Jens Frederik NIELSEN

Født 19 Oct 1861 Odense Vor Frue Sogn, Odense Herred, Odense Amt

Død 22 Nov 1944 'Alderdomshjemmet', Odense Ansgar Sogn, Odense Herred, Odense Amt

Urnen nedsat Assistenskirkegården, Odense

Fødsel 19 Oct 1861 Odense Vor Frue Sogn, Odense Herred, Odense Amt

Dåb 6 Apr 1862 Odense Vor Frue Kirke, Vor Frue Sogn, Odense Herred, Odense Amt

FT-1890 1 Feb 1890 Overgade 42, Odense Købstad, sidehuset, stuen

FT-1901 1 Feb 1901 'Fattiggården', Vindegade 53, Odense Købstad

FT-1906 1 Feb 1906 'Fattiggården', Vindegade 53, Odense Købstad

FT-1911 1 Feb 1911 'Fattiggården', Vindegade 53, Odense Købstad, vestre fløj

FT-1916 1 Feb 1916 'Forsørgelsesanstalten', Albanigade 23a, Odense Købstad, sidehus 1. sal

Død 22 Nov 1944 'Alderdomshjemmet', Odense Ansgar Sogn, Odense Herred, Odense Amt

Jordpåkastelse 26 Nov 1944 Odense Krematorium, Odense

Hans far var Steffen Julius Nielsen, tømrer. Moderen Johanne Jørgensen fra Ejby. Kilde: www.odensedatabasen.dk (18611019001).

Opslag 130 (1852-1863) født.

Ved vielsen ungkarl, malersvend af Odense, 25 år.

Jens Frederik Nielsen malermester i Odense.

Udlagt barnefader til Henny Marie Frederikke Nielsen (1890). I kirkebogen kun malermester Nielsen.

Udlagt barnefader til Karen Kamilla Nielsen (1901). Der foreligger attest fra faderen. Her maler Jens Frederik Nielsen.

Ved Karen Frida Marie Ingeborg Andersens konfirmation i 1909 er Jens Frederik Nielsen opført som udlagt barnefader. Ved hendes fødsel ingen fader nævnt.

Er fundet som lem på Odense Fattiggård, Vindegade 53, i 1901, 1906 og 1911. I 1916 eksisterer Fattiggården ikke længere på nævnte adresse.

Register over døde i Danmark 1943-1969:
83 år. Enkemand. Sidste bopæl: Odense.

Død: Side 161, Ansgar kirkebog. Jens Frederik Nielsen. Fhv. maler, Alderdomshjemmet. Født i Odense, Vor Frue Sogn, 19. oktober 1861. Søn af tømrer Steffen Julius Nielsen og hustru Johanne Jørgensen. Enkemand efter Marie Nielsen, død 1888. 86 år.

www.historienshus.dk: (Nedenstående indkopieret)

'Fattiggården i Vindegade
af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

Odenses første fattiggård lå i Overgade 19. Bygningen var en gammel renæssance-købmandsgård, som byen købte i 1804 og indrettede til fattiggård. Helt i tidens ånd blev fattiggården indrettet som arbejdsanstalt med blandt andet spinde- og vævestuer samt kartefabrik. På fattiggården var også en skolestue, som lå på første sal ud mod Overgade (den del er i dag revet ned). Blandt de børn, der gik i fattigskolen, var H.C. Andersen.

I 1846/47 flyttede fattiggården til Vindegade, hvor byen opførte et firfløjet kompleks, der var større og mere tidssvarende. Ud mod Vindegade var en en-etages bygning, der var sammenbygget med to sidebygninger i to etager med gavl mod gaden. Den sidste fløj var en fritliggende længe mod nord. Byen talte på det tidspunkt godt 10.000 indbyggere, og den nye fattiggård var bygget rigelig stor og rummelig. Fattiggården lå tæt op af, hvor Kongensgade netop blev ført igennem.

Som årene gik, kom bygningerne til at tjene flere formål. Der blev i 1879 f.eks. indrettet en betydelig opdragelsesanstalt inden for murerne. Da pladsen i 1880'erne blev for trang, blev fattiggården i 1884 udvidet. Arkitekt Haugsteds udvidelse gik i to retninger. Over den en-etages bygning ud imod Vindegade, der forbandt de to to-etages sider, blev der bygget en helt ny etage. Her blev der plads til værelser til lærerinden og diakonisserne, sygestuer, sovestuer og skolelokaler.

I frontispicen ud mod Vindegade blev Odenseliljen anbragt, omgivet af et ornament af egeløv og derover en krone og i et hjørne årstallene 1846 og 1884, mens stenen med indskrift blev flyttet fra indgangsdøren og ind i bygningen.

Den anden udvidelse var en tilbygning i tre etager til vestfløjen, hvor der blev indrettet forskellige værksteder og soveværelser. Udvidelsen betød, at opdragelsesanstalten nu kunne optage 80 børn mod tidligere 50, og fattiggården havde herefter i sin helhed plads til godt 300 personer mod 200 før ombygningen.

De mange beboere var overvejende beskæftiget med at knuse skærver, hugning af brosten og måttefabrikation, men også vask for rytterkasernen, gadefejning og byens renovation involverede fattiggårdens indsatte.

I Husmodernes Blad kunne man i 1897 læse om et besøg på fattiggårdens opdragelsesanstalt: 'Først gik vi gennem lyse og luftige sovesale, hvor seng stod ved seng, opredt og ordnet, skønt det var tidligt på dagen, hvor hvert barn havde sin kiste under sengens fodende og sit skab i stuen, hvor der i nogle af stuerne var et større fælles legetøj som dukkehus eller lignende, og hvor der var luft og lys og ventilation som i den bedste private bolig. Ikke den ringeste sovekammerlugt eller spor af indelukket luft'.

At alt dog ikke var så rosenrødt, som beskrivelsen lader antyde, fremgår af en 'prygleaffære' fra 1904, hvor fattiginspektøren stod anklaget for at revse en dreng. Forældrene talte om mishandling, mens en lægeerklæring slog affæren hen; drengen havde en 'meget sensibel hud'. Fattiginspektøren fik en næse, men fortsatte i sin stilling indtil sin død.

Fattiggården lukkede i april 1915, og beboerne flyttede ud. Det gamle sygehus i Albanigade blev i stedet omdannet til forsørgelsesanstalt. Bygningen og jorden ved Vindegade blev solgt stykvis og delt i flere mindre parceller langs Vindegade, Kongensgade og Klostervej. Forhuset mod Vindegade blev indrettet til lager- og kontorlokaler, og i mange år holdt Refning Poulsen Lavprisvarehus til i Vindegade 53.

Hvor meget bengnaveri, der fandt sted i husets tid som fattiggård, vides ikke, men de aktiviteter finder vist stadig sted. I hvert fald ligger i 2014 restauranten Bones på adressen.'