Johan Vibe (10. september 1748 på Bragenæs ved Drammen-1782 i København) var en norskfødt digter, der tilhørte den danske adelsslægt Vibe. Han var en ældre broder til generalkrigskommissær Ditlev Vibe.
Han blev student 1766, vistnok som privatist, og skal have lagt sig noget efter ræsk; en tabt Oversættelse af «Anakreon» roses meget af Knud Lyhne Rahbek, en Oversættelse af «Pythagoras' gyldne Vers» er endnu bevaret. V.s Liv er meget lidet kjendt. En Tid var han Huslærer paa Faaberg Præstegaard i Gudbrandsdalen hos den senere biskop O. Irgens, senere møde vi ham i Kjøbenhavn som en af Hovedmændene i Det Norske Selskab, hvor han i dets første Tid var Sekretær, og som en af dettes Digtere. Bekjendte ere hans to Viser: «Den, Skaberen skjænkte en oplyst Forstand» og hans Afskedsvise til det norske Selskab. De vidne afgjort om Talent. Ligesom et Par af Wessels Brødre modtog V., uvist i hvilket Aar, en Ansættelse som landmåler og fik som saadan beskæftigelse i Fyn. I 1778 blev han Kammersekretær, og i samme Aar opførtes paa Det Kongelige Teater hans skuespil «De nysgjerrige Mandfolk», der, efter Overskous vudering, skal have været fremkaldt ved enkedronning Juliane Maries Ønske om en Pendant til «De nysgjerrige Fruentimmer». Stykket, der ansaas for at have sine gode Egenskaber, blev først trykt efter forfatterens død. Vibe døde allerede i sit 34. Aar i Kjøbenhavn i Marts 1782. Efter traditionen skal han have været en elskværdig Kammerat, men tillige have ført et letsindigt Liv; hans Viser tyde paa et vist Tungsind midt under Lystigheden. Et Par af hans norske frænder i det nittende Aarhundrede have røbet et vistnok med ham nær beslægtet talent. – Længe efter V.s Død fremkom (Geneal. og biogr. Archiv S. 97) en Beretning om, at han havde været «Privatsekretær» hos Ove Høegh-Guldberg. Dette tør være saare tvivlsomt; det er lidet sandsynligt, at G., om han for øvrigt har holdt «Privatsekretær», dertil skulde have valgt en ung nordmand, hvis hele Personlighed og åndsretning var saa grundig forskjellig fra hans egen som Vibes. Anekdoten om, at slutstrofen af den nævnte sang «Den, Skaberen» osv. oprindelig skulle have været improviseret under en samtale med Guldberg, er også alt andet end sandsynlig.
