Fra Pol.reg.blade, udfærd. 15 aug 1922: Dansk Undersaat
Adresser:
15-8-1922: Fra Schweiz til Borups Allé 212, 1. hos Andersen
1-5-1923: Frameldt
20-6-1923: Glentevej 9, 3.
21-9-1923: Nordre Fasanvej 240, 1. th.
21 sep 1938: Elmelundsvej 9 (Hvor?)
Kilde: http://www.politietsregisterblade.dk/index.php?option=com_sfup&controller=politregisterblade&task=viewRegisterblad&id=2474220&searchname=polit_simple
Otto Scheibelein var nazist, og er under 2. verdenskrig (ifølge politiets registre på Rigsarkivet), ofte set frekventere tyskere i uniform, også i Otto's lejlighed. Disse dokumenter er ikke tilgængelige for offentligheden.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Nedenstående må utvivlsomt være Wilhelm Anton Scheibelein, hvem han så var. Måske Otto´s bedstefar?
Se også http://www.eremit.dk/ebog/orig2/orig2.html om Wilhelm
På http://www.erindringer.dk/erindringer/0955.pdf beskriver en kvinde (Valborg Christophersen) fra Krystalgadekvarteret på side 5 en original der kaldte sig Scheibelein. Hun skriver: 'Han hørte til blandt de såkaldte fattiglemmer, der hver morgen rykkede ud fra Ladegården på Åboulevarden. De skulle feje gaderne efter torvetid. De gik med kosten på skulderen som et gevær. Scheibelein var en høj flot mand, som gik med træsko, og med soldaterhue og medaljer på brystet.'
Her mere, fra 'Originaler i det gamle København':
Wilhelm Anton Scheibelein
Han var en ret høj, ranglet fyr. Han var altid prober og skinnende og havde et renpudset ydre. Han gik med rød og violet farvede strømper og en sort jakke. Denne var prydret med krigsmedaljer og en række foreningsemblemer. Han gik med hvidt halstørklæde og en militærkasket med en rød kokarde.
Når han vandrede på gaden bar han som regel en pakke indsvøbt i et rødt tørklæde. Hvad dette tørklæde gemte, er nok en gåde for de fleste. Man har fortalte, at det var mad.
Han ledsagede soldaterne på deres marcher i København og Omegn. Og mad var sikkert ikke noget som Scheibelein kunne undvære. Han havde en aldeles glubende appetit. Dengang han var soldat kunne han fortære to hele rugbrød hver femte dag, men s de øvrige soldater kun kunne få bugt med en.
Scheibelein er født i Adelgade den 5. december 1839. Hans far var murer og Wilhelm var den yngste af tolv. Han blev opdraget ret strengt. Han fik ofte prygl og gik i Sølvgades Skole og bagefter i Dronningens Asyl.
Efter at være konfirmeret i Trinitatis Kirke blev han sat i murerlære. Såvel hans bedstefar, far og hans ældste bror var murere. Scheibelein berettede ofte med en hvis stolthed i stemmen, hvorledes han engang reddede en kone og to børn fra at indebrænde. Som belønning fik han redningsmedaljen.
Scheibelein kom til Rendsborg, hvor han blev uddannet til soldat. Han deltog i den sidste Slesvigske Krig. Han blev såret og taget til fange. I Slaget ved Sandelmark. Han kom på lazarettet, blev kurreret og sendt til Fæstningen Spandau. I København fandt han sig en pige, som han holdt meget af. Ja han blev endog forlovet med hende.
Men ak, da han kom tilbage fra Spandau var hun blevet en anden mands hustru. Dette tog han sig meget nær. Han meldte sig frivillig som vestindisk soldat, og opholdt sig fem år derover. Her blev han bl.a. angrebet af 'Den Gule Feber'. Han søgte om, at komme til Amerika, men guvernøren sagde til ham:
Således vendte Scheibelein tilbage til København. Efter nogle mislykkede forsøg på at genoptage murerhåndværket, ja så begyndte han som 'Original'.
