GEDCOM-projektet hos Danske Slægtsforskere
bevar dine slægtsdata for eftertiden

Christoffer II Eriksen Eriksøn af Danmark (født Estridsøn), Konge af Danmark

Født 29 SEP 1276 Anvsbjerg, Sjørslev Sogn, Lysgaard Herred, Viborg Amt
Død 2 AUG 1332 Nykøbing Slot, Nykøbing(Falster), Maribo Amt, Danmark
29 SEP 1276
Anvsbjerg, Sjørslev Sogn, Lysgaard Herred, Viborg Amt
22 NOV 1249
Ålholm Slot, Åhlholm, Maribo, Lolland, Danmark
1230
Mecklenburg-Vorpommern, Germanyy
1204
Gdańsk, Polen
ABT 1200
Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Germany
29 SEP 1257
Potsdam, Brandenburg, Prussia, Germany
1213
Berlin, Brandenburg, Tyskland
1178
Brandenburg (D)
ABT 1185
Groitzsch, Leipzig, Saxony
Reference Number
Beskætigelse Dansk Konge 1320- 26 og1330-32.
Bopæl
Uddannelse Dansk Konge 1320- 26 og 1330-32.
Religion Catholicism
Dåb Aunsbjerg
Settlement Ejer af Aunsbjerg
Fødsel 29 SEP 1276 Anvsbjerg, Sjørslev Sogn, Lysgaard Herred, Viborg Amt
Beskætigelse 1289 Denmark Hertug af Lolland og Falster
Beskætigelse 1303 Estonia Hertug af Estland
Hertug af Sønderjylland 1304
Beskætigelse 1307 Hertug af Halland og Samsø
Frille ABT 1310
Gift 1310
Krones til konge 25 JAN 1320 Viborg domkirke
Gør Vordingborg til sin residens 1321 Vordingborg
Kroning 1324 Vordingborg
Hans Hustru døde 26 JUL 1330
Tager ophold på Skanderborg slot 1330
Slaget på Lohede 29 NOV 1331
Begravelse 1332 Sorø Klosterkirke, Sorø, Danmark
Begravelse AUG 1332 Sorø Klosterkirke, Sorø, Sorø Amt, Danmark
Død 2 AUG 1332 Nykøbing Slot, Nykøbing(Falster), Maribo Amt, Danmark
Christoffer døde i yderste fattigdom på Lolland. Landet var gået bankerot.

607px-Christoffer_den_Andens_segl_(bagside)

http://trees.ancestry.com/rd?f=image&guid=787cfa31-fa10-4608-a8ee-13afe9606e44&tid=5670845&pid=-1418264470

Christoffer 2., søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark 1320-1326 og 1329-1332, fødtes den 29. september 1276. I 1289-1301 var han hertug af Lolland og Falster, 1303-1307 h

ertug af Estland, og i 1307-1315 hertug af Halland og Samsø. Allerede i Erik Menveds regeringstid forsøgte Christoffer at sikre sig del i kongemagten ved at få de konspirerendes løfte om at han, C

hristoffer, vil blive konge når Erik er blevet afsat. Erik Menved fik imidlertid nys om dette, og i 1315 måtte Christoffer flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den fordrevne ærkeb

iskop Esger Juul og fredløse stormænd i et forsøg på sammensværgelse mod kongen. De indledte uden held et angreb p�� Skåne, men da Erik Menved døde i 1319 uden at efterlade nogen arving, var Ch

ristoffer klar. Erik skal på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage tronen, men stormændene mente at de ville få større indflydelse ved at vælge den svage Christoffer frem for

hertug Erik 2. af Sønderjylland, der også var på tale. Christoffer underskrev 25. januar en håndfæstning i Viborg, og hyldedes som konge på landstingene; i 1324 krones han, og hans søn Erik ble

v medkonge.

 

Regeringen anført af marsk Ludvig Albrektsen af Eberstein ville have garanti for, at Christoffer ville respektere alle krav på riget. Christoffer lovede i sin håndfæstning at let

te skattetrykket (borgerne skal kunne handle 'uden told og tynge'), og at danehoffet skulle indkaldes hvert år. Ydermere blev stormændenes krigspligt nedsat. Og kongen skulle nedbryde de kongelige b

orge, hvoraf mange var opført under Erik Menved. Det gjaldt dog ikke de tre gamle slotte i Kolding, Ribe og Skanderborg. Dette løfte blev som de fleste andre kun holdt i meget begrænset omfang.

