Kilde: Bjørn Arne Skinnerup, nov. 2012.
(www.skinnerup.org)
Udlært maler og i sin fritid kunstmaler.
Kom til Danmark i 1922.
Ved vielsen malersvend med bopæl Daltoftevej 5 i Søborg.
Ved datteren Bentes fødsel i 1938: Daltoftevej 5, Søborg.
Ved sønnen Brunos fødsel i 1941: Frederiksborgvej 98.
Ved Brunos konfirmation i 1956: Tagensvej 257.
Vi bringer her anden del af Ernst Pedersens erindringer. Første del findes i hans far Niels Ludvig Pedersens notater:
'Nu vil jeg skrive lidt om mig selv. Jeg kom til Danmark i 1922, min far var ikke færdig med at bygge et havehus i noget, der hed Bispevænget, så vi måtte bo hos en banemand i Ingerslevgade nogen tid. Far byggede det sammen med en kollega Møller, som også havde bygget et garagehus der. Det blev bygget af slagger og cement. Det var ikke færdigt, da vi flyttede ind. Der var en forrygende snestorm, og taget var ikke færdigt. Vi havde ingen møbler, kun nogle billige senge og en malerstige som bord samt en kommode. Dynerne var det eneste, vi fik med fra Tyskland. Bolstret var lavet af min bedstefar i Gjevninge, så det var nogle tunge fyre. Far bandt tove om vore senge, for at vi ikke skulle fryse ihjel. Det var således, da jeg vågnede næste morgen, at der var sne på fars dyne. Det var en barsk tid, vi måtte ikke bo der om vinteren. Der var lukket for vandet, så jeg hentede det i spande helt oppe på hjørnet af Tagensvej og Frederiksborgvej. Det er 1/2 km om vinteren, der var ingen medlidenhed dengang. Min broder blev syg af tuberkulose, så far købte en grund i Søborg til kr. 2.200, da det var meget dårligt for min broder med rotter under gulvet, og jeg så tit mus i vores sukkerskål, det syntes jeg var sjovt. Det er nok derfor, jeg er dyreven og har hund nu samt 3 høns. Vi havde en kakkelovn, den måtte vi ikke bruge. Vi havde en formand, som åbenbart ikke kunne lide far, så han forbød os at fyre i den. Husk, det var om vinteren, man måtte godt bruge petroleumsovn, som var meget farlig. Vi havde en skorsten af et kloakrør, som vi tog af om dagen og satte på om aftenen. Den mand var ærkesocialdemokrat. Derfor har jeg altid hadet det parti. Han fik os smidt ud til sidst, men da var huset i Søborg næsten færdigt. Kolonihavehuset blev senere solgt til en af formandens venner og godkendt, da han var politimand. Mennesker er modbydelige. Min bror blev mere syg og kom på Boserup Sanatorium og senere på Øresunds Hospital, hvor han døde som 18-årig i oktober 1930. Han blev begravet på Bispebjerg Kirkegård om fredagen, og jeg blev konfirmeret om søndagen. Jeg så ingen tårer hos min far, han var blevet hærdet af al den død. Jeg måtte græde ud ved mine kaniner. Jeg har heller aldrig fået et knus af hverken far eller søster. Det har fulgt mig hele livet, så jeg har svært ved at vise følelser.
Jeg kom i lære i 1930 og udlært med ros i 1934. Jeg var kun 13 år, da jeg kom i lære, og fik først kontrakt, da jeg blev 14 år. Jeg arbejdede så i det firma, som hed Bernhard Skrædder Nielsen og Hansen. Det var kgl. hofmalerfirma, min far var også der. Min mester hed Robert Rasmussen. Han havde købt firmaet af den forrige ejer.
I 1937 rejste jeg til Schweiz og arbejdede der i Bern ca. 2 1/2 måned som udveksling med en svejtser. Jeg boede hos hans far, og han boede hos min far, for at spare husleje. Jeg tog derned på motorcykel.
Jeg havde en dejlig tid dernede med mange bjergture med min kollega Herman. Svejtseren her nægtede at betale for arbejdsløshedskassen i Danmark, så jeg blev frataget min arbejdstilladelse og rejste så en tur til Italien, medens jeg var så nær. Jeg var på Vesuv, helt oppe på toppen, og boede i Pompeii. Da jeg skulle hjemad, forulykkede jeg ved Bologna, brækkede mit venstre ben. Det var et sammenstød med en modkørende i bjergene. Jeg lå på lazarettet i 27 dage og kom hjem med fly, som far måtte betale, kr. 1.200.
Jeg havde truffet min kone, Oda Thomsen, født 14.2.1915, datter af postvagtmester Karl Thomsen og Louise Thomsen, boede i Ydunsgade nr. 6, 1. tv.
Jeg har arbejdet, til jeg blev 78 år, ikke som selvstændig, det holdt jeg op med, da jeg blev 67, men blev så antaget af Niro Atomizer i perioder på 3 måneder for at sætte de nye malere ind i sagerne. Jeg havde bil og sommerhus og levede godt og flittigt, havde også tid til ferie, korte, ca. 8 dage. Jeg havde en dejlig hustru, som ikke gjorde vrøvl. Vi levede sammen i 58 år, før hun endelig fik en sygdom (bindevævsgigt). Det ændrede hende fuldstændigt, og hun blev dement, men var altid glad. I sine unge dage lavede hun kunstbroderi. Hun var fantastisk dygtig til madlavning. Vi fik 7 børnebørn. Der er 10 oldebørn, som skal have julegaver. Det magter jeg ikke mere'.
