'H. voksede op i et jævnt velstillet Borgerhjem. Det var Faderens Ønske, at han skulde være Handelsmand, men da han viste ualmindelige Evner, kom han i Borgerdydskolen i Kbh. og blev Student 1816. Efter Forældrenes Villie begyndte han et Brødstudium, først Jura, saa Teologi, men stærke poetiske og kulturhistoriske Interesser tog ham tidligt fangen, og efterhaanden modnedes hans Ønske om at vælge Kunsthistorien som sit Fag - et frimodigt Valg, da denne Disciplin endnu ikke havde fundet fastog gyldig Form som selvstændig Videnskab. H. brød da selv sin Vej og søgte Uddannelse paa egen Haand med Lidenskabelig Iver. Han læste den sparsomme Faglitteratur og granskede indgaaende de københavnske Kunstsamlinger, lærte ogsaa adskilligt ved Omgang med Malere som G. D. Gebauer, J. P. Møller og Eckersberg; endelig besøgte han en Overgang (1821) Akademiet som Elev i »første Frihaandstegningsskole« og hørte her samtidig Forelæsninger over Anatomi og Perspektiv. Men et længere Studieophold i Udlandet var bydende nødvendigt, og med Støtte i en Anbefaling fra den æstetisk dannede Kirkehistoriker Professor Jens Møller, til hvis Hjem H. havde faaet Adgang, opnaaede han da 1822 en treaarig Rejseunderstøttelse af sin Fader. Efter grundig Forberedelse til denne sin egentlige Læretid drog H. i Sept. s. A. sydpaa med Italien som Maal; et længere Besøg undervejs gjorde han i Dresden, hvor C. D. Friedrich og J. C. Dahl, tillige ogsaa Kunstskribenten Carus fik Betydning for ham og styrkede hans Kærlighed til Landskabsmaleriet. Det lange Ophold i Romantikkens Tyskland - godt et Aar - kom overhovedet i flere Henseender til at bestemme hans fremtidige Udvikling baade som Historiker og Æstetiker. Hans Forskning blev i særlig Grad rettet mod Middelalderens Kunst, navnlig den kirkelige Arkitektur, som han indgaaende studerede i en Række Byer (Meissen, Naumburg, Ulm, Bamberg); det »gammeltyske« (og nederlandske) Maleri havde han lært at kende i den berømte Boisserée'ske Samling, dengang i Stuttgart. Ogsaa over for sin Samtids romantiske Malerkunst i Tyskland stod han overvejende sympatisk, ligeledes over for de nygotiske Bestræbelser i Bygningskunsten (Schinkel). Goethe havde han opsøgt i Weimar, med Ludwig Tieck traadte han i venskabelig Forbindelse. H. har selv vedkendt sig sin Gæld til Tyskland i et Brev fra sin første Romertid, i hvilket det hedder, at han ansaa det svundne Aar for lige saa meget værd som hele sit øvrige Liv. Hans Studier i Rom, hvortil han var kommet i Nov. 1823, førte ham tilbage til den ældste kristne Kunst og aabnede hans Blik for Antikkens og Renæssancens Verden; i de Hvilestunder, hans intense Arbejde levnede ham, tog han levende Del i Kunstnerlivet, sluttede sig i dyb Beundring nær til Thorvaldsen og vandt i H. E. Freund en Ven for Livet. For en anden ung Kunstforsker, J. M. Thiele, med hvem han foretog en Tur til Orvieto, røbede han sin Fremtidsplan: at opnaa Professoratet i Kunsthistorie ved Akademiet i Kbh.
Metodisk dygtiggjorde han sig til sit Kald i Hjemmet. Efter at have besøgt Napoli og berejst Sicilien forlod H. Rom i April 1825 og rejste hjem over Firenze, Venezia og Wien; et paatænkt Ophold i Frankrig (og Nederlandene) maatte han til sin Skade opgive. 12. Juli 1825 var han tilbage i Kbh. Den begejstrede og veltalende
unge lærde vandt hurtigt Anseelse i den hjemlige Kunstverden, han deltog 1825 i Stiftelsen af Kunstforeningen, hvis første Sekretær han blev, og holdt i Vinteren 1826-27 en Række Forelæsninger paa Akademiet om den antikke Malerkunst, udsendte ogsaa 1828 sit første kritiske Arbejde, »Nogle Bemærkninger over de paa Charlottenborg udstillede Konstsager«; men han havde i disse Aar levet under ret vanskelige ydre Vilkaar og endogsaa overvejet at søge et Adjunktembede i Provinsen. Da imidlertid den lidet duelige Filolog N. I. Schow, der sad inde med Professoratet i Kunsthistorie og Mytologi ved Akademiet, tog sin Afsked herfra 1829, fik H. som en Selvfølge dette Embede, ingen anden kunde gøre ham Rangen stridig. Baade denne Lærerpost og Docenturet i Kunsthistorie ved Universitetet, hvis første Indehaver han blev 1856, beholdt H. til sin Død.
