Peder Pedersen

En kort levnedsbeskrivelse over forlængst afdøde grd. Peder Pedersen i Veldbæk der var min oldefar, han var født juledag i året 1782 i Veldbæk så vidt jeg da ved på den gård han senere arvede efter sin far, gårdejer Peder Jensen, hans mor var født Jensdatter, hans far var da også født Pedersøn, sådan var jo skik dengang. Hans mors fornavn var Edel. Disse hans gode forældre gave ham en gudelig og kristelig opdragelse, holdt ham sådan til ære og lære at han i tiden blev en retskaffen og agtet mand.
I året 1812 den 14. november indlod han sig efter forsynets styrelse og venners tilskyndelse i det hellige ægteskab med dydige pige Ellen Nielsdatter i Veldbæk, de levede et lykkeligt ægteskab og de blev trofaste mod hinanden i livets medgang og modgang og ægteskabets sorger og glæder. De blev velsignede med tre børn to sønner og en datter, den ene søn er nu død, men de andre to Børn lever og med rørte og sorgfulde hjerter har de nu fulgt deres fader til hans sidste hvilested og han vil længe og kærligen mindes ikke alene af dem og deres mor men også af de mange andre han havde haft noget at gøre med.
Dette gode ægteskab som lykkelig blev begyndt, heldigen fremdraget og, som vi håber saligen endt varede i 47 år 27 uger og 6 dage. Den afdøde er bekendt iblandt os som en meget hæderlig ærlig flittig påpasselig og kristelig mand, af hvem man ikke hørte banden, bagtalelse eller anden ryggesløs tale og ligesom han var rolig og besindig hele livet igennem, således var han også, rolig og tålmodig under sit lange sygeleje og gudhengiven i sin død. Han ville gerne i den tid han var sund og rask nyde uskyldige glæder blandt gode venner og så gerne disse i sit eget hjem, men altid gik det sømmelig og ordentlig til der hvor han var med, bestandig gemytlig sund og frisk var han indtil sygdommen tog fat og svækkede ham, men særlig et årstid før han døde blev det kendelig at han svækkedes og de sidste uger var han meget hjælpeløs. Men hans gode hustru med hvem han havde levet så længe og så lykkelig gav ham en kærlig og omhyggelig pleje. Tilsidst længtes han dog inderlig efter døden, thi hans legeme syntes langsomt at tæres bort, men så så den algode Gud livets og dødens herre i nåde ned til ham og gav ham en blid og rolig død. Han døde lørdag den 28. Maj 1859 efter at have levet her på jorden i 76 år 21 Uger og 6 Dage.

Fred være med ham i al evighed, han var jo også din oldefar Astrid.
( Erna Astrid Nielsen født 11-04-1900 i Veldbæk datter af sognefoged Niels Peder Nielsen og Mariane Christensen. tilføjet 4-4-2009 Svend O. Pedersen)

Jeg ved ikke hvem der oprindelig skrev dette smukke eftermæle over min oldefar, testemonne kaldtes et sådan dokument vist dengang.
Men hver gang jeg læser det eller tænker på det mindes jeg altid min kære gamle bedstemor, som vi syv børn derhjemme på den gamle slægtsgård i Uglvig holdt så usigelig meget af, fordi hun var et elskeligt menneske hun var jo oldefars og oldemors eneste datter. Hun var født den 15 Jan. 1823 og blev gift med min bedstefar Jens Pejsen i Uglvig i 1842, 19 år gl . og flyttede da til Uglvig og der boede hun lige til sin død i 1919, da var hun 96 år gl. Jeg kan heller ikke i samme forbindelse lade være at mindes bedstemors bror, Jerne Sogns stoute sognefoged igennem mange år som jeg har hørt så meget godt om. Han fik jo fødegården i Veldbæk og var en meget agtet og anset mand på egnen, i hans tid hørte Esbjerg jo med under Jerne Sogn , det har nok været et meget vanskeligt arbejde at være Sognefoged der dengang man begyndte at anlægge havnen, det var da absolut ikke bare englebørn der strømmede til fra alle egne af landet næsten for at søge arbejde ved havneanlægget, lærer Sørensen fra Veldbæk var dengang formand for sognerådet i Jerne- Skads kommune. Det er blevet fortalt at de to stoute Veldbæk mænd gerne fulgtes ad når de på embeds vegne havde ærinde ned til det urolige hjørne, der var opstået omkring havneområdet og de sørgede for at have en solid stok med hver, men så var sådan et par kraftige mænd ikke let at løbe omkuld .n
ig der har skrevet dette. )