 

 

Christoffer var meget aktiv i Nordtyskland, og efter en masse falske løfter lykkedes det ham at få fyrstedømmet Rostock til at anerkende Christoffer som sin lensherre. Men dette som flere andre

eventyr kostede mange penge. Christoffer udskrev nye skatter (hvilket han jo ikke måtte ifølge håndfæstningen). Flere af stormændene, bl.a. Ludvig Albrektsen af Eberstein, allierede sig med de ho

lstenske grever og organiserer oprør i Jylland og på Fyn, og snart bredte det sig til Sjælland. I 1326 havde grev Gerhard af Holsten både Jylland og Fyn i sin magt. Christoffers søn, Erik, forsø

gte et modangreb, men han måtte kapitulere ved Korsør og blev indsat som fange på Haderslevhus. Christoffer flygtede med resterne fra det kongelige skatkammer sammen med sin dronning Eufemia og sø

nnen Valdemar (Atterdag) til Nordtyskland. Christoffer optog et større lån og vendte tilbage til Danmark med en hær for at starte en opstand. Men ingen danskere sluttede sig til ham. I virkelighede

n sendte grev Gerhard 3. den danske hær efter Christoffer, som endnu en gang måtte flygte.

 

De holstenske og danske stormænd valgte da den kun 11-årige hertug Valdemar af Slesvig til konge. P

å grund af hans alder blev hans morbroder, den magtfulde grev Gert (Gerhard 3. af Holsten-Rendsborg, 'Den kullede Greve') udnævnt til rigsforstander og formynder. Dertil blev han forlenet med hertug

dømmet Sønderjylland 1326-1330.

 

I 1329 blev Danmark delt mellem flere stormænd. Det skabte dog nogen utilfredshed, at Danmark kom på udenlandske hænder, og grev Johann den Milde af Holsten-

Plön foranledigede, at Christoffer vendte hjem, og han anerkendte som konge i Skåne og på Sjælland. Der udbryder nu en konflikt mellem Danmarks to største kreditorer: grev Gerhard (med Fyn som le

n) og Johann 3. (med områderne øst for Storebælt som len). Christoffer tog Johanns parti, og i 1331 sejrede Gerhard i et slag på Kropp Hede lidt nord for Dannevirke. Christoffers søn Erik omkom 1

331 efter et styrt fra hesten på flugten i Kiel, og Christoffers anden søn Otto toges i 1334 efter et tabt slag på Tap Hede ved Viborg til fange. Hele Danmark var nu på stormændenes hænder. For

at få Danmark tilbage skulle der betales 200.000 mark sølv. Og det er kun for at få selve jorden, den samlede gæld var langt større. I Sakskøbing kom den afsatte konge ud for en holstener og en

dansker, der sammen prøvede at ryge ham ud af det hus, hvor han havde søgt tilflugt. Som eneste udvej flygtede Christoffer op gennem skorstenen, som en omvendt julemand. Da hans søn Valdemar senere

blev konge, aftvang han gerningsmændene en større oprejsning.

 

Christoffer døde den 2. august 1332 på Lolland og begraves i Sorø Kirke. Christoffer var som nævnt gift med Eufemia, datter af B

ogislaw 4. af Pommern-Wolgast. Sammen fik de døtrene Margrete, Agnes og Helvig. Derudover sønnerne Erik (Christoffers medkonge) og Otto (der uden held forsøgte at blive konge efter faderens død og

at beholde hertugdømmet Lolland & Falster) og Valdemar. Danmark var da uden konge frem til 1340, hvor Christoffers yngste søn, Valdemar 4. Atterdag kom på tronen.

(Research):REFN: 4979 Denmark - Reign From 132

http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Christoffer_2

Christopher II of Denmark http://en.wikipedia.org/wiki/Christopher_II_of_Denmark

Kristoffer II av Danmark http://no.wikipedia.org/wiki/Kristoffer_II_av_Danmark

Christoffer 2. http://da.wikipedia.org/wiki/Christoffer_2.

----

Christopher II (September 29, 1276 – August 2, 1332) was king of Denmark from 1320 to 1326 and again from 1329 until his death. He was son of Eric V. His name is connected with national disaster, as his rule ended in an almost total dissolution of the Danish state.

