Lauritz Pedersen overtog landboelsstedet efter faderen 22-4-1835 mod at give ham aftægt. Gårdens folium var i Gram herreds skyld- & panteprotokol s.829.
At han og Maren Bukholt blev viet ved huskopulation eller 'i huset', betød, at vielsen ikke skete i kirken, men hjemme, noget der mest var en skik i finere kredse i byerne, men det kunne også forekomme på landet. Familien har måske følt sig højt på strå p.g. af velstanden. At så bruden lagde an til barsel ret hurtigt efter bryllup`et betød vist mindre, det skete ret tit den gang. Fra Oksbøl medbragte hun en helkiste og en halvkiste fra Buchholzfamilien samt en dragkiste.
Laurids Pedersen var efter sigende en dygtig landmand. Han købte en hel del jord op, bl.a. to parceller fra Nustrup præstegård og Hans Hansen Bondes ¼ ejendomsgård i
Nustrup, således at bolsstedet med tiden blev til to gårde. Han var også glad for at
plante, havde et stykke skov i det såkaldte 'Nustrup skov', hvor han gik og 'plystrede',
som datterdatteren Magdalene senere beskrev det. Line i Harreby skrev i 1916 i
et brev til farbror Henne, da han var inde som tysk soldat, at de havde set i avisen, at
Laurids Lunds tidligere skov i Nustrup Det gamle landbolssted bag Kræmers aftægtshus før 1912 med mange gode træer var til salg. Det var hendes mor ked af at høre, for der gik hendes bedstefar altid og plystrede. Hans kone, Maren Buchholz, var født på den gård i Oksbøl, der ligger lige over for vejen fra Haderslev. Den havde været i slægtens eje i fire generationer. Det fortælles, at hun både var skrap og stærk. Hun kunne bære en tønde korn = 100 kg på loftet på sine skuldre.
På Lauritz Pedersens gamle dage, da han var kommet på aftægt, og da hans kone var død og ikke kunne styre ham mere, blev han noget drikfældig. Undertiden tog det sådan overhånd, at svigerdatteren, der godt kunne blive noget hvas, ikke ville passe ham, og så gik der bud til Harreby, at nu kunne de få ham derover, men da Ellen Marie åbenbart ikke havde megen lyst til det, blev hendes store døtre, Magdalene og Marie, sendt til Nustrup for at passe bedstefaderen. Så kunne de samtidig gå i skole ved siden af gården. Skolen lå lige overfor på 'lille Forte'.
Det fortaltes, at den gamle sad i sin aftægtsstue og rugede over sit chatol, hvis ene skuffe var fyldt op med blanke dalere. Når så børnebørnene kom derind, sagde han til dem, der var opnævnt efter ham og hans kone: 'I er af mi` slav, I skal have en daler'. De andre måtte nøjes med at se på ! Desværre er der ikke bevaret nogle skifteprotokoller fra Sønderjylland fra tyskertiden, det kunne have været interessant at se, hvad der var i sådant et bo. Jeg har arvet hans 'ølkrus', som er et gammelt lustrebæger, gyldent brunt med blå dekoration.
Med hensyn til at drikke, så var sønnerne Hans og Iver stærkt forfaldne dertil, noget de skulle have lært under deres deltagelse i Treårskrigen 1848-1850. Det var så slemt, at de begge døde deraf. Da Iver døde, skrev præsten i kirkebogen, at han var død af et slagtilfælde i delirium, og det var jo store ord. At de alligevel kunne klare hver en gård, skyldes jo nok tiden og dygtige koner. I parentes bemærket, så var Laurids Lund indkaldt som garder, og det var jo en storhed uden lige. Men lidt af glansen gik nu af, da Laurids
blev træt af det, og så måtte 'fatter' købe ham hjem. Det var ikke noget, hans døtre Ellin og Hanne talte om, men jeg har hørt flere af deres fætre og kusiner fortælle det med ikke så lidt skadefryd i stemmen ! Mikkel og Hans Therkildsen skal have ligget soldater i Fredericia, de var jo født danske, og skulle som sådan være danske soldater. Jeg har
aldrig undersøgt lægdsprotokollerne, men både Mikkel og Laurids Lund og Hans Therkildsen opterede som unge i 1870 til fordel for Danmark, hvilket findes på Rigsarkivet i København.
Lauritz Pedersen købte jord fra Præstegården, 2 af 5 parceller, 18-5-1808 for 500 rdl, og Hans Hansen Bondes 1/3dels ejendomsgård i Nustrup 14-6-1826, hvori der var en gæld på 300 rdl til hans farbror, Jørgen Lauridsen og en gæld til Den kongelige Statsgældsdirektion på 500 rdl. Han solgte gården med bygninger og 57 ½ tdr. land til Thomas Frandsen Hjuler i Gabøl og beholdt selv resten på 67½ tønde land, som egentlig skule have været bebygget, men endte med at blive drevet sammen med hans eget kådnersteds 17 tdr. land, da han overtog det i 1835. Han kunne altså aflevere to gårde til to sønner, idet Hans fik fødegården 31-10-1853 på omkring 85 tdr. land og Iver fik
2-4-1852 den såkaldte 'Lundsgård' i byens vestende i Lille Nustrup, som var sammenlagt af de to parceller fra præstegården, som han havde købt som ung mand i 1808 på o.19 og o.13 tdr land samt to kobler fra kådnerstedet nr.67 i Nustrup med skov, 'Skovlykke' og 'Skov' kaldet, på o.58 tdr. land, i alt 90 tdr land, som han skulle betale faderen 500 rdl for, hvilke skulle betales efter 5 år og forrentes med 3% årligt. Han byggede den såkaldte Lundsgård på jorden. Overdragelserne findes i Gram herreds Skyld- & Panteprotokol 1, 3 & 4 fol.825, fol.3124 og fol. 4905, Bibog nr. 19 s.582, 30-10-1853.
