Skeel, Christen (Albertsen), 1603-59, til Fussingø, Rigsraad,
Søn af Rigsadmiral Albert Skeel (d. 1639), er født paa Riberhus 27. Juli 1603. Han blev en Del af sin
Barndom opdraget hos sin Farmoder, Margrethe Brahe, paa Fussingø og sendtes senere, 1619, til Tyskland, hvor han studerede ved Universitetet i Giessen og navnlig ved Akademiet i Tübingen.
1623 kom han tilbage til Danmark, men rejste s. A. atter ud, nu til Nederlandene, England, Frankrig og Italien, hvor han 1626 immatrikuleredes ved Universitetet i Padua. Efter sin Hjemkomst til Fædrelandet 1627 gjorde han Tjeneste i Hoffanen, uden dog, som det synes, at være bleven egentlig Hofjunker, var med i Kansleren Christian Friis' Følge ved hans Sendelse til Sverige i Vinteren 1627– 28 og ligeledes Page hos Fredskommissærerne i Lybek 1629.
12. Sept. 1630 ægtede han i Odense Birgitte Rud, Datter af Corfits R. til Fuglsang (XIV, 396). 2 Aar efter blev han Lieutenant ved den jyske Rostjeneste, men først 1638 begyndte hans politiske Virksomhed, i det han da blev valgt til sjællandsk Landkommissær, hvilken Stilling han beklædte i de følgende Aar og fik stadfæstet i dens ny Form 1645. 25. Maj s. A. mistede han sin Hustru og forblev Enkemand, indtil han 28. Okt. 1649 holdt Bryllup paa Vallø med Margrethe Lunge, Datter af
Rigsmarsken Jørgen L. (X, 472) og Enke efter Mogens Bille.
I Juni 1649 var han bleven Medlem af Rigsraadet, og som saadan har han efterladt et mærkeligt Bidrag til Tidens Historie, i det han ved Siden af den officielle Protokol, det var paalagt ham at føre over Propositionerne til Rigsraadet og dettes Indlæg, forfattede en Dagbog over Forhandlingerne i Raadet, der giver særdeles vigtige Oplysninger. Det er ogsaa af den og andre Kilder muligt at danne sig en nogenlunde klar Forestilling om hans Stilling til de betydeligste Spørgsmaal og om hans Anskuelser og Karakter i det hele. En varmtfølende og personlig offerberedvillig Patriot, en til Ængstelighed forsigtig Statsmand, tilbøjelig til visse smaa Reformer, men i alle større baade politiske og sociale Spørgsmaal strængt konservativ, mere egnet til at give sig sine pessimistiske Stemninger i Vold end til at gribe ind med daadkraftig Handling, kort sagt en Mand, skabt til at vække Sympathi, men ikke i Stand til at være Leder under de vanskelige Forhold, det er det Billede, som frembyder sig af C. S.
Meget træffende fremhævede Hans Svane i Ligprædikenen over ham Ligheden mellem ham og Christian Thomesen Sehested. Tro imod sin Fortid var han en Modstander af Anders Billes Plan om at ophæve Landkommissariatsinstitutionen, men kunde gaa sammen med Rigsmarsken imod Hannibal Sehesteds Bestræbelser for at opnaa en selvstændig Stilling for sig og Norge. Villig til selv at ofre sin Accisefrihed var han imod en Konsumtionsskat som skikket til at volde Misfornøjelse.
Forbitret over Hannibal Sehesteds og Corfits Ulfeldts Egennytte var han stemt for deres Fald, men paa en saa lemfældig Maade som muligt. Forudseende en Krig var han ivrig for Besparelser og for Indøvelse af Militsen, men imod en større hvervet Hær og navnlig ængstelig for enhver Handling, der kunde udfordre Sverige. Hovedsagen var dog, at han maatte komme i bestemt Opposition til Kongen og hans Raadgivere, fordi han i enhver Henseende vilde opretholde den bestaaende Forfatning; kun i
Hævdelsen af Rigsraadets gamle Stilling saa han Muligheden for Danmarks Frelse. Det viste sig allerede 1650 ved Spørgsmaalet om Prins Christians Arveret til Norge, og det kom i hans sidste Aar
til at vise sig endnu i langt højere Grad. Det er ogsaa først i disse sidste Aar, at han, der 1650 havde faaet Tryggevælde Len og s. A. havde været sendt til Bornholm for at undersøge Ebbe Ulfeldts Lensstyrelse, 1652 havde været til Herredag i Bergen, 1653: var bleven udnævnt til Generalkommissær og 1656 havde ledsaget Kongen til Norge, kom til at spille en større Rolle.
