1834 student fra Metropolitanskolen.
1838 cand.
1841 volontør i Danske Kancelli.
1846 kopist.
1847 assessor i Landsoverretten for Nørrejylland.
1848 - 1849 medlem af Den grundlovgivende Forsamling og en af dennes sekretærer.
1849 - 1853 medlem af Folketinget.
1853 slesvigsk cand. jur., Flensborg.
1854 8. råd i Appellationsretten for Hertugdømmet Slesvig.
1862 ridder af Dannebrog.
1864 assessor i Højesteret.
1866 kongevalgt medlem af Landstinget.
1873 direktør i Nationalbanken og tilladelse til at udtræde af Højesteret samt udnævnt til ekstraordinær assessor og forbeholdt adgang til senere påny at indtræde som ordinær assessor.
1876 medlem af Rigsretten.
1877 dannebrogsmand.
1879 dr. jur.
Dommer, politiker, bankdirektør.
Han gennemgik Metropolitanskolen og blev 1834 student med udmærkelse, 1838 juridisk kandidat. 1841 ansattes han i det danske Kancelli som volontær og blev 1846 kancellist. Kort efter tiltrådte han med understøttelse af det Reiersenske Fond en udenlandsrejse for at sætte sig ind i fremmede næringsforhold, og 29 år gammel sad han som assessor i Landsoverretten i Viborg.
Greben af tidens politiske interesser lod han sig i 1848 vælge i Viborg amts 5. kreds til den grundlovgivende Rigsforsamling, blandt hvis sekretærer han var, og i 1849 og 1852 valgtes han i samme kreds til Folketinget.
Imidlertid følte han det som en opgave at gøre sit til at modvirke, hvad han betegnede som fortyskningsprocessen i Slesvig. Han tilbød sin tjeneste som dommer der nede, og efter i 1853 at have taget slesvigsk-juridisk eksamen blev han i 1854 udnævnt til medlem af appellationsretten i Flensborg. Her virkede han, indtil han i marts 1864 blev afsat af de preussiske og østrigske civilkommissærer. Blandt funktioner, han i dette tidsrum udførte ved siden af sit dommerkald, kan nævnes, at han var medlem af den i 1856 nedsatte kommission angående Slesvigs stempellovgivning.
Allerede i efteråret 1864 indtrådte U. som medlem af den danske Højesteret, og efter grundlovsrevisionen modtog han i efteråret 1866 kongelig udnævnelse som medlem af Landstinget, hvor han bevarede sit sæde indtil sin død.
Sin stilling i Højesteret opgav han i 1873 for at overtage en af posterne som direktør i Nationalbanken; der vistes ham ved denne Lejlighed det særlige hensyn, at han udnævntes til ekstraordinær assessor i Højesteret med ret til atter at tage sæde i retten i sin tidligere plads i denne.
1871 var han bleven formand for de faste censorer ved de juridiske eksaminer, og ved universitetsfesten i 1879 tildeltes der ham den juridiske doktorgrad. I 1881 udnævntes han til kommandør af Danebrog.
U.s navn hørte til de bedste i sin tids juridiske embedsstand.
Forfattervirksomhed af betydning, udfoldede han ikke, men han var et klart hoved, på én gang grundig og livlig, og hans kundskaber og interesser spændte over et vidt område af menneskelig virken og åndsliv. Han var tillige i en vis forstand en energisk mand, men det lå ikke i hans natur at udvikle seg, langvarig og rolig modstand over for store hindringer.
Som politiker hørte han til de nationalliberales kreds, både efter sine grundanskuelser og efter sine personlige forbindelser.
Allerede i sin første rigsdagsperiode øvede han indflydelse, og som kongevalgt landstingsmand tog han, inden den politiske kamp ret tilspidsedes, virksom del i rigsdagsarbejdet og hørte i told- og skattespørgsmaal og andre økonomiske sager til Landstingets ansete kræfter, hvis ord påagtedes, uanset at han var langt fra at være en veltalende mand, og Landstinget gav ham sæde i Rigsretten. Men af den blanding af optimisme og skepsis, som har kendetegnet de nationalliberale, havde U. afgjort mere af den sidste egenskab end af den første.
Allerede i februar 1853 pådrog han sig i Billes Dagblad en skarp bebrejdelse for under devisen «Hvad kan det hjælpe?» at have skilt sig fra sine partifæller og
stemt med helstatsministeriet for toldgrænsens flytning fra Ejderen til Elben. Da under hans anden rigsdagsperiode spørgsmålet om Københavns befæstning trådte i forgrunden, tog U. skarpt til orde der imod i kraft af en lignende grundbetragtning som den ovenfor antydede og af finansielle hensyn, og han holdt navnlig 2. febr.
1882 i Landstinget en tale, der vakte stor opsigt og fremkaldte et hvast sammenstød med Fallesen. Også i stridsspørgsmålene om dyrtidstillægget og om de midlertidige bevillingslove optrådte U. som talsmand for en eftergivende politik, og han indtog i sine senere år en meget tilbagetrukken stilling i Landstinget.
Men hans personlige prestige og det hensyn, der i og uden for salen vistes denne type på vor første konstitutionelle tids noble og lødige politiske personligheder, var uforandret.
1885 bor han på Frederiksberg Allé 51a med de tre døtre, kokkepige, stuepige og tjener.
