Ole Worm

Ole Worm (13. maj 1588 – 31. august 1654) var en dansk (læge, oldtidsforsker) og polyhistor (en betegnelse for en person med viden i mange fag). Han var født i Aarhus, studerede medicin ved flere europæiske universiteter og praktiserede en periode som læge i England.
I 1613 blev han udnævnt til professor ved Københavns Universitet først som pædagogicus, der var den laveste rang, men efterhånden avancerede han til han i 1624 blev professor i medicin. Det var han til sin død. Han var i flere perioder også universitetets rektor.

Ole Worm var en engageret oldtidsforsker og udgav i 1643 Monumenta Danica, en samling billeder af runesten og runeindskrifter. Han opbyggede et stort museum, Museum Wormianum. Hovedparten af samlingen var fra mineral-, plante- og dyreriget, men der var også antikviteter, kunstgenstande og etnografika. Efter hans død indgik samlingen i Kongens Kunstkammer. Se også Guldhornene. En del af Worms samling kan i dag ses på Geologisk Museum.

Worm overså ikke, at Norge kunne være en kilde til information om fortiden. Sommeren 1626 rejste studenten Jon Skonvig på opdrag af Worm rundt i Bergen Stift for at registrere lokale fortidsminder. Blandt andet kom han under sit ophold i Jølster på sporet af Audun Hugleiksson (Se http://da.wikipedia.org/wiki/Audun_Hugleiksson) og beskrev ruinerne af Auduns slot som 'en Steenhob'.

I 1622 fik han udvirket et missiv, som påbød bisperne at indsamle indberetninger om oldsager og historiske beretninger rundt omkring fra Danmarks stifter. Disse indberetninger udgør en af de første samlinger af arkæologisk og topografisk og lokalhistorisk viden om Danmark.

Han virkede gennem alle årene som læge i København for alle, fra kongehuset til de fattigste. Under flere pestepidemier blev han i byen for at pleje sine patienter. Worm oplevede mindst fem udbrud af pest i København. Først i 1625 kom en lovgivning om forholdsregler ved pestudbrud. I det ene mistede han en datter, i et andet sin første kone, Dorothea Fincke, sin far, sin søster og sin svoger Caspar Bartholin. I en senere epidemi mistede han sin anden kone, Susanne Madsdatter, skønt han for en sikkerheds skyld havde sendt hende på landet. Som han skrev, han havde 'mistet min eneste Trøst i dette elendige Liv, min højtelskede Hustru'. Selv døde han i epidemien der brød ud i København i februar 1654. Den havde taget livet af en tredjedel af befolkningen på Bornholm i efteråret 1653, og nævnes den 24. februar 1654 for første gang i København da Karen Lauritzdatter fra Ebeltoft døde af pest 20 år gammel. Til midten af maj blev 'den store P' for 'død af pest' kun brugt nogle få gange, men så tog sygdommen til og rasede heftigt til ud på efteråret. Da var også Worm død. Til sin søn Willum skrev han 22. juli 1654 om sygdommen, at den var 'heftig', dræbte i løbet af fire dage, og at sygdomsforløbet indebar mathed, kuldegysninger, bylder og til sidst sorte og gustne pletter i huden.
Kilde: Wikipedia.org
Se også: http://geologi.snm.ku.dk/udstillinger/de_saereste_ting/