Da sognet 6.oktober 1844 indbød til en stor folkefest på Fjellumhøj mellem Nustrup og Kolsnap i anledning af kronprins Frederiks (Frederik IIV) fødselsdag var Lauritz Pedersen med i festbestyrelsen. Festen samlede omkring 4.000 deltagere mellem kl.4 eftermiddag og til hen imod midnat til taler og sang og med beværtertelte på festpladsen. Den var en stor succes, men blev nu ikke gentaget.
Han overdrog landboelsstedet & den tilkøbte gård til sønnen Hans og hans hustru, Marie Nielsen Lund, en kusine til Johannes Mikkelsen Lund i Harreby, imod aftægt for sig og konen. De skulle betale 1280 rdl, hvoraf de 800 rdl var gæld i gården, mens de 480 rdl foreløbig blev stående til en forentning på 3% årligt. Hvor faderen kunne nøjes med 'et lille kammer', blev der nu indrettet fem fag aftægtslejlighed i stuehusets vestre ende, idet der blev inddraget en del af syd enden af den vestre lade, hvortil man havde fælles indgang med gårdens beboere gennem en to fags port. Det angives ikke, hvad de skulle have med af møblement, men der var stadig solid velstand til stede, hvilket også ses af de gamle egetræsmøbler, der stadig er bevaret i familien. Da datteren Ellen Marie blev gift, fik hun et så stort udstyr med, at hendes døtre også kunne bruge af hendes kjoler efter hendes død. Og hendes far gav de unge en sølvpotageske, hvorpå hans navn, 'Lauritz Petersen i
Nustrup', og vielsesåret 1847 var skrevet.
Til underholdning skulle de årligt have 12 skp rug, 6 skp boghvedegryn, 6 skp bygmalt og 6 skp byg til mel og gryn. Alt skulle være i gode, tørre og rene varer, der frit skulle fragtes til og fra møllen og frit males. Halvdeles skulle leveres til Mortensdag, halvdelen til Majdag. Til hver Mortensdag 2 lispund godt, tørt røget flæsk, 1 pund humle, 1 skp salt og 1 lispund rent, skagler hør, og så skulle aftægtsyderen sætte en skæppe kartofler til de gamle
hvert år på marken sammen med gårdens egne kartofler. Til kålhave skulle de gamle dels have halvdelen af gårdens kålhave dels halvdelen af kålhaven i den søndre toft med fri adgang over toften. Hvis de gamle ikke selv kunne klare arbejdet, skulle aftægtsyderen frit dyrke og gøde jorden i rette tid for dem. De gamle måtte nu og i fremtiden efter eget valg udtage en af besætningens køer, som skulle erstattes af en anden, enten når den blev uskikket til malkning eller døde, og den skulle græsses og fodres med gårdens bedste køer. I den tid den dagligt gav under 1½ kande mælk, skulle de dagligt have 2 kander mælk fra gårdens besætning, og kunne de ikke selv klare at malke den, skulle gårdens ejer lade gøre det og levere dem mælken. Koens kalv tilhørte aftægtsfolkene. Lidt
sparsommelighed var der alligevel til stede. I aftægtskontrakten står, at aftægtstagerne havde lov til at holde 2 a`3 høns.
Til ildebrændsel skulle de hvert år have et læs godt bøgetræ, 10 læs flaver og 2 læs gode tørv, alt frit og til rette tid hjemkørt. Sønnen Iver skal være broderen behjælpelig med at grave, røgte og hjemkøre tørvene.
De gamle skulle have fri befordring med en velbespændt vogn 4 gange årligt til kirke og 4 gange årligt til købstaden eller til besøg hos deres børn.
I sygdomstilfælde og alderdoms svaghed skulle de gamle ydes fri forsvarlig pleje og opvartning, 'hvortil der skulle holdes dem et tyende, som gårdens besidder giver kosten, men sønnen, Iver Lauridsen Lund, lønnen'.
Når de gamle døde, skulle de to sønner, Hans og Iver, i fællesskab besørge deres begravelse på en kristsømmelig måde efter egnens skik og brug.
Hvis de gamle ønskede at flytte andet steds hen, skulle de i stedet for naturalier have 64 rdl sølv mønt årligt, halvdelen til Mortensdag, halvdelen til Majdag.
Historien bag de to kister, som stadig er i familiens eje to steder med originale nøgler og de såkaldte 'stole', de løse 'ben', som kisterne står på, er den, at Maren Buchholz`s far nok var så økonomisk trængt, at han ikke formåede at give hende det egetræschatol, hun skulle have med som udstyr, og i stedet fik hun fætteren Knud Buchholz`s to kister, en helkiste med målene: længde 160 cm, højde 78 cm og bredde øverst: 69 cm, nederst: 67 cm, som oprindelig stod bemalet som halvkisten, men blev restaureret i 1970, hvor den nuværende bemaling dukkede frem. I midtfelterne står VKS som spejlmonogram og årstallet 1773, hvilket betyder Knud Buchholz`s mor, Valborg Kirstine Schytt (1761-1782), gift med Hans Jepsen Buchholt (1754-1836) i Erlev. Halvkisten eller 'skrinet' har målene: længde 112 cm, højde: 60 cm, bredde: 56 cm. I midtfelterne står KB og 1782, hvilket betyder Knud Buchholz (1782-1852) gårdejer i Erlev, Gl. Haderslev sogn og antagelig i en periode efter moderens død opdraget hos farbroderen og tanten i Oksbøl, på hans fars fødegård, så kisterne derfor er endt her. Maren Buchholtz var ung pige i Nustrup præstegård i marts 1810, hvor hun var fadder i Bæk.
