet. I Sverres saga gis Sverres sønn, Sigurd, tilnavnet «Lavard». Ordet «Brythis» betydde opprinnelig «den som bryter og deler opp maten». Tilnavnet Lavard anses av språkforskere bety nettopp dette. Opprinnelsen til ordet «brythis» indikerer derfor høy status og da troligvis en herrestatus som kan forknippes med det generøse fyrsteidealet. En lignende betegnelse finnes i det gammelengelske «Hlaford», et ord som senere utvikles til benevnelsen «Lord» (= herre).
Han ble i 1115 grensejarl mellom Danmark, Tyskland og Vendland. Da Venderfyrsten Henrik døde i 1127, benyttet han dette til å kjøpe Henriks fyrstestilling av Lothar og ble forlenet av ham stillingen som Vendernes konge eller Knjæs (Knés).
Helmold oppgir at Lothar utnevnte Knud til «Rex Obotritorum», samtidig som han ble den tyske hertugens vasall. I «Knud Lavardslegenden» hevder Knud, da han anklages av kong Niels for å ville tilskanse seg den danske kongekronen, at han ikke var vendernes konge, men kun deres fyrste («Knés» eller «Knjaz»). Han oppgir at denne benevning kun var en herretittel. Saxo lar Knud hevde at han ble kalt «Herus» og «Dominus», men aldri «Rex» av slaverne.
Som «prfectus» og «senior et defensor» av Slesvig disponerte Knud over en handelsplass som hadde en spesielt fordelaktig strategisk plassering, økonomisk sett. Byens inntektsbringende handel ga Knud en særstilling, ikke bare i Danmark, men også i store deler av Østersjøregionen.
Knud hadde fått berømmelse og anseelse ved rikets sydgrense. Hans militære fortjenester var ubestridelige. Hertil kom den glans det sto om ham, både i kraft av hans personlige egenskaper, og fordi han kom med noe av utlandets eventyrskjær omkring seg. Han hadde vanket ved keiser Lothars hoff, og var ved sin kledsdrakt og livsstil representant for det «moderne».
Saxo: Om Knud Lavard (omkring 1208):
«Her optrådte Knud nu i sachsisk dragt [vestis Saxonica] og langt finere klædt end de øvrige, og ved synet vældede misundelsen op i Henrik [Skatelar], der ikke kunne fordrage pragtfuldt udenlandsk tøj [alieni cultus splendor]. De kom op at skændes, og Henrik udbrød at purpur aldrig kunne sikre Knud mod sværd, hvortil Knud svarede at Henrik ikke var spor mere sikker i sine fårehuder - en elegant udlevering af Henriks bondskhed, og en finere måde at give igen på stiklerierne til hans prægtige dragt end trusler eller skældsord. Når han selv blev kritiseret for at følge udenlandsk mode [externus cultus], var han helt tilfreds med at kunne svare med en spydighed om landets egen [domisticus] klædedragt.»
Gest. D. XIII.5.4 - Overs. P. Zeeberg Saxos Danmarkshistorie. Viborg 2000 / lat. udg. J. Olrik et al. Saxonis Gesta Danorum, Kbh. 1931. Venligst tilsendt Skræp af Adam Wagner.
Knud Lavardslegenden beretter om relasjonen mellom Magnus Nielsen og Knud Lavard under dronning Margareta:
«Knud og Magnus var da også venner og følgeslagere (amici et soci), slik blodets nære bånd
krevde det: og så lenge dronningen levde kunne det ikke finnes noe fiendskap mellom dem.»
Den latinske termen «socii» ble ikke sjelden brukt ekvivalent med begrepet «commilitones», dvs. våpenbrødre eller hirdbrødre.
Knud Lavards-Ordinalet: Om Knud Lavards feide med Magnus (omkring 1170):
«Efter at have skaffet fred i sit fædreland [patria sua] trængte hertugen [Knud Lavard] med et ringe følge ind i Venderland [...] Næsten ni år mærkede Knud ikke sin fætters had. Ganske vist hørte han af flere, at Magnus spandt rænker imod ham; men såre trofast, som han var, kunne han ikke have en så nærtbeslægtet ven mistænkt for troløshed.
