Hun fortsatte efter mandens død såvel tømmerhandlen som skibsværftets drift med stort udbytte, thi da hendes bo var opgjort, udviste det et overskud på 188.722 Rdlr., der tilfaldt hendes moder og 3 halvbrødre, Dr. med. Henrik Rosted i Kongsberg, Kancellist i adminiralitet, senere kontorchef og justitsråd., Chr. Ludvig Rosted og Anton Nebbe Rosted. Til at lede tømmerhandlen havde hun krigsråd Joach. Andr. Stub, der allerede i agentens tid havde været i forretningen og som sønnen ved kontrakt 18. april 1796 havde optaget som kompagnon i denne, d.v.s. han var, da han ikke havde indskudt nogen kapital, ikke egentlig interessent, men havde pro cura til at underskrive 'iubetydelige løbende tilfælde' og var iøvrigt overopsynsmand med en gage på 1000 Rdlr. årlig, 10 favne brænde og fri bolig samt en sikret pension på 500 Rdlr., fri bolig og brændsel. Skibsbygnings- og kjølhalingsværftet forestodes af kaptajn Jeppe Nissen Kjær som ekvipagemester og opsynsbetjent. Også han havde fungeret i hendes ægtefælles tid og hun knyttese ham til forretningen ved kontrakt af 30. maj 1797, ifølge hvilken han skulle oppebære en årlig løn af 500 Rdlr. samt fri beboelse på tømmerpladsen. Hendes håndskrift,der oftere forekommer som underskrift på dokumenter, nu henliggende i hendes bopakke, er smuk, fast, øvet og forretningsmæssig og kunne tyde på en stærk karakter. Man får herved - både ved underskriftens forekomst på forretningspapirer og ved dens øvethed - bevis for, at hun trods sin meget unge alder personlig tog del i forretningen. Også på andre områder ses hun i sin korte levetid at habe været initiativrig og virksom, således lod hun på sit landsted, Kildevæld, opføre etgrundmuret vadske- og rullehus samt et do. drivhus. Året efter hendes død lod moderen, enkefru Rosted, anbringe en meget smuk af Wiedewelt i italiensk marmor hugget sarkrofag foran Andreas Bodenhoffs monument, hvortil den harmonisk sluttersig, og senere er der ved hver ende af sarkrofagen sat en kvindelig marmorstatue i legemsstørrelse. Om disse også er af Wiederwelt, vides ikke, de er mærkværdig udtryksløse og deres symbolik uklar. På sarkrofagen er følgende indskrift: 'Her under hviler Støvet af Giertrud Birgitte Rosted, som blev født d. 8. Jan. 1779, blev A. Bodenhoffs Brud d. 6. Jan. 1796, hans Enke d. 4. Junii samme Aar,døde d. 18. Julii 1798. Hiertets Uskyld og Godhed straalede frem giennem hvert hendesTræk, med favreste jomfruelige Ynde foreened hun Danequindens modne Hædersværd, saaledes elskelig, hæderlig, Mønster i Formuens velgiørende Brug, i Kiønnets, i Menneskets huldeste Dyder leved hun elsket, hædret, lykkelig, døde ak i sit Livs, sin Elskeligheds skiønneste Blomster, savnet, begrædt'. Som vidnesbyrd om, at det billede, der her gives efterverdenen af den afdøde, ikke blot er fremmanet ved en kærlig Moders Opfattelse af ait eneste barn, skal her meddeles et inseratfra Berlingske Yidende 1798 Nr. 59. Trods sin forfærdelige skruethed og ubehjælpsomhed er beundringen umiskendelig, og den 'langtfra ikke værdige Skildrer' fortæller just som sarkrofagens indskrift, at Giertrud Birgitte Rosted var en ualmindelig velbegavet, udviklet, fin og god kvinde, et af de få mennesker, der ved sin død efterlader sig i livet en stor tom plads. Inseratet er således: ' I Anledning af Madame G.B.Bodenhoffs Død. - Læser! har nogensinde Armods, Trængsels haarde Skjebne prøvet Dig og har et sjeldent medlidenhedsfuldt Hjerte opreist Dit dybtfaldne Mod, da kan Du med mig føle min næsten sandseløse og efter opvakt Følelse gyselige som i evigt skummelt Mørke henslengt haarde Skjebne ved Tordentrudslets skrækkelige Bud: - Madame Bodenhoff er død. - Hun, levende, lod mig som lidende efter givet Løvte om stedse at erholde Beviser for min Værd til hendes Hjelp ej længe, uagtet fremmet, vente blidgjørende Svar. Med en ædel menneskekjærlighedsfuld Værdighed viste hun, at Trang ej betager et Menneske sin Agtelse, ved stedse at fjerne ethvert fremmet Øjenvidne fra hendes Goddædigheds Offer og at lade den i hendes Barm hvilende udtryksfulde Ømhed udflyde af hendes opmuntringsfulde Læber, der forherligedes ved hendes