----

Christoffer 2., søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark 1320-1326 og 1329-1332, fødtes den 29. september 1276. I 1289-1301 var han hertug af Lolland og Falster, 1303-1307 hertug af Estland, og i 1307-1315 hertug af Halland og Samsø. Allerede i Erik Menveds regeringstid forsøgte Christoffer at sikre sig del i kongemagten ved at få de konspirerendes løfte om at han, Christoffer, vil blive konge når Erik er blevet afsat. Erik Menved fik imidlertid nys om dette, og i 1315 måtte Christoffer flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den fordrevne ærkebiskop Esger Juul og fredløse stormænd i et forsøg på sammensværgelse mod kongen. De indledte uden held et angreb på Skåne, men da Erik Menved døde i 1319 uden at efterlade nogen arving, var Christoffer klar. Erik skal på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage tronen, men stormændene mente at de ville få større indflydelse ved at vælge den svage Christoffer frem for hertug Erik 2. af Sønderjylland, der også var på tale. Christoffer underskrev 25. januar en håndfæstning i Viborg, og hyldedes som konge på landstingene; i 1324 krones han, og hans søn Erik blev medkonge.

Kristoffer 2 var far til Valdemar Atterdag, som igjen var far til

Dronning Margrethe 1. Hun var dronning av Norge, Sverige og Danmark, grunnlegger av Kalmarunionen.

--------------------

1319 - 1326 Konge af Danmark og 1330-32

Konge af Danmark 1320-1326 og 1330-1332

En brydningstid der resulterede i at danmark blev pantsat og uden konge i

perioden 1332 - 1340

I perioden 1326 - 1330 var barnekongen Valdemar III indsat med Grev Gerhard

af Holsten (Den kullede greve) som formynder.

http://awt.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=:2248100&id=I5814&ti=4300

--------------------

Kristofer II, född 1276, död 1332, kung av Danmark 1320-1326 samt från 1329, hertig av södra Halland 1307-1326, hertig av Samsö. Son till Erik Klipping. Gift 1306 med Eufemia av Pommern.

He was crowned in 1324 in Vordingborg Church.

På grund av ekonomiska problem i riket pantsattes (d.v.s. som säkerhet för stora lån) större delen av rikets territorier och hamnade i tyska furstars och riddares händer. År 1332 förvärvade den svenska rådsregeringen panträtten till Skåne och Blekinge för 32 000 lödiga mark.

 

Danska Monarch. He reigned as King of Denmark from 1319 to 1326 and from 1330 to 1332. Han regerade som kung av Danmark från 1319 till 1326 och från 1330 till 1332. He was the younger son of king Erik V Klipping and queen Agnes von Brandenburg. Han var den yngre son till kung Erik V Klipping och drottning Agnes von Brandenburg. He succeeded his elder brother king Erik VI Menved. Han efterträdde sin äldre bror kung Erik VI Menved. Christoffer II was a weak king. Christoffer II var en svag kung. When he was in need of money he pawned the country bit by bit to the Schauenburg Counts of Holstein. När han var i behov av pengar han pantat landet bit för bit till Schauenburg Counts av Holstein. 1326 he was toppled from power by Count Gerhard von Holstein, who installed a child, the young Duke Valdemar of Schleswig on the throne as his puppet, king Valdemar III. 1326 var han störtats från makten av greve Gerhard von Holstein, som installerat ett barn, den unge hertig Valdemar av Schleswig på tronen som sin marionett, kung Valdemar III. The young king abdicated 1330, and Christoffer II was reinstalled as king until he died 1332, leaving Denmark without king for the next 8 years under harsh rule and mercy from the Count Gerhard von Holstein.Christoffer II was married to Queen Euphemia von Pommern, daughter of Duke Bugislaw IV of Pommerania. Den unge kungen abdikerade 1330 och Christoffer II var installeras som kung tills han dog 1332, lämnar Danmark utan kungen för de kommande 8 åren under svåra regeln och barmhärtighet från greve Gerhard von Holstein.Christoffer II var gift med Queen Euphemia von Pommern, dotter av Duke Bugislaw IV i Pommerania. The couple had 6 children, among whom were the later king Valdemar IV Atterdag. (bio by: Benny Chordt Hansen) Paret hade 6 barn, varav många var de senare kung Valdemar IV Atterdag.

Sedan gifte han sig med Inger Iversdatter Lunge och fick två barn

Regitze Lövenbalk (Kristoffersdotter) (1310 - )

Erik Lövenbalk (Kristofferson) (- 1328)

--------------------

http://da.wikipedia.org/wiki/Christoffer_2.

