1793 nævnt i farbroderens skifte.
Efter sine forældres tidlige død blev han med to yngre brødre under morfaderens opsyn opfostret hos en faster i Odense, fra hvis Gymnasium han 1784 dimitteredes til Universitetet og tog artium med udmærkelse; derefter tog han 1785 filosofisk eksamen, 1787 teologisk eksamen og endelig 1790 filologisk embedseksamen.
Han fik Borchs Kollegium og blev siden vicedekanus ved Kommunitetet samt hører ved Frue Latinskole i København og skrev 1792 sin magister- og doktordisputats «De carmine epico Apollonii Rhodii» (nærmest en æstetisk vurdering af denne digter i sammenligning med andre epikere), et ganske respektabelt lille arbejde.
1797 blev han overlærer i latin ved samme skole, men allerede i slutningen af 1798 måtte han nedlægge sit embede på grund af legemlig svaghed og blev entlediget
med vartpenge; han levede derefter som privatmand indtil 1813, da han blev ansat som amanuensis ved Universitetsbiblioteket, og hans sygelighed synes i denne tid at have været vedholdende og hindret ham i videnskabelig virken, så at han gentagne gange måtte frasige sig det arbejde med Videnskabernes Selskabs ordbog, han havde påget sig.
1814 blev han anden underbibliotekar og virkede i denne stilling under R. Nyerup til noget efter dennes død; i slutningen af 1829 blev han første underbibliotekar under R. Rask, med hvem han ikke stod sig rigtig godt, i det han beklager sig over hans «Despoti». Han bestyrede også Kommunitetets bibliotek.
I disse år udfoldede han en meget flittig, men stille og beskeden virksomhed ved undersøgelse af de latinske og særlig de græske håndskrifter, der findes på vore biblioteker, og fremdragelse af hidtil uudgivne stykker af oldtidsforfattere (særlig noget af lægen Galenos og en grammatiker Herodianos); noget heraf bekendtgjorde han i forbindelse med sine egne konjekturer dertil i forskellige tidsskrifter, andet sendte han til tyske lærde, som netop havde brug derfor.
En hædrende anerkjendelse for dette hans arbejde tildeltes ham af Niebuhr i fortalen til 1. bind af hans udgave af Konstantinos Porphyrogennetos, som var dediceret til det kgl. danske Videnskabernes Selskab; man blev herved lidt mere opmærksom på manden her hjemme, end man før havde været, og nærmest på foranledning af professor B. Thorlacius gav man ham 1829 professortitelen. For «på en måde at forsvare sin nye titel», som han selv siger, udgav han 1830 en lille hidtil ubekendt græsk dialog efter et herværende håndskrift («Hermippus sive de astrologia»).
Hans hjælpsomhed over for dem, der ville benytte biblioteket, roses fra flere sider.
