Født 11 Sep. 1893 Vedslet sogn, Voer hrd.
Død 10 Aug. 1929 Horsens, Vor Frelser sogn, Nim hrd.
Forældre: Arbejdsmand Søren Pedersen og Hustru Kirsten Jensen i Grumstrup, Vedslet sogn.
Begik selvmord efter at hendes 2 børn indebrændte.
Hun havde født Erik den 2/3-1929 og døde 14 dage efter hans dåb.
I kirkebogen for Tyrsted sogn er der en anmærkning: Medicolegal - dødsattest - drukning.
Det står ligeledes anført at stedet for dødsfaldet var Horsens havn.
Kilder: Artikel d. 10-08-1929 i Horsens Folkeblad.
Nedenfor er der ordret givet en afskrift af ovenstående artikel om Petreas dødsfald.
'Drukneulykke.
En yngre gift Kone fundet druknet i Havnen.
En af Folkene ombord paa en Motorgalease, der ligger i Havnen udfor Dampmøllens Silopakhus, opdagede i Morges ved 6½-Tiden, da han kom op paa dækket, et Kvindelig, der flød i Vandskorpen mellem Galeasen og Bolværket. Sømanden tilkaldte det øvrige Mandskab, ved hvis Hjælp Liget bjærgedes, hvorefter der skete Anmeldelse til Politiet, som foranledigede det bragt til Kommunehospitalet. Lægerne kunde kun konstatere, at Døden maatte være indtraadt for 6 a 7 Timer siden.
Arbejdsmand Rasmus Christensen fra Bækkelund indfandt sig kort efter paa Politistationen og anmeldte, at hans 36-aarige Hustru Petrea i Nattens Løb var forsvundet fra Hjemmet. Han havde hørt noget om en Kone, der var druknet, og han vilde derfor gerne se Liget for om muligt at identificere det. Christensen blev henvist til Kommunehospitalet, hvor han genkendte den døde Kvinde som sin Hustru.
Ved Forklaringen til Politiprotokollen udtalte Christensen, at han med sin Familie i de senere Aar havde flyttet en Del omkring. I 1926 boede de saaledes i Kattrup, hvor der i Oktober Maaned overgik dem en trist Ulykke, idet to af deres Børn indebrændte. Hans Hustru tog sig dette meget nær, og hun, der altid havde været en Del tungsindig, blev endnu mere nedtrykt efter Ulykken. Hun mente, at noget af Skylden herfor var hendes, idet hun skulde have passet noget bedre paa Børnene, og hun fik desuden Indtrykket af, at Folk saa 'skævt' til hende. Naar hun havde saadanne Anfald, søgte Manden dog altid at trøste hende og tale hende til Rette, og det var altid lykkedes ham. I Aftes havde hun klaget over Smerter i Hovedet, og ved Midnatstid var hun pludselig staaet op, idet hun klagede over Søvnløshed, hvorfor hun vilde gaa en Tur udenfor. Manden fik hende dog snakket herfra, og hun gik atter i Seng. Da hun tilsyneladende sov, gik Manden ogsaa til Ro igen. Efter et par Timers Forløb blev han dog vækket ved, at Børnene græd, og han opdagede da, at Hustruen var borte. Han eftersøgte hende straks i Nabolaget, og da hun ikke fandtes her, gik han til Politiet. Han har aldrig følt, at hans Hustru i sin Nedtrykthed omgikkes med Tanker om Livslede, og han havde derfor heller ikke tænkt på noget saadant i Nattens løb. Han selv var naturligvis ogsaa meget nedtrykt over Ulykken i Kattrup, men talte ikke meget herom, hvorimod Konen ofte var inde på Spørgsmaalet. De levede iøvrigt godt sammen og havde i Ægteskabet trofast delt Kaarene, som de faldt. Der var 7 børn, hvoraf de 2 altsaa var døde medens det mindste kun er en ½ Aar gammelt.
Det er en ualmindelig trist Ulykke, der er tilstødt det i forvejen haardt ramte Hjem, og det har vakt den dybeste Medfølelse blandt Beboerne derude.'