Det hændte sig imidlertid, at hertugen blev anklaget for kongen. Da var det, at kongen, der lånte øre til de løgne, man snakkede ham for, på Ribe ting vendte sig imod ham med disse klagepunkter: 'Du har,' sagde han 'mod landets sæd indført nye skikke [conta consuetudines terre nova quedam induxisti], og i Venderland har du, mig og mit kongedømme til skade, tiltaget dig kongenavn.'
Kløgtig som hertugen var, svarede han med megen værdighed på den første anklage: 'Dit land har hidindtil haft det for skik, at ingen kunne have sit gods sikkert, hverken under lås og lukke eller nogen som helst anden vagt. Men hændes det nu, at en mand, rig eller fattig, enten med vilje lader en ting blive liggende på alfar vej eller glemmer den der, da bliver den ikke borttagen af nogen, men venter på sin ejermand. Dette er den ny skik!'»
Af Vita Altera Kanuti Ducis in passione sancti Kanuti - Ordinalet/Knud Lavards helgenlegende forfattet af anonym præst i Ringsted. Overs. Hans Olrik Danske Helgeners Levned, 1893 s.126ff. Her efter J. Steenberg Kilder til Danmarks historie i 12. århundrede. Kbh. 1962 s.29f. Latinske tekst i Monumenta Germaniae Historica, Scriptorum (in folio) bnd. 29 udg. G. Waitz et al. s.13f.
I 1130 sto Knud på toppen av sin politiske karriere. Han var ikke bare «dux» i Danmark, men hans militære fremganger i Venderland førte også til at Knud ble utropt til fyrste eller «knés» over det slaviske folket obotritene. Hans fremganger hadde gjort ham til en østersjøfyrste av betydelig dignitet, noe som gjorde ham til en meget verdifull alliansepartner innen den nordeuropeiske storpolitikken. Knud hadde gode kontakter med den saksiske hertugen, den senere tyske keiseren Lothar. Han var gift med Ingeborg, datter til Novgorodfyrsten Mstislav. Da Ingeborg på morssiden var i slekt med den stenkilske kongelige slektsgrupperingen, kontrollerte Knud sannsynligvis også et betydelig antall eiendommer i Götaland.
Danmark var et valgrike. Om den aldrende kong Niels skulle dø, ville det være tingmøtene - og muligens ledingshæren - som skulle velge den nye konge. Derfor måtte det nødvendigvis oppstå et motsetningsforhold mellom Magnus og Knud, de to kongesønner som valget naturlig måtte stå mellom.
I julen 1130 hadde kong Niels innbudt rikets stormenn til gilde i Roskilde. Festen endte fredelig, men Magnus ba Knud møte ham igjen i skogen ved Haraldsted kongsgård nord for Ringsted. Uten å ane uråd innfant Knud seg, kun fulgt av noen få menn. I skogsbrynet traff han Magnus, som vennlig ønsket ham velkommen. De vekslet et par ord, men plutselig brøt en flokk bevepnede menn som lå i bakhold, frem fra skogen og Magnus ropte: «Nå skal det avgjøres hvem som skal arve land og rike». Knud ble så hugget ned uten å kunne få sitt sverd ut av sliren.
Dette brutale mord var ikke bare en forbrytelse. Det ble også en ulykke for hele riket, idet det ble begynnelsen til mange års borgerkrig. Om motivet til den blodige handling kan det ikke herske tvil. Magnus følte seg, antagelig med god grund, truet som kongsemne av fetteren, og ønsket gjennom mordet å sikre sin makt for fremtiden. Men det gjorde jo ikke hans forbrytelse mindre. Selv ikke hans nærmeste partifeller kunne akseptere hans handling.