Det er H.s største Bedrift at have grundlagt det videnskabelige Studium af Danmarks ældre Kunsthistorie og derigennem at have angivet Retningslinierne for vor senere metodiske Kunstforskning paa historisk-arkæologisk Basis. Et mægtigt Rydningsarbejde ventede ham, og han greb det an med luende Begejstring og sejg
Udholdenhed, gik ud i Marken, berejste hele det danske Monarki (med offentlig Understøttelse) i Aarene 1829 -1833, undersøgte systematisk de vigtigste kunstneriske Mindesmærker, særlig de middelalderlige Kirker, men ogsaa Herregaarde og borgerlige Bygninger, gjorde overalt omhyggelige Notater, hyppigt
ogsaa Skitser og Opmaalinger, studerede tillige Malerisamlingerne, specielt af Portrætter, paa de kgl. Slotte og Adelens Gaarde, endelig ogsaa Skulpturarbejderne i Kirkerne, Inventar og Gravminder, og samlede et uhyre Fond af førstehaands Viden om Danmarks gamle Kunst. Paa Grundlag af dette Materiale udarbejdede han efterhaanden en Række Bidrag, væsentlig af monografisk Karakter, til Belysning af vor middelalderlige Arkitektur, til hvilken han nærede
en romantisk Kærlighed, og hvis store historiske Betydning og æstetiske Værdier han højlig forstod at skatte..................I hver og en af disse Studier har den skolede og skarpsindige Forsker fremsat Anskuelser, der har været Udgangspunktet for al senere videnskabelig Behandling af de paagældende Mindesmærker; og set under eet har disse Afhandlinger været absolut skelsættende i vor Middelalderarkæologi - det er saaledes H.s Fortjeneste at have omskrevet Begrebet »romansk Stil« i dansk Arkitektur, ligesom vigtige Punkter i vor Gotiks Historie her for første Gang er blevet drøftet. En sammenfattende Fremstilling af dette sit Speciale gav H. ikke, vel i Forstaaelsen af, at Tiden dertil ikke var moden; en Samling vigtige Monografier udgav han 1860 ff. sammen med J. Kornerup, Worsaae og andre under Titlen »Danske Mindesmærker«, I-II. H., der 1862 var blevet Medlem af det s. A. oprettede »særlige Bygningssyn«, virkede ivrig for Restaurering af flere af vore middelalderlige Kirker (f. Eks. i Maribo og Kalundborg); for Viborg Domkirkes Ødelæggelse 1863 ff. har han et Medansvar, derimod erklærede han sig (i »Fædrelandet« 1860) for Modstander af en Genopførelse af det 1859 nedbrændte Fr.borg Slot. Til vor middelalderlige Plastiks Historie har han offentliggjort et enkelt Bidrag: om Claus Berg og hans Altertavle i Odense (Ny kirkehist. Saml., III, 1865); en vurderende Beskrivelse af Briiggemanns Altertavle i Slesvig Domkirke, som han udarbejdede 1829-30, blev publiceret af J. von Schroder 1855. Den store historiske Portrætsamling paa Fr.borg Slot har haft en afgørende Betydning for H.s Studium af ældre dansk Malerkunst; dens Ordning gjorde ham til Museumsmand af Fag og til Landets første egentlige Portræthistoriker. Efter flere Besøg paa
Slottet rettede han 1829 en stærk Kritik mod dette Galleris ganske usystematiske Karakter, dets Sammensætning af gode Originaler og slette moderne Kopier eller rene Fantasibilleder, der fortsat fremstilledes, ogsaa mod dets Ophængning og Konservering. Som Historiker gjorde H. sig til Talsmand for de originale Arbejders
Eneret. Overhofmarskal Hauch veg klogelig for Trykket og optog 1831 H. som Medlem af den til Ordningen nedsatte Kommission, hvorefter han i samme og følgende Aar udarbejdede en kritisk Revision, der blev godkendt; selve Nyordningen af Samlingen fandt Sted under H.s Ledelse 1837 og 1839. Det var en museumsmæssig Indsats af stor Rækkevidde. Det videnskabelige Resultat af H.s Portrætstudier findes i hans Notebøger; en anden Frugt af hans Fr.borg-Ophold er den smukke Afhandling om Slottet (Dansk Ugeskrift, I, 1832). Ogsaa Den kgl. Malerisamling, ved hvilken H. blev Inspektør 1839, senere Direktør jævnsides med Thomsen, kom til at nyde godt af hans store Indsigt og videnskabelige Aand; til Moltkes Galleri leverede han et beskrivende Katalog (1841). Baade ifølge sin Stilling og i Kraft af sin myndige Karakter maatte H. naturnødvendigt komme til at spille en overordentlig betydelig Rolle i den hjemlige Kunstpolitik og at øve en væsentlig
