Jørgen Pedersøn Lykke, til Hverringe og Overgaard

Til Hevring, Overgaard i Gjerlev herred, hvis hovedbygnin g han opførte, Bonderup i Rinds herred, Hessel i Gislum her red, Overgaard i Hindsted herred, som han fik 1564 af krone n, Bregenholm i Vrads herred. Han opholdt sig i sin ungdo m i Ungarn og tjente 1532 til ca. 1543 den franske Konge, hvis Råd og Kammerherr e han var. Han brugtes ofte diplomatiske sendelser til si t fædreland og havde efter faderen Keirup og Ladby i pant t il 1548. I tiden 1541-49 ligeledes Nyslot og 1542 Sirkøbing , som han 1547 fik tilskødet, men solgte til Tage Thott. Han var 1544 Rigsråd og sendebud til Sverige o g 1547-52 Lehnsmand på Skanderborg. 1548-84 på Mariager Klo ster og deltog 1548 i frøken Annas Brudetog til Sachen. 155 1 var han sendebud til Keiseren og 1552 øverste Kjøgemeste r ved Kroningen og Ridder. 1559-60 forlehnet med Hindsted Herred og 1561-63 me d Horns herred i Jylland og 1563-83 med Gislum herred. 156 1 var han Gesandt til Kong Carls Kroning i Frankrig og 1563 sendebu d til Polen. Samme år optræder han som Proviantmester i Jyl land og en af de fire Råder, som skulle føre tilsyn med den ne landsdel. 1564 en af de Greven af Schwarzburg tilforordn ede kommissærer siden 'Løitnant' hos Marsken Hr. Otto Krumpen. 1565 sendebu d til Spanien og 1577 til Schlesien. I Gislum herred nedrev han Svingelbjerg kirke og delte sogn et, så Svoldrup kom under Vognsild, Søkbæk kom til Ullits o g Svingelbjerg til Vesterbølle sogn. Præsten i Ullits var o gså præst i Svingelbjerg og han skædtes meget ud på Jørgen L ykke i sine prædikener. Til sidst blev det Jørgen Lykke for meget, så h an indledte en proces, som præsten dog 'undslap' i første o mgang ved at love bod og bedring. Det holdt dog ikke længe , så Lykke indledte igen en proces efter hvilken præsten bl ev 'dømt fra sit hoved'. Præsten blev halshugget midtvejs mellem begge kirker på vejen i heden mellem Ullits og Fovlum. Han var 'Danmarks sidste Ridder'

Vesterbølle sogn: Derudi er beliggende Lerkenfeldt som i forrige tider var en bondegård og kaldtes Bunderup, indtil Anno 1570, da Hr. Jørgen Lykke til Overgård, Danmarks riges råd og lensmand på Mariager kloster, der lod bygge en herregård af de tvende bondegårde, Bunderup og Kokholm. Dog beholdt gården det navn Bunderup indtil Peder Lærke lod den omkalde efter sit navn. Til denne herregårds bygnings hjælp, lod Jørgen Lykke nedbryde Svingelbjerg kirke, og ses kirkegårdsstenene endnu ved siderne i gravene. Til Svingelbjerg kirke lå da Svoldrup og Søkbæk, hvoraf Søkbæk blev lagt til Ullits, Svoldrup til Vognsild, og Svingelbjerg til Vesterbølle sogn, men som Ullits præst var og præst til Svingelbjerg Anno 1555, sêa skældte samme præst i sine prædikener meget på Jørgen Lykke og kaldte hannem en Gudshusets forstyrrer, tyran etc. Hvorfor Jørgen Lykke påførte ham proces, og da præsten reverserede sig til ordning, holdt han det dog ikke, hvorfor Jørgen Lykke påførte ham ny proces, og lod hannem dømme fra hans hoved, hvilken dom og på ham blev eksekveret, og blev han halshugget midt imellem begge sine kirker på vejen i heden imellem Ullits og Foulum, hvor stedet endnu kendes på denne dag 1738, da jeg skrev dette. /Jørgen Lykke døde på Overgård 1584, og blev begravet i sammesteds sogns kirke den 6 Februar.