Helmold: Om Knud Lavard og hans død (omkring 1170):
«[...] Derefter begav han [Knud Lavard] sig hjem til sit fædreland [in patriam], hvor hans farbroder tog venligt i imod ham og gjorde ham til hertug over hele Danmark [tocius Danie]. Og denne mand, som forstod at skaffe rolighed til veje, begyndte at berolige landet ved at vise alle løsgængere døren [cepitque vir pacificus regionem comparare, auferens viros desertores de terra] [...] Knud kom til sammenkomst med sin farbroder på en almindelig herredag. [...] NielsÞ søn Magnus, der tillige med sin moder var til stede ved dette optrin, opæggedes ubeskriveligt, da moderen sagde: 'Mærker du ikke, at din fætter alt har grebet spiret og er drot?' [...] Disse hendes ord æggede ham, som sagt, og han begyndte at smede rænker for at komme Knud til livs. [...] Thi så snart han under venskabs skin havde lært Knud at kende og så, at han ikke gav nogen skummel mistanke rum, bad han ham møde sig til en samtale under fire øjne. [...] Men folk havde haft folk liggende på lur, som pludselig brød frem fra deres smuthuller, sårede og dræbte Knud; og de var i deres blodtørst grumme nok til at finde en tilfredsstillelse i at sønderlemme den dødes krop led for led. Men fra den dag tiltog urolighederne og de indre fejder i Danmark [perturbaciones et intestina bella in Dania], som vi i det følgende delvis vil komme til at berøre [...]».
Fra Cronica Slavorum (Helmolds Slaverkrønike) I.49f., overs. P. Kierkegaard 1881/1885. Her efter J. Steenberg Kilder til Danmarks historie i 12. århundrede. Kbh. 1962 s.27ff. Latinske tekst i Cronica Slavorum i Scriptores rerum Germanicarum in usum scholarum, udg. G. H. Pertz 1868, s.100ff.
Roskildekrøniken: Om drapet på Knud Lavard og opprøret mot kong Niels (omkring 1140):
«Men den gamle fjende [...] såede så stor splid blandt danerne [inter danos], at der ikke har været nogen større prøvelse for gejstlighed og folk [clerus et plebs] siden kristendommen slog rod i Danmark [Dania]»
Overs. M. Gelting, Roskildekrøniken, Århus 1992 s.25 - jvf. M. Cl. Gertz, Scriptores minores historiae Danicae medii ævi, vol. I Kbh. 1970 s.26. Venligst tilsendt Skræp af Adam Wagner.
Knud ble begravet i Ringsted klosterkirke og ble kanonisert i 1169.
Kongen var langt fra eneveldig. Stiftelsesdokument for klostre og andre dokumenter med angivelse av personnavn viser at en rekke forskjellige stormannsslekter eide tildels store jordbesittelser. Hvideslekten kjennes f.eks. i Midt- og Nord-Sjelland og Bodil-slekten i Syd-Sjelland, på Falster og Møn.
Hvideslekten støttet Erik Ejegods etterkommeres krav på tronen. Valdemar den Store ble oppfostret av Skjalm Hvides sønn Asser Rig sammen med Asser Rigs to sønner: Esbern Snare som grunnla Kalundborg og Absalon som ble erkebiskop i Lund. Bodilslekten donerte store verdier til innstiftelse av St. Peders kloster ved Næstved og Skovklosteret, det nåværende Herlufsholm.
To søstre, Margareta og Christina fra den innflytelserike Stenkilslekten i Östergötland, ble storpolitiskt inngiftet i kongehusene i nabolandene. Magareta ble, som enke etter den norske kongen Magnus III Berrføtt, gift med Niels I den Gamle, den siste av Svend II Estridssons sønner som ble konge i Danmark. Margareta ble dermed farmor til Knud Magnusson. Christina ble gift med Mstislav I [Mstislavich Vladimirovich] av Novgorod og mor til Erik Emunes kone Malmfrid og Knud Lavards kone Ingeborg. Dermed var Christina også mormor til såvel Svend Grathe som til Valdemar I den Store. Da Erik III Lam abdikerte i 1146 ble Svend III Grathe valgt til ny konge i Skåne og på Sjelland, mens jydene valgte Knud Magnusson til sin konge. Valdemar, som ble født etter sin fars død, ble oppkalt etter sin russiske morfar og ble den første danske kalt Valdemar.