Indflydelse paa sin Tids danske Kunst. H.s Betydning i sidstnævnte Henseende har dog næppe været saa indgribende som ofte hidtil antaget. Den Æstetik, paa hvilken han har bygget sin kritiske Virksomhed, var intet fast Begreb, paa dette Felt var han alt andet end Systematiker, stillede sig saaledes bestemt afvisende
over for J. L. Heibergs æstetisk-filosofiske Metode. Hans aktuelle Kunstkritik var heller ikke meget omfattende, det vigtigste er hans fire Anmeldelser af Kunstudstillingen paa Charlottenborg, det allerede nævnte Skrift fra 1828 samt »Udsigt over det Mærkeligste paa Kunstudstillingen« (Dansk Kunstblad 1838),
»Portrætmalerierne paa Udstillingen« (Fædrelandet 15. Maj 1845) og »Foredrag og Indhold i nogle af Malerierne paa Udstillingen« (sst. 21. Maj 1847). Det er karakteristisk for H., at han i disse Recensioner hverken har fremført Overvejelser af almindelig æstetisk Natur eller har givet sammenfattende Karakteristikker af de
udstillende Kunstnere, som Kritiker gaar han fra Billede til Billede og bedømmer dem ganske direkte og subjektivt, en udpræget »Kunstkender«-Kritik, ikke sjældent af en temmelig smaalig Art. Men selv om H. ikke i sine Kritikker hæver sig til almene Synspunkter, er det dog meget vel muligt gennem dem baade at lære adskilligt om hans æstetiske Opfattelse og ikke mindst om dennes Udvikling. I Anmeldelsen 1828 viste H. sig stærkt bunden af den før-Eckersberg'ske Tradition (J. L. Lund roses stærkt) og umiskendelig præget af sine tyske Indtryk; Historiemaleriet fremhæves saaledes fremfor Dagliglivsbilledet, og Landskabsmaleriet nyder (mærkeligt nok) ikke hans Gunst. Men i 1830'erne ændres hans Opfattelse, han fjerner sig fra den romantiske Idealisme i dens tyske Form og viser stigende Forstaaelse for Realismen i Samtidens danske Malerkunst; at dette Omsving - der manifesterer sig i Udstillingskritikken 1838 ved en stærk Interesse for Genrebilledet og en fuld Anerkendelse af den Eckersberg'ske Retnings Betydning - er fremkaldt netop af denne Retning (maaske specielt af den unge Marstrands Arbejder), maa anses for givet. I de følgende Aar forarbejder da H. sine Indtryk og formulerer sine Krav til den nationale Realisme, der var en forklædt Romantik, henviser Kunstnerne til at opdyrke Folkelivsbilledet og skildre det danske Landskab for derigennem at vinde Forstaaelse af nordisk Oldtid; og han giver tillige den rene Romantik i folkelig-national Retning sin Velsignelse, idet han begejstret støtter Freunds og Gonstantin Hansens Arbejde med nordisk-mytologiske Motiver. Den nye Kunstretnings Program havde H. forkyndt i sit Foredrag 23. Marts 1844 i Skandinavisk Selskab: »Om Betingelserne for en skandinavisk Nationalkunsts Udvikling«, dets Tilhængere organiserede han i det af ham selv (1847) stiftede Selskab for nordisk Kunst. H. var saaledes snarere blevet ført med i Tidens nationale Kunstbevægelse, end han ledede den, han gjoide sig til dens Talsmand, støttede den med sin Autoritet og Begejstring og blev efterhaanden dens Fører. Han øvede dette sit Kald med en Nidkærhed og tog overhovedet Parti med en Klarhed, der ofte fik Karakteren af Snæversind. Da hans Kunstindstilling ikke nævneværdigt forandrede sig i Tidens Løb - saaledes stod han fremmed over for det bedste i Samtidens franske Kunst, som han havde lært at kende i Paris 1836 -, kom han ved sin Magtstilling i nogen Grad til at bære Ansvaret for vor Malerkunsts Isolering efter Aarhundredets Midte. Som Lærer i videre Forstand har H. virket meget stærkt ved sin Lærdom, sit friske Syn og sin djærve Menneskelighed; efter samtidige Udsagn var han en mageløs Taler, de: i Timevis kunde fastholde sine Tilhørere paa Akademiet eller i de Foreninger, hvis Gæst han ofte var. Hans store Betydning som Faglærer har hans Elever Julius Lange (der 1866 tog den første Magisterkonferens i Kunsthistorie ved Universitetet) og Jacob Helms erkendt med varme Ord'.
