Døbt: Side 36.
Efterladt ved moderens død i 1786. Gift med sin morbror, ingen børn. Derefter med Johann Christian Boeck, Haderslev.
Kilde til Marie Kierstine Hansdatters efterslægt er Marie Kierstines tipoldebarn Johann Friederich Hector Emanuel Boeck (Hector Boeck), 1874-1964.
I Personalhistorisk Tidsskrift har vi fundet et lille hefte med titlen 'Majorinde Maria Christina v. Boeck og hendes Slægt i Vejstrup 1650-1800'. Publiceret 1933. Af Hector Boeck.
Vi tillader os at bringe uddrag fra heftet:
Naar det er lykkedes overraskende at paavise Majorindens Forældres Herkomst saa langt tilbage, skyldes dette Sognepræstens Indførsel i Kirkebogen 1786 ved hendes da 86-aarige Moders Død i en Beretning om dennes Familie, der genealogisk simpelt hen er uovertræffelig at finde i et Dødsregister fra hine Tider. Beretningen maa skyldes den Anseelse, den gamle Enke har været Genstand for, men maa også antages at hidrøre fra den Interesse, der knyttedes til Datteren, der purung blev gift med en fra hollandsk Indien hjemvendt hovedrig Morbroder og efter dennes Død som 20-aarig med en ung Rytterofficer, hvilket sidste efter hendes Stand i Datiden var ualmindeligt.
Majorindens Bedstefader var Gaardejer Simon Hansen i Sjølund, f. ca. 1652, begravet 17. Februar 1723, 71 Aar gl. i Vejstrup. Hustruen er ikke indført i Kirkebogen og kendes ikke. Deres kendte Børn var Hans Simonsen, døbt 9. august 1691, Nis Simonsen, døbt 18. august 1695, (overtog Faderens Ejendomsgård i Sjølund), Peter Simonsen (Sandemand i Grønninghoved), samt et dødfødt barn, begravet 1698.
Majorindens Fader Hans Simonsen blev som Ungkarl af Sjølund gift 7. November 1726 med den 26-aarige Enke Anna Jørgens (f. Pedersdatter) og fik med hende Gaarden i Røj, hvor der efter Præstens Opgivelse fødtes 9 Børn (i Kirkebogen kun fundet 7), nemlig 4 Sønner og 5 Døttre.
Gaarden i Vejstruprød benævnes i Tyrstrup Herreds Panteprotokol som Nr. 36, Ejendomsgaard, 2/3 Parts eller Ottings Gaard (ved Udskiftningen 1782). Dens Tilliggendes Størrelse forøgedes noget i Tidernes Løb, nu udstykket for en Del. Beliggenhed: Umiddelbart Nord for Vejen Vejstruprød-Hejlsminde, første Gaard paa venstre Haand efter Vejstrupgaard, Sydøst for Gaarden Ravnsminde. (Dommerkontoret i Kolding).
Majorindens Moder Anna Pedersdatter (den gamle Enke) havde været gift med Jørgen Hansen (d. 1725) paa Gaarden i Røj. Hun fødtes (døbtes) 21. Marts 1700 i Grønninghoved og døde højt bedaget 14. Marts 1786 som Datter af Gaardejer Peder Lausen i Grønninghoved.
En af Peder Lausens Sønner, Christian Pedersen, døbt 26. November 1706, blev Marie Kierstine Hansdatters første Ægtemand (hendes Morbroder). Ved ham var hun ufrugtbar. Christian Pedersen var forhenværende Plantageejer i hollandsk Ostindien, Ejer af Skovbygaard (Grarup) ved Haderslev. Han døde på Skovbygaard efter syv Måneders Ægteskab.
Christian Pedersen, kaldet Guldmand, hjemvendt fra hollandsk Ostindien, blev i April 1752 viet til sin 19-aarige Niece Maria Christina. Han havde i Holland og Ostindien erhvervet sig en anselig Formue, efter Traditionen, sikkert overdrevent, 100.000 Rdl., og havde tilkøbt sig Skovbygaard i Grarup Sogn, Øst for Haderslev. Men allerede et halvt Aar efter var Christian Pedersen, der sagdes ogsaa at have været Kaperkaptajn og have sejlet på Kina, dødssyg, og efter at han den 8. November paa Sengen havde underskrevet et reciprokt Testamente sammen med sin unge Hustru, hun med ført Pen, døde han allerede den 13. af en Brystsygdom og blev begravet i Grarup Kirke. Maria Christina var da, 20 Aar gl. blevet en efter Datidens Forhold meget rig Enke. Efter at den afdødes Broderdatter, Degnen i Grarup Hans Hoyers Kones Søn, Lorentz Hansen Hoyer, hans Brodersøn, Simon Lauesens Datter i Grønninghoved, Maren Simonsdatter, hans Svoger Iver Olufsens i Grønninghoved levende to Sønner, Oluf og Christian Iversen, og hans Søsterdatter Lena Boysdatter, der var hos ham paa Skovbygaard, hver i Legater havde modtaget 100 Rd., ligesom Grarup Sogns Fattige til Underholdning og Skolegang, sad den purunge Enke saaledes ene og barnløs tilbage paa sin Gaard.