Og det bestod i hans forkærlighed for det militær. Når han hilste var det med honnør. Han havde stor respekt for militæret og for kongefamilien. Han mødte således kongen i Borgergade. Scheibelein gjorde front og tog hånden til kasketten. Kongen gengældte meget venlig denne hilsen.
Da kongen var kommet et stykke ned ad gaden gentog Scheibelein hilsnen. Og kongen hilste atter. Men da Scheibelein gjorde det tredje gang greb denne i lommen og gav ham nogle mønter. Dermed var den tro undersåt tilfreds for denne gang.
Scheibelein søgte ofte ud på Citadellet. Her kendte man ham. Som regel blev han 'vel lystig' og smidt ud. Men ufortrøden mødte han op igen.
På Kommunehospitalet kendte man ham også. Det var et fristed for ham. Han var godt tilfreds med kosten, men han savnede øl. Han gik en dag ned til portneren og forlangte øl.
Ofte var han på Almindeligheden og Ladegården. Det satte han dog ikke så meget pris på. Det lykkedes ham flere gange at komme væk herfra.
Jo han kunne da fortælle at over i Vestindien havde han lært Doris at kende. Hun var plantagedatter. Han havde skam to børn derover, sagde han. Han påstod også, at kunne russisk.
Emmy Hildorf http://www.erindringer.dk/erindringer/0607.pdf nævner også Scheibelein som original, med uniformshue og brystet fyldt med medaljer.
Ladegaarden var Københavns Tvangs- og Arbejdsanstalt.
I tidligere Tid, men det er længe siden, var Ladegaarden en virkelig Ladegaard, der hørte som Avlsgaard til Frederiksberg Slot. Allerede 1768 var den et saakaldt Krigshospital under Landmilitairetaten,af hvilken Kjøbenhavns Fattigvæsen kjøbte den for at skaffe det allerede da bestaaende St. Hans Hospital for Syge, Sindssvage og Almisselemmer et bedre og sundere Lokale, end det tidligere havde havt, og Ladegaarden vedblev at bruges i dette Øjemed lige itl 1816; først i dete Aar flyttedes St. Hans Hospital til Bidstrupgaard ved Roeskilde. Hvad der væsenlig foranledigede denne Flytning var vistnok en Begivenhed, som indtraf, da Kjøbenhavn i 1807 bombarederes af Englænderne. I en af Hospitalets 'specielle Direktion' 1808 udgiven Beretning fortælles det, at Fjenden søgte Skjul bag dets Mure for derfra at udføre en Del af sin 'Brandkrig'. Voldens Kanoner maatte derfor rettes mod Hospitalet, 'endog medens dets usle Syge og dets ulykkelige Afsindige der endnu opholdt sig', og, hedder det videre, 'Kuglerne gjennemstrejfede dets Vaaninger og satte dem i vedholdende Forbavselse (!), fordi de idelig truedes med Kvæstning og Død'. At Ladegaarden blev skudt ned fra Kjøbenhavns volde er, navnlig som en Begivenhed fra det gode, gamle Dage, næsten lige saa forbavsende som de Udtryk, hvori den 'specielle' Direktion fortæller det. Man nok om det; man fandt, at Hospitalet burde flyttes bort fra den farlige Nærhed, og det blev da forlagt til Bidstrup, men ikke før i 1816; i de mellemliggende Aar hjalp man sig med den nedskudte og atter restaurerede Ladegaard, der derefter stod hen næsten som en Ruin, til man fandt ny Anvendelse for den.
En Emma Scheibelein er i denne FT fra Borgergade 142 i Kbh., og hun er født omkring 1840:
https://www.familysearch.org/ark:/61903/3:1:3Q9M-CS21-RYH2?i=898&personaUrl=%2Fark%3A%2F61903%2F1%3A1%3AQL8G-WZGC
