Begravelse
Westminster, England
Fødsel Abt 1015
Død 17 Mar 1040
Oxford, England
Harald Harefod (født ca. 1015, død 17. marts 1040 i Oxford i England) var konge af England fra 1037 til sin død. Han var søn af Knud den store af Danmark og England og dennes frille Ælfgifu. Han fik tilnavnet Harefod for sin hurtighed og dygtighed som jæger. Haralds yngre halvbror Hardeknud var som søn af Knud og Emma af Normandiet legitim arving til både Danmarks og Englands trone ved Knuds død 1035, men Harald tog magten over England, da broderen var i Danmark.
Mod sin brors vilje udråbte Harald sig til konge af England 1037. Under hans regeringstid vendte hans stedbrødre Alfred og Edvard Bekenderen (Emmas sønner med Ethelred) tilbage til England fra deres exil i Normandiet måske for at indtage tronen. Alfred blev blindet og dræbt, mens Edvard undslap til Normandiet. Harald var ugift, men havde en søn, Ælfwine, som blev munk på kontinentet.
Harald døde netop som Hardeknud planlagde en invasion. Han blev begravet i Westminster, men broderen lod hans lig grave op og kaste i en mose.