Tekst: Tore Nygaard
Kilder:
Politiken's Danmarks Historie, Bind 3 (1969). Dansk Biografisk Leksikon, Bind 12 (1937), side 575-578, Bind 25 (1943), side 23. Lars Hermanson (2000): Släkt, vänner och makt - En studie av elitens politiska kultur i 1100-talets Danmark, side 73, 93-94, 110-111, 178. Snorre Sturlasson: Magnussønnenes saga, avsnitt 20. Snorre Sturlasson: Magnus Blindes saga, avsnitt 1.
Nomos - Menneske Nation Verden: «Skræp». C.M. Munthe: Norske slegtsmerker, NST Bind I (1928), side 340. Mogens Bugge: Våre forfedre, nr. 501. Bent og Vidar Billing Hansen: Rosensverdslektens forfedre, side 44.
--------------------
Knut var dansk furste och son till Erik Ejegod. Farbrodern kung Nils utsåg 1115 Knut till hertig i Slesvig. Senare gav den tyske kungen (sedermera kejsaren) Lothar honom kungatiteln över obotriterna inbördes oeniga slaviska stammar i Holstein och Mecklenburg. Men kusinen Magnus Nilsson som i Knut såg en rival om Danmarks tron lät mörda honom 7 jan. 1131 i Haraldsteds skog. Knuts gemål den ryska prinsessan Ingeborg födde efter mordet sonen Valdemar (den store) som 1169 lyckades få Knut kanoniserad. År 1170 skrinlades hans kvarlevor i Sankt Bendts Kirke i Ringsted men kulten av Knut blev mycket begränsad. Han firas den 7 januari (tjugondag Knut). Knutsgillena är uppkallade efter Knut. Tillnamnet Lavard motsvarar det fornengelska hlaford 'brödgivare' vilket i sin tur resulterat i eng. lord. -------------------- Knut var dansk furste och son till Erik Ejegod. Farbrodern kung Nils utsåg 1115 Knut till hertig i Slesvig. Senare gav den tyske kungen (sedermera kejsaren) Lothar honom kungatiteln över obotriterna inbördes oeniga slaviska stammar i Holstein och Mecklenburg. Men kusinen Magnus Nilsson som i Knut såg en rival om Danmarks tron lät mörda honom 7 jan. 1131 i Haraldsteds skog. Knuts gemål den ryska prinsessan Ingeborg födde efter mordet sonen Valdemar (den store) som 1169 lyckades få Knut kanoniserad. År 1170 skrinlades hans kvarlevor i Sankt Bendts Kirke i Ringsted men kulten av Knut blev mycket begränsad. Han firas den 7 januari (tjugondag Knut). Knutsgillena är uppkallade efter Knut. Tillnamnet Lavard motsvarar det fornengelska hlaford 'brödgivare' vilket i sin tur resulterat i eng. lord.
Källa: Nationalencyklopedin.
En dåtida krönika om mötet mellan Knut och Magnus lyder:
'I det samma ville den heliga man Knud resa sig men skamligt drog förrädaren (Magnus) honom bakåt med kapphättan och med sitt dragna svärd klöv han Knuds huvud från det vänstra örat till det högra ögat och fick med sitt ugudliga hugg offrets hjärna att rinna ut. Nu sprang Henrik fram och körde sitt spjut genom den oskyldiga kroppen. Därefter stack de övriga medverkande i denna förbrytelse deras spjut i bröstet på hertigen.'
-------------------- Gift mellan 1116 och 1118
-------------------- Knud 'Lavand', King of Wenden, born March 12, 1095/96; died January 07, 1130/31 in , Denmark. He married 101712161. Princess of Kiev, Ingeborg.
Canute Lavard ( Danish: Knud Lavard) (March 12, 1096 7 January 1131) was a Danish prince. Later he was the first Duke of Schleswig and the first border prince who was both a Danish and a German vassal, a position leafing towards the historical double position of Southern Jutland. Canute Lavard was also the ancestor of the Valdemarian Kings (Valdemarerne) and of their subsequent royal line.[1]
-------------------- -------------------- Hertug af Slesvig, 1131 blev hertug Knud Lavard dræbt i Haraldsted Skov af sin fætter Magnus, der var søn af den danske kong Niels. Knud var på besøg i 'en kongsgård tæt ved kirken' hos sin frænde Cecilia, datter af Knud den Hellige. Knud Lavard, søn af Erik Ejegod, var vokset op hos Hvideslægten i Midtsjælland og blev hertug i Sønderjylland, hvor han med stort held bekæmpede venderne og iøvrigt nød stor anseelse. Knud var en trussel for kongemagten og måtte ryddes af vejen.