--------------------

Christoffer 2., søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark 1320-1326 og 1329-1332, fødtes den 29. september 1276. I 1289-1301 var han hertug af Lolland og Falster, 1303-1307 hertug af Estland, og i 1307-1315 hertug af Halland og Samsø. Allerede i Erik Menveds regeringstid forsøgte Christoffer at sikre sig del i kongemagten ved at få de konspirerendes løfte om at han, Christoffer, vil blive konge når Erik er blevet afsat. Erik Menved fik imidlertid nys om dette, og i 1315 måtte Christoffer flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den fordrevne ærkebiskop Esger Juul og fredløse stormænd i et forsøg på sammensværgelse mod kongen. De indledte uden held et angreb på Skåne, men da Erik Menved døde i 1319 uden at efterlade nogen arving, var Christoffer klar. Erik skal på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage tronen, men stormændene mente at de ville få større indflydelse ved at vælge den svage Christoffer frem for hertug Erik 2. af Sønderjylland, der også var på tale. Christoffer underskrev 25. januar en håndfæstning i Viborg, og hyldedes som konge på landstingene; i 1324 krones han, og hans søn Erik blev medkonge.

Regeringen anført af marsk Ludvig Albrektsen af Eberstein ville have garanti for, at Christoffer ville respektere alle krav på riget. Christoffer lovede i sin håndfæstning at lette skattetrykket (borgerne skal kunne handle 'uden told og tynge'), og at danehoffet skulle indkaldes hvert år. Ydermere blev stormændenes krigspligt nedsat. Og kongen skulle nedbryde de kongelige borge, hvoraf mange var opført under Erik Menved. Det gjaldt dog ikke de tre gamle slotte i Kolding, Ribe og Skanderborg. Dette løfte blev som de fleste andre kun holdt i meget begrænset omfang.

Christoffer var meget aktiv i Nordtyskland, og efter en masse falske løfter lykkedes det ham at få fyrstedømmet Rostock til at anerkende Christoffer som sin lensherre. Men dette som flere andre eventyr kostede mange penge. Christoffer udskrev nye skatter (hvilket han jo ikke måtte ifølge håndfæstningen). Flere af stormændene, bl.a. Ludvig Albrektsen af Eberstein, allierede sig med de holstenske grever og organiserer oprør i Jylland og på Fyn, og snart bredte det sig til Sjælland. I 1326 havde grev Gerhard af Holsten både Jylland og Fyn i sin magt. Christoffers søn, Erik, forsøgte et modangreb, men han måtte kapitulere ved Korsør og blev indsat som fange på Haderslevhus. Christoffer flygtede med resterne fra det kongelige skatkammer sammen med sin dronning Eufemia og sønnen Valdemar (Atterdag) til Nordtyskland. Christoffer optog et større lån og vendte tilbage til Danmark med en hær for at starte en opstand. Men ingen danskere sluttede sig til ham. I virkeligheden sendte grev Gerhard 3. den danske hær efter Christoffer, som endnu en gang måtte flygte.

De holstenske og danske stormænd valgte da den kun 11-årige hertug Valdemar af Slesvig til konge. På grund af hans alder blev hans morbroder, den magtfulde grev Gert (Gerhard 3. af Holsten-Rendsborg, 'Den kullede Greve') udnævnt til rigsforstander og formynder. Dertil blev han forlenet med hertugdømmet Sønderjylland 1326-1330.

I 1329 blev Danmark delt mellem flere stormænd. Det skabte dog nogen utilfredshed, at Danmark kom på udenlandske hænder, og grev Johann den Milde af Holsten-Plön foranledigede, at Christoffer vendte hjem, og han anerkendte som konge i Skåne og p�� Sjælland. Der udbryder nu en konflikt mellem Danmarks to største kreditorer: grev Gerhard (med Fyn som len) og Johann 3. (med områderne øst for Storebælt som len). Christoffer tog Johanns parti, og i 1331 sejrede Gerhard i et slag på Kropp Hede lidt nord for Dannevirke. Christoffers søn Erik omkom 1331 efter et styrt fra hesten på flugten i Kiel, og Christoffers anden søn Otto toges i 1334 efter et tabt slag på Tap Hede ved Viborg til fange. Hele Danmark var nu på stormændenes hænder. For at få Danmark tilbage skulle der betales 200.000 mark sølv. Og det er kun for at få selve jorden, den samlede gæld var langt større. I Sakskøbing kom den afsatte konge ud for en holstener og en dansker, der sammen prøvede at ryge ham ud af det hus, hvor han havde søgt tilflugt. Som eneste udvej flygtede Christoffer op gennem skorstenen, som en omvendt julemand. Da hans søn Valdemar senere blev konge, aftvang han gerningsmændene en større oprejsning.[1]

