Knud Danaást (ofte blot Knud Danaast) eller Knud Gormsen var ældste søn af Gorm den Gamle og Thyra Danebod og hans yngre brødre var Harald og Toke. Tilnavnet danaást betød 'elsket af danerne' (norrønt åst betød 'kærlighed'). Foruden den hengivenhed, der ligger i tilnavnet, så fortælles der om hans fremtoning og karakter, at han var lyshåret samt venlig af sind.
Knud blev gjort til medkonge af Danmark i 947 sammen med sin far Gorm, og fungerede som sådan frem til sin død i 962.
Ifølge Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum blev Knud gift med Tove i foråret 962. Hun fødte siden sønnen Sven i påsken 963 seks måneder efter at Knud Danaást var faldet i et slag i Irland i oktober 962. Sønnen blev efterfølgende betragtet som broderen Haralds barn, eftersom Tove havde giftet sig med Harald inden barnets fødsel.
Der er blevet fremført formodning fra fleres side, at skelettet i kammergraven i Jelling Kirke faktisk er de jordiske rester af Knud Danaást.
Knud blev ifølge oplysningerne i forskellige sagaer dræbt under et vikingetogt til Irland. Sammen med sin bror Harald skal han have belejret Dublin. En aften han morede sig i våbenleg med sine mænd blev han dødeligt ramt af en pil fra en irsk bueskytte. Som sit sidste ønske bad han angiveligt sine mænd om at fortsætte legene som om ingenting var sket, så irerne ikke skulle forstå, at deres anfører var død, og dermed få indtryk af, at belejrerne var svækket. Dødsbudskabet nåede Thyra i Jelling, men hun turde først intet sige, for Gorm skal ifølge sagnet have svoret, at han ville slå den ihjel, som overbragte ham budskabet om Knuds død. I stedet for at sige noget hængte Thyra først sorte klæder for vinduerne og klædte sig i en gammel sæk. Da Gorm spurgte hende, om hun meldte ham Knuds død, svarede hun 'Det melder du og ikke jeg.' Tabet af sønnen fratog Gorm den sidste livsgnist, så Thyra, ifølge Saxo, 'fulgte dem begge til graven med de samme tårer'. I Saxos version sad Thyra tilbage som enke; men det passer ikke med de historiske fund. Thyra må være død før Gorm, for som enkemand rejste han den lille Jellingsten til minde om hende.
I en mere samtidig kilde gengives overbringelsen af dødsbudskabet anderledes. Der er i denne version stadig ingen, der tør sige direkte til kong Gorm, hvad der er sket med hans søn, men ellers er det her ikke Knuds mor Thyra / Thorvi men derimod hans unge enke dronning Tove / Tófa, der ved at optræde iklædt sørgetøj får gjort kong Gorm opmærksom på tabet af hans ældste søn.
Knuds ældste søn, om hvilken vi ikke kender moderens navn, hed Harald, men blev kaldt Guldharald.
Denne søn kom senere i et modsætningsforhold til sin farbror Harald Blåtand, og det endte med at koste sønnen livet.
