Erik 1. Ejegod (ca. 1056-1103), konge af Danmark 1095-1103. Han deltog på Knud 4. den Helliges side i de kampe, der førte til kongens død. Under Oluf 1. Hungers regering levede han i eksil, men blev ved dennes død valgt til konge. Han virkede energisk for broderens helgenkåring. Efter at dette i 1100 var lykkedes, og efter at han ligeledes havde opnået godkendelse af den nordiske kirke som selvstændigt ærkesæde, tiltrådte han en pilgrimsrejse til Jerusalem. Han døde imidlertid undervejs på Cypern, hvor han begravedes.
Erik I Ejegod, frillesøn af Svend Estridsøn. Født o. 1056 i Slangerup. Død af feber den 10. juli 1103 i Paphos på Cypern. Begravet dér.
Erik I Ejegods regeringstid:
Erik I Ejegod kaldtes hjem fra Sverige efter Oluf Hungers død. I 1098 drog kongen på pilgrimsfærd til Rom (pave Urban II), hvor han ivrede for kong Knuds kanonisering og oprettelse af et nordisk ærkebispesæde i Lund.
Erik Ejegod deltog i 1101 i trekongemødet ved Gotaelven, hvor en række nordiske problemer løstes ved forhandling mellem de tre nordiske konger. I 1103 drog han, som den første danske konge, på pilgrimsfærd til Det hellige Land. Turen gik via Rusland og Byzans. Det var dengang en utrolig lang og farefuld færd, og både kongen og dronning Bodil omkom på turen, henholdsvis på Cypern og i Palæstina.
Kong Erik, der var usædvanlig høj, fik sit tilnavn, fordi han var vennesæl (»ejegod«), som sin far.