Christoffer døde den 2. august 1332 på Lolland og begraves i Sorø Kirke. Christoffer var som nævnt gift med Eufemia, datter af Bogislaw 4. af Pommern-Wolgast. Sammen fik de døtrene Margrete, Agnes og Helvig. Derudover sønnerne Erik (Christoffers medkonge) og Otto (der uden held forsøgte at blive konge efter faderens død og at beholde hertugdømmet Lolland & Falster) og Valdemar. Danmark var da uden konge frem til 1340, hvor Christoffers yngste søn, Valdemar 4. Atterdag kom på tronen.

Læs mere her: http://da.wikipedia.org/wiki/Christoffer_2.

--------------------

http://da.wikipedia.org/wiki/Christoffer_2.

Christoffer 2.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg

Christoffer 2.s segl

Christoffer 2. (29. september 1276 - 2. august 1332 på Lolland) søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark 1320-1326 og 1329-1332, fødtes den 29. september 1276. I 1289-1301 var han hertug af Lolland og Falster, 1303-1307 hertug af Estland, og i 1307-1315 hertug af Halland og Samsø. Allerede i Erik Menveds regeringstid forsøgte Christoffer at sikre sig del i kongemagten ved at få de konspirerendes løfte om at han, Christoffer, vil blive konge når Erik er blevet afsat. Erik Menved fik imidlertid nys om dette, og i 1315 måtte Christoffer flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den fordrevne ærkebiskop Esger Juul og fredløse stormænd i et forsøg på sammensværgelse mod kongen. De indledte uden held et angreb på Skåne, men da Erik Menved døde i 1319 uden at efterlade nogen arving, var Christoffer klar. Erik skal på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage tronen, men stormændene mente at de ville få større indflydelse ved at vælge den svage Christoffer frem for hertug Erik 2. af S��nderjylland, der også var på tale. Christoffer underskrev 25. januar en håndfæstning i Viborg, og hyldedes som konge på landstingene; i 1324 krones han, og hans søn Erik blev medkonge.

Regeringen anført af marsk Ludvig Albrektsen af Eberstein ville have garanti for, at Christoffer ville respektere alle krav på riget. Christoffer lovede i sin håndfæstning at lette skattetrykket (borgerne skal kunne handle 'uden told og tynge'), og at danehoffet skulle indkaldes hvert år. Ydermere blev stormændenes krigspligt nedsat. Og kongen skulle nedbryde de kongelige borge, hvoraf mange var opført under Erik Menved. Det gjaldt dog ikke de tre gamle slotte i Kolding, Ribe og Skanderborg. Dette løfte blev som de fleste andre kun holdt i meget begrænset omfang.

Christoffer var meget aktiv i Nordtyskland, og efter en masse falske løfter lykkedes det ham at få fyrstedømmet Rostock til at anerkende Christoffer som sin lensherre. Men dette som flere andre eventyr kostede mange penge. Christoffer udskrev nye skatter (hvilket han jo ikke måtte ifølge håndfæstningen). Flere af stormændene, bl.a. Ludvig Albrektsen af Eberstein, allierede sig med de holstenske grever og organiserer oprør i Jylland og på Fyn, og snart bredte det sig til Sjælland. I 1326 havde grev Gerhard af Holsten både Jylland og Fyn i sin magt. Christoffers søn, Erik, forsøgte et modangreb, men han måtte kapitulere ved Korsør og blev indsat som fange på Haderslevhus. Christoffer flygtede med resterne fra det kongelige skatkammer sammen med sin dronning Eufemia og sønnen Valdemar (Atterdag) til Nordtyskland. Christoffer optog et større lån og vendte tilbage til Danmark med en hær for at starte en opstand. Men ingen danskere sluttede sig til ham. I virkeligheden sendte grev Gerhard 3. den danske hær efter Christoffer, som endnu en gang måtte flygte.