ligesaa blidhedsfulde Anstand. Ej heller lod hun, den deeltagelsesfulde Yderinde, ½ Aars fraværelse ophæve Mindet om min, hendes Velgjerningers Nyders, kummerfulde Skjebne, da jeg af Undseelse for længere at paatrænge det vennehulde Hjerte bortnede mig fra den inderlig Gode. Taknemmelighedspligt fordrede da den af hendes Veldægtigheds langt fra ikke værdige Skildrer til at lægge sin Erkjendtlighed for Dagen. A.N.' (Gravstedet med monument og hele molivitten kan stadig ses på Assistents kirkegård i København, det er beliggend omtrent i hjørnet Nørrebrogade - Kapelvej.Jeg så den sidst i 1999 (se foto Andreas Bodenhoff hendes mand.)) Ifølge familietraditionen skal hun være bleven begravet som skindød, men atter være vågnet op til livet, da en graverkarl, der havde åbnet graven for at plyndre liget for de medbragte smykker, huggede en finger af hende for at komme i besiddelse af en kostbar ring, der sad så fast, at den ikke kunne fås på anden måde. Hun skal da have tigget, bedt og udlovet en stor belønning for sit liv, men han turde ikke lade hende leve og dræbte hende ved med sin økse at kløve hendes pande. Efter en version skal han, der sammen med flere andre graverkarle nogle år efter først for ligplyndring var bleven dømt til flere års tugthusarbejde og dernæst for overfald i fængslet på en opsynsmand til døden, før henrettelsen have lettet sin samvittighed ved at bekende denneudåd, der stadig havde pint ham, medens efter en anden beretning, det først var, da han som en gammel mand lå for døden på Frederiks Hospital, at han plaget af samvittighedsnag fremkom med tilståelsen til en tilkaldt præst. - Trods megen søgen er der intet fundet til støtte for denne traditions rigtighed, og der er kun ringe sandsynlighed for, at den formentlige skindødes moder, der efter alt foreliggende tilbad datteren, skulle have ladet hende begrave 5. dagen efter dødsfaldet, hvis der ikke havde været umiskendelige tegn på, at døden virkelig var indtrådt; det skal endvidere bemærkes at dødsfaldet indtraf midt om sommeren, hvor det umuligt kunne undlade at vække opmærksomhed, hvis der ikke fandtes de almindelige tegn på opløsning. (Historien er at læse i en bog fra 1954 af Viggo Starcke 'Giertrud Birgitte Bodenhoff´s Mysterium') Han fik sågar tilladelse til at åbne graven d. 9. Jan. 1953, der blev foretaget undersøgelser af skelettet på retsmedisinsk institut, hvorefter man d. 23. Maj samme år nedsatte de jordiske rester af damen i gravkammeret på Assistents kirkegård) Det skal tilføjes at man ikke fandt noget bevis for ovenstående historie, men at der fandt gravrøverier sted på
ldene, er sikkert og vist. Hun var datter af amtsforvalter i Roskilde Justitsråd Berthel Michael Rosted (f. ca. 1729 død 4. aug. 1785 i Roskilde og hustru Sidsel (Cecilie) Margrethe Rohde, f. 29. aug 1743 på Christianshavn og d. 13. april 1884 i København. Var datter af Vinhandler Rasmus Rohde og hustru Giertrud Lentz og således søster til agent Bodenhoffs 2. hustru. Da hun ved datterens død arvede det halve af dennes store formue, blev hun en rig dame, der førte stort hus og holdt tjenerskab, bestående af husjomfru, kokke- og stuepige samt tjener og kusk. Med datterens penge skal hun imidlertid også have overtaget i hvert fald nogle af dennes forpligtigelser, således skal hun have sørget for Owan Bodenhoffs opdragelse, indtil han ved forældrenes død arvede deres i overformynderiet stående kapital. Hendes bo udviste efter opgørelsen en beholdning på 120.588 Rdlr.. Sedler og tegn, over hvilken hun havde disponeret ved testamente af 28. feb. 1818. Af bestemmelserne i detteskal nævnes, at der til Owan Bodenhoffs børn til lige deling efter forædrenes død var fastsat en sum på 10.000 Rdlr. Rasmus Bodenhoffs 3 sønner, der var blandt universalarvingerne, -- alle descendenter ad hendes 2 afdøde søstre, : Mechtilde Cathrine, gift Bodenhoff, og Marie Sophie, gift Ammitzbøll, -- arvede hver 5.000 Rdlr. sølv, hvoraf renten skulle benyttes i det angivne øjemed. Af det aarligt overskydende beløb skulle den ene halvdel lægges til kapitalen for i påkommende
en anden tilfalde Nicolai sogns fattige.