Christian Pedersen, der havde faaet en god Uddannelse, var Typen paa adskillige af Datidens unge og energiske Mænd, der i Udlandet ved Dygtighed erhvervede sig Formue. Om hans øvrige Liv findes i en lille Bog, fra ca. 1850, der var i Oberst Chr. Thranes Eje og stammer fra Grønninghoved, følgende fordringsløse Beretning:
'Der var to Brødre, Christian og Simon Pedersen. De rejste sønder paa med 100 Rd. og Lærdom. Den ene blev undervejs syg og døde, efter at Pengene var svundne ind, saa der ikke engang var noget at begrave ham for. Broderen blev hos ham under Sygdommen. Den efterlevende Christian (Guldmand) lod sig af Mangel hverve, godt lært i Tysk og Dansk. Engang da han stod Vagt hos en fornem Herre, sang han en tysk Sang efter dansk Melodi, hvorpaa denne spurgte ham, om han havde Lyst til at tjene ham. Men da han sagde, at han ikke kunde tjene to Herrer, indvilgede han i det, da Herren tilbød at udløse ham, naar han havde Lyst til at gaa til hans Plantage i Ostindien. Der bestod han som en fornem Herre, blev baaren i Portechaise osv. Han var gift med en Sort og havde et Par Sønner, som var voksne, inden han tog bort derfra. Det var en Morgen, han stod uden for Døren og ladte sit Vand, saa kom der et vildt Menneske og stak ham et Spyd i Siden, hvorover han blev saa vred, da han kom sig, at han ikke vilde blive der for ikke at miste Livet. Der kom en dansk Skipper, som han gjorde Accord med, forlod Kone og Børn, som fulgte ham om Bord, og gik om Bord med Pengene etc. Om Bord gik han med en Tressehat med Guld etc. paa og vilde gaa op paa Dækket, hvor Matroserne vilde bemægtige sig ham, men da han var stærk, kom Kaptajnen ham omsider til Hjælp. Hatten gik over Bord, hvorpaa han opholdt sig i Kahytten. Ankommen tilbage giftede han sig her med Marie Kierstine Hansdatter fra Vejstruprøy, født på en Gaard, som nu tilhører Hørfabrikant Hans Pedersen. Han købte en Gaard ved Haderslev, men Christian Guldmand blev syg og døde uden arvinger.' (Denne Beretning, der i Hovedsagen stemmer med de faktiske Forhold, er utvivlsomt Slægtens Erindring nedskrevet om dens eventyrlige Søn, 'Christian Guldmand' og han unge Niece, der efter et kort Ægteskab med ham blev Officersfrue og Moder til en Flok dygtige Børn).
Christian Pedersens enke giftede sig kort efter med Kornet Boog (Johan Christian von Boeck), der som Kornet var blevet detacheret fra sit Rytterkompagni til Haderslev fra Kolding, hvor Faderen var Ritmester ved 1. Fyenske Kyrasserregiment, hvortil Kompagniet hørte. Af sin Brudgom havde Maria Christina, som hun kaldtes, kun forlangt, at han, der var Kornet, skulde have Løjtnantstitel. Herom ansøgte han Kongen, og da man fandt, at det var billigt, at hans 'Liebste', der bragte en saa ualmindelig Medgift, fik sit Ønske opfyldt, indrømmedes Begæringen. Paa Skovbygaard fødtes det følgende Aar deres første Barn, Frideriche Elisabeth Boeck, der ægtede Major Otto Christopher von der Osten i Kolding.
Ved Boecks herpaa følgende Tilbagevenden til Garnisonen i Kolding ved Faderens Kompagni (7.) blev Ægteparret fast bosiddende her i 10 Aar. Den store Formue, Premierløjtnant Boeck ved sit Giftermaal var kommen i Besiddelse af, satte ham i Stand til at avancere hurtigere. Ved at tilkøbe sig et Kompagni ved Datidens Linieafdelinger, de hvervede, kunde en ung Officer ved Rytteriet forfremmes til Ritmester og blive Chef for et Kompagni. Han maatte selv sørge for, at det anordnede Antal hvervede Mand og Heste samt unge Befalingsmænd var komplet, og Tab i Fredstid heraf skulde han selv erstatte. Han havde saaledes en Formue bunden i Kompagniet, og ophævedes det ved en Hærordning, mistede han sine Penge i dette. En Handel kom 11. Januar 1758 i Stand mellem ham og Faderen, der da var Major. Sønnen overtog Faderens Kyrasserregiment mod at betale denne 5.000 Rdl. straks, samt desuden 120 Rdl. aarlig, og tilbød at indbetale anbefalede 200 Rdl. til Oprettelsen af det forestaaende Landkadetkompagni. Herved avancerede den 34-aarige Premierløjtnant forbi flere ældre Kammerater og blev Ritmester og Chef, samtidig med at Faderen, Johann Friederich v. Boeck (døbt 8. december 1697 i Lesum, begravet 14. december 1779 i Kolding Kirke), udnævntes til Oberstløjtnant og modtog efter Ansøgning Afsked som 60-aarig efter 43 Aars Militærtjeneste. Faderen var da saa fastsiddende i Kolding, at han ønskede at forblive her, idet han 1749 havde købt Koldinghus