De holstenske og danske stormænd valgte da den kun 11-årige hertug Valdemar af Slesvig til konge. På grund af hans alder blev hans morbroder, den magtfulde grev Gert (Gerhard 3. af Holsten-Rendsborg, 'Den kullede Greve') udnævnt til rigsforstander og formynder. Dertil blev han forlenet med hertugdømmet Sønderjylland 1326-1330.

I 1329 blev Danmark delt mellem flere stormænd. Det skabte dog nogen utilfredshed, at Danmark kom på udenlandske hænder, og grev Johann den Milde af Holsten-Plön foranledigede, at Christoffer vendte hjem, og han anerkendtes som konge i Skåne og på Sjælland. Der udbryder nu en konflikt mellem Danmarks to største kreditorer: grev Gerhard (med Fyn som len) og Johann 3. (med områderne øst for Storebælt som len). Christoffer tog Johanns parti, og i 1331 sejrede Gerhard i et slag på Kropp Hede lidt nord for Dannevirke. Christoffers søn Erik omkom 1331 efter et styrt fra hesten på flugten i Kiel, og Christoffers anden søn Otto toges i 1334 efter et tabt slag på Tap Hede ved Viborg til fange. Hele Danmark var nu på stormændenes hænder. For at få Danmark tilbage skulle der betales 200.000 mark sølv. Og det er kun for at få selve jorden, den samlede gæld var langt større. I Sakskøbing kom den afsatte konge ud for en holstener og en dansker, der sammen prøvede at ryge ham ud af det hus, hvor han havde søgt tilflugt. Som eneste udvej flygtede Christoffer op gennem skorstenen, som en omvendt julemand. Da hans søn Valdemar senere blev konge, aftvang han gerningsmændene en større oprejsning.[1]

Christoffer døde den 2. august 1332 på Lolland og begraves i Sorø Kirke. Christoffer var som nævnt gift med Eufemia, datter af Bogislaw 4. af Pommern-Wolgast. Sammen fik de døtrene Margrete, Agnes og Helvig. Derudover sønnerne Erik (Christoffers medkonge) og Otto (der uden held forsøgte at blive konge efter faderens død og at beholde hertugdømmet Lolland & Falster) og Valdemar. Danmark var da uden konge frem til 1340, hvor Christoffers yngste søn, Valdemar 4. Atterdag kom på tronen.

Foregående: tKongerækken tEfterfølgende:

Erik 6. Menved (1320) tValdemar 3. (1326)

Foregående: tKongerækken tEfterfølgende:

Valdemar 3. (1329) tValdemar 4. Atterdag efter 8 år uden konge (1332)

[redigér] Litteratur

* Aksel E. Christensen: Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden; Akademisk Forlag, 1976; ISBN 87-500-1663-6

* Kai Hørby: 'Velstands krise og tusind baghold. 1250-1400'; Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bd. 5; 1989; ISBN 87-89068-07-6

[redigér] Eksterne henvisninger

* Kr. Erslev: 'Fra Holstenervældens Tid i Danmark (1325-1340)' (Historisk Tidsskrift, Bd. 6, rk. 6; 1895)

* A. D. Jørgensen: 'Forliget af 11. Februar 1340' (Historisk Tidsskrift, Bd. 6, rk. 6; 1895)

* Knud Prange: 'Kongevalgene i 1320 og 1326' (Historie/Jyske Samlinger, Ny Rk, 5; 1959)

* Lexopen

[redigér] Referencer

1. Ove Røsbak: 'Margrete, Nordens dronning', forlaget Gyldendal, Oslo 2004.

Denne side blev senest ændret den 16. juli 2010 kl. 11:36.

--------------------

Christopher II of Denmark

From Wikipedia, the free encyclopedia

Christopher II (September 29, 1276 – August 2, 1332) was king of Denmark from 1320 to 1326 and again from 1329 until his death. He was son of Eric V. His name is connected with national disaster, as his rule ended in an almost total dissolution of the Danish state.

Biography

Being the brother of King Eric VI, Christopher was a possible heir to the throne. As a young man with the title of Duke of Estonia, he supported the politics of his brother. Among other things he arrested Archbishop Jens Grand in 1294. But later on he joined the opposition and went into exile at the death of Eric in 1319.