Leo: Nachkommen Gorms des Alten, 1978 , Brenner, S. Otto, Reference: 72. -------------------- Canute Lavard (i. e. Canute the Lord, Danish: Knud Lavard) (c. 1090 - January 7, 1131), was a Danish prince and Duke of South Jutland. Canute was the only legitimate son of Eric I of Denmark and as a minor he was bypassed in the election of 1104. He grew up in close contact with the Zealander magnate Hvide family who were later on among his eager supporters. In 1115 his uncle, King Niels of Denmark, made him Earl of South Jutland in order to end the attacks of the Slavic Obodrits. During the next 15 years, he fulfilled his duty so well establishing peace in the border area. He was elected king of the Obodrits and became an imperial German vassal. He seems to have been the first member of the Danish royal family who was attracted by the German medieval knight ideals and habits, indicated by his changing his title to 'duke.' His appearance made him a popular man and a possible successor of his uncle but he also acquired mighty enemies among the Danish princes and magnates who apparently questioned his loyalty and feared his bond with the Emperor. Whether these suspicions were just or not is impossible to say. His rival, Nielss son Magnus, seems to have hated and feared him. On January 7, 1131, Magnus trapped Canute in the forest of Haraldsted in Ringsted in Zealand where had him murdered. The murder provoked a civil war that intermittently lasted until 1157, ending with the triumph of Canutes posthumous son Valdemar I. The fate of Canute and his sons victory was the perfect background for making him a saint which happened in 1170. Canute Lavard is the ancestor of both the 'Valdemarian' kings and of the later royal line. Besides he is the first Duke of South Jutland (Slesvig) and the first border prince who was both a Danish and a German vassal, a position leafing towards the historical double position of South Jutland.
Family Canute Lavard was married to Ingeborg, daughter of Mstislav of Kiev. They had 4 children:
1. King Valdemar I of Denmark
2. Margareta, m. Stig Hvitaledr
3. Christina (b. 1118); m. 1133 King Magnus IV of Norway
4. Katharina, m.ca 1159 Prislaw, Duke of Mecklenburg
-------------------- Hertig i Schleswig, kung i Wenden, jarl i Danmark.
Noteringar
Äktfödd. Kejsar Lothar i Tyskland tog efter besök i Danmark med sig Knut till sitt hov och uppfostrade honom där, utnämnde honom till kung över obotriterna (lübeck) i Mecklenburg och Holstein samt fick farbrodern kung Niels att utse honom till hertig i Slesvig 1115-31 med uppgift att vara gränsvakt och ordningshållare på Jylland. Kejsaren ordnade giftermål med ryske tsarens dotter Ingeborg. Knut 'stred hela livet mot vikingar'. Under kung Niels regeringstid (1104-1134) var Knut jarl över södra gränsområdet. Han spelade en framträdande roll under striderna mot venderna, som utförde plundringståg. Danskarna försökte gå till motangrepp med ett ledungståg 1113, som slutade med nederlag för kung Niels.
Under 1100-talets första decennier växte också en allt starkare centralstyrelse fram. Kungen omgav sig med ämbetsmän och den gamla hirdens betydelse minskade. Men Niels saknade inte problem. Ett sådant gällde tronföljden. Landet var forfarande ett valrike och det var inte givet att Niels skulle efterträdas av sonen Magnus. Situationen komplicerades av att de tidigare kungarna nu hade vuxna söner som trädde fram som tronpretendenter. Främst bland dessa var Knut Lavard. Han liknade i mycket sin far Erik Ejegod och åtnjöt stor popularitet, både bland folket och stormännen. Som främste vapendragare hade han sin äldre bror Erik. Den tredje brodern Harald Kesja, som delvis ägnade sig åt sjöröveri, hade dock få anhängare. Ytterligare en kandidat fanns, Henrik Skadelår som var son till S