Han havde gjort sit baade 1656 og 1657 for at modstaa Kongens Tilbøjelighed til Krig, og Begivenhederne gave snart hans Modstand Ret. I høj Grad kom han ogsaa personlig til at føle
Ulykkerne, ikke alene ved at hans jyske Godser bleve besatte af Fjenden, men ogsaa ved de Hverv, der bleve ham overdragne. Paa Odensemødet i Febr. 1657 var han bleven en af de Kommissarier,
der skulde have det vanskelige Tilsyn med de vedtagne Bevillinger, og i Juli blev han tillige Medlem af det staaende Rigsraadsudvalg, der ikke alene skulde sørge for hele Udrustningen, men som en Slags kollegial Institution lede hele Forvaltningen, Denne Virksomhed blev overordentlig byrdefuld paa Grund af den store Pengemangel og de Lidelser, som Riget kom til at udstaa, og hans og hans Fællers Indlæg fra den følgende Tid bleve til en Række Fortvivlelsens Udbrud.
Ulykkeligvis havde han desuagtet ikke tilstrækkelig Følelsen af den truende Fare; i Jan. 1658 var det ham, som gav Ordre til, at Bøndernes Strandvagter maatte trækkes bort fra Laalands Kyst, hvorved Svenskernes Angreb paa de sydlige Øer i alt Fald lettedes. Umiddelbart efter overdroges det ham og
Joachim Gersdorff at standse Carl Gustavs Fremmarche ved Fredstilbud. Saaledes kom han til at deltage i de sørgelige Forhandlinger, først i Vordingborg, senere i Taastrup og endelig i Roskilde, der endte med Freden i denne By 26. Febr. 1658.
Et halvt Aar efter var Freden brudt, og atter blev det C. S., der sammen med Mogens Høg, 7. Aug., sendtes ud for at forsøge at standse Carl Gustav ved Fredsforhandlinger. De traf ham i Ringsted og mødte ogsaa her deres gamle Fælle og Modstander Hannibal Sehested, men udrettede, som bekjendt, intet, hørte kun Beskyldningerne slyngede ud af Svenskekongen mod Frederik III og Grev Schlippenbachs haanende Ord om det ligegyldige i Kongens Navn. Han kom tilbage til Kjøbenhavn for at gjennemleve en Del af Belejringens Tid.
Man faar af de forholdsvis faa Optegnelser i hans Dagbog fra denne Tid mere Indtrykket af Blik for Forholdenes uheldige Sider end af Glæde over den Modstand, det i sidste Øjeblik havde været muligt at rejse imod Fjenden; men det maa herved erindres, at han allerede fra Begyndelsen af 1658 havde været sygelig. Hvad der dog mest formørkede hans Sind, var Udviklingen af de indre politiske Forhold. Allerede tidligere havde han maaske i højere Grad end nogen anden lidt ved Rigsraadets Tilsidesættelse og Afmagt, ved Kongens fremmede Raadgivere, de forskjellige Krænkelser af den gjældende Forfatning og af Adelens Privilegier, ved det, som han kaldte det meget ny, som begynder i Danmark og Norge. Og under Belejringen følte han, hvorledes alt dette udviklede sig. 6. Nov. 1658 var det sidste Gang, at han deltog i et Rigsraadsmøde; han var syg og maatte holde sig inde.
Men 24. Nov. samlede han sig til en Skrivelse til sine Embedsbrødre, hvori han i varmtfølte Ord skildrede den ulykkelige indre Tilstand og den Forsmædelse, som det var for Raadet at blive tilsidesat af de fremmede; han opfordrede dem til et sidste kraftigt Indlæg til Kongen derimod. Opfordringen blev ikke fulgt. Da bestemte han sig til at fri sin Samvittighed. I Febr. 1659 dikterede han sin lille Søn Mogens en Skrivelse til Kongen, hvori han anmodede denne om Afsked fra sin Rigsraadsstilling,
men tillige sagde ham drøje Ord om hans Foragt for Raadet og den danske Nation og Tillid til de fremmede, der krænkede Loven og vilde blive Kongen og alle Undersaatter til Ødelæggelse.
Om Skrivelsen er kommet Kongen i Hænde, vides ikke. Men hans Sygdom tog Overhaand, og 30. Marts 1659 døde han. Ved hans Bisættelse i Helligaandskirken holdtes den meget rosende Tale af Biskoppen Hans Svane. Hans Hustru var allerede død 7. Okt. 1653.
C. S. hørte til Landets mest velstaaende Adelsmænd og ejede en betydelig Mængde Godser, især Fussingø og Holbækgaard, som han havde arvet efter sin Fader, samt Odden, som han havde faaet ved sit andet Ægteskab, alle i Jylland, end videre Gjelskov paa Fyn og Vallø, som han havde faaet dels ved sit første Ægteskab, dels ved Kjøb, og Gammel Kjøgegaard, som han havde tilkjøbt sig, paa Sjælland. Han havde megen Interesse for sine Godsers Drift og udvidede dem ved Tilkjøb. Foruden andre Legater stiftede han det Skeelske Stipendium for studerende ved Universitetet.
Bricka og Gjellerup, Den danske Adel I, 295 ff.
Danske Mag. 3. R. IV.
V. S. Skeel, Fam. Skeel S. 185 ff.; Suppl. S. 53 ff.
Carlsen, Efterr. om Gammelkjøgegaard I, 158 ff.
Suhms Nye Saml. I, 299 ff.