The magnates wanted a weak royal power, and Christopher was accepted as king in 1320; in return he signed a contractual haandfæstning, the first time this kind of document was used as a coronation charter. He received a 'bankrupt estate' in which entire regions of the kingdom were mortgaged to German and Danish magnates. The conditions of the charter were very hard, because they limited his ability to assess taxes, as well as demanded payments on the mortgages. Christopher could make no decision regarding the realm without the consent of the nobility and the bishops. The privileges of the nobility and the church were included in the charter and new ones were included. No bishop could be imprisoned, exiled, or fined without the pope's approval, no secular court could try any churchman, no church land or property could be taxed, the nobles could raise fees or rents on peasants, no noble could be forced to fight abroad or forced to pay to outfit soldiers to fight abroad, the king was required to ransom captured noblemen within a year, all taxes imposed since the reign of Valdemar Sejr on nobles or church were to be lifted, but the kingdom's debts were to be paid. This shift of power away from the king would last until 1660.[1]

Despite signing the charter, King Christopher ruled as if it did not exist. Since he could not tax the church or Danish nobles he levied disastrous taxes on the German territories and peasants.

During the next years Christopher tried to strengthen his position by reviving Erik’s policy of warfare against the duchies, counties, and cities of Northern Germany. This resulted in new mortgages and taxes, and very soon he was in conflict with both the church and the magnates. During a rebellion in 1326 he was overthrown by an alliance between Danish magnates and Holstein Count Gerhard III and Count Johann I of Holstein-Kiel (Count Johann I of Wagrien, son of Adolf IV of Holstein). Christopher was forced into abdication and exile, while the 12-year-old Duke Valdemar of Southern Jutland was made a king of Denmark under the regent, Count Gerhard. They forced the Valdemar in his coronation charter to separate southern Jutland from Denmark so that never again would the King of Denmark rule there. Knud Knudson Porse took Halland for himself for his services to Count Gerhard and Count Johann. The squabbling over who got which pieces of Denmark broke down the alliances which had forced Christopher out of the country.[2]

Until 1329 Christopher lived in exile, but a growing chaos in the 'magnates’ republic' of Denmark, and frictions between Gerhard and his cousin Count Johan of Plön, Christopher’s half-brother, gave him another chance. Suddenly, with the help of Henry of Mecklenburg, Christopher stood poised at Vordingborg with 2000 mounted German knights. Unfortunately for Christopher they allowed themselves to be surrounded and were forced to surrender. After a peasant uprising in Jutland which was crushed ruthlessly by Count Gerhard, the peasants in Skåne begged King Magnus IV of Sweden to rule them. He readily accepted and Denmark ceased to exist as a united kingdom.[3]

Christopher was restored as Danish king 1329–1330 by the co-operation of Count Johan, but this time he was reduced to the position of a puppet from the start. Most of his country was mortgaged, and he had no chance of holding real royal power. Jutland for example was mortgaged for 100,000 silver marks which had to be 'laid on the table all at once' or the mortgage was not redeemed. It was an enormous mortgage and imposible to pay. Count Gerhard took all of Jutland as his personal property. Count Johan did the same on Funen and Zealand. In 1331 Christopher attempted to use a conflict between Counts Gerhard and Johan by joining the latter which ended in a clear military defeat at Dannevirke. Under the terms of the settlement between the counts, Christopher was allowed to retain the title of king, but in reality had no power whatsoever. He was given a simple house at Sakskøbing on Falster, but even that was burned by German mercenaries. Christopher was imprisoned at Ålholm Castle on Lolland where he died a ruined and broken man the next year.[4]

Upon his death Denmark ceased being a formal kingdom, and for the next eight years it was subdued by various mortgagees to German military rule.

History's judgment of Christopher has been extremely hard, and he has often been regarded as a weak, unreliable and incapable tyrant— 'the king who mortgaged Denmark to the Germans'. He in many ways simply carried on the policy of his predecessor. The policy of mortgaging parts of Denmark was common practice by nobles and kings alike to raise money. It would be incorrect to call him a passive ruler; the power of the Danish and German high nobility and their co-operation with church establishment undermined his freedom of action.

[edit]Issue

With his wife, Euphemia of Pomerania, whom he wed in 1300;

Margrete (1305–1340); married Louis V, Duke of Bavaria

Erik (1307–1331)

Otto, Duke of Estonia (born c. 1310 - died aft 1347)

Agnes (d.1312); died young

Heilwig (born c. 1315)

Valdemar (1320–1375)

--------------------

http://en.wikipedia.org/wiki/Christopher_II_of_Denmark