Ellers fortælles en historie, som gav Jørgen Lykke anledning til at bygge denne herregård, at den bonde, som boede i Kokholm klagede den i Bunderup for ham, at han var så mægtig og ville undertrykke ham, med at tage i hus for ham og deslige, og lagde dette dertil. At det var et herresæde han boede på, hvorpå Jørgen Lykke tog dette nærmere til eftertanke, og byggede som meldt er, da han først havde beset lejligheden, dette herresæde, og lagde dertil både Bunderup og Kokholm ejendom. Men som han syntes, at dette ikke var nok, tog han en del eng fra Vesterbølle og lagde dertil, men som han med magt eller vilje ikke kunne få præstens, brugte han sådan politik. Hans foged dertil undervist, besøgte præster, hvor han blev vel trakteret, og da som til en gentjeneste, bad han præsten en dag med sine vogne at køre ad Limskov og der hugge sig noget træ, som og skete. Da Jørgen Lykke passede ham op og tog hannem med sine vogne, hvorpå da præsten måtte afstå de enge han begærede. Man ser af disse historier, at Jørgen Lykke ikke altid fortjente den ros, som P. Resen 1 tome 7 Histori side 338 og flere udenrigs skribenter hannem påligger. Man ser endog heraf, at Guds domme blive ej ude, og at uretfærdigt gods når ikke over tredie arving, thi Jørgen Lykkes datter fik Valdemar Parsberg, og hans datter fik Valdemar Då, som gik i armod og formedelst alkymisme, som han brugte, i tanke at ville finde lapis philosophorum, blev ødelagt, så at både Lerkenfeldt og Borreby i Sjælland ginge bort i gæld. Lerkenfeldt blev igen indløst af Peder Lærke som var en præste søn af Fyn, og var justitsråd og landsdommer her i Jylland. Han samlede der en stor del gods til igen (par fas & nefas), og var han bekendt for en voldsmand i hans tid. Han, som havde ingen ægte børn, gjorde Lerkenfeldt til et stamhus Anno ? og testamenterede den til gehejmeråd, Vintzents Lærke i København, som var hannem beslægtet. Han overdrog den igen til sin søn, Christen Lærke, Anno 1736. Om den endnu skal komme over 3die arving i denne slægt, vil tiden lære / jeg tviler der meget på/. Det fortælles ellers at forbenævnte Jørgen Lykke og Bjørn Andersen, som boede på Bjørnsholm, ej vel spændte sammen, og som Bjørn først døde, og J. Lykke havde bygget sin lade på Bunderup, over vejen, som Bjørn plejede at køre, når han drog øster på, og han da og kørte der efter hans død, rev han en nat laden ned, hvorpå J. Lykke befalede sine hovmænd at passe på en nat, at skyde Bjørn. Disse, enten de ej turde skyde til denne grumme færd, eller og de virkelig skød efter ham, så bed det dog vel ej meget på ham. Sagde derfor J. Lykke, at de ej kunne ramme ham, måtte da J. Lykke flytte sin lade bedre. Jørgen Lykke døde 1584 og begravet i kirken ved Overgård. (Se side 77).

I forrige tider var fiskeriet ved Lerkenfeldt så godt, at i Valdemar Då`s tid kunne deraf sælges årlig for 400 Rd. Da det nu er så ringe, at det næppelig kan lønne og koste en fisker.

Det er ellers at agte, at gården beholdt det navn Bunderup indtil Anno 1681, da Peder Lærke lod den kalde efter sig Lerkenfeldt. Østen for gården er beliggende Lerkenfeldts Mølle, som tilforn kaldtes Bro Mølle, hvilken mølle i forrige tider har ligget et stykke østen for, som den nu ligger, og da haft sit mølle af den bro, som der lå straks østen for, Gammel Bunderup bro kaldet. Samme bro var i fordum tid gjort afhugne sten og hvalt med 2de hvælvinger, som forlængst var nedfalden og bleven øde, og siden igen en træbro sat i stedet. Jeg optog selv i året 1737 en del hugne sten af grundvolden deraf, som var satte i kalk, og fandt jeg der nede nu en sten af hvælvingen. Denne træbro blev øde, siden broen ved Lerkenfeldt blev bygget. Dog stod den endnu i de åringer 1670 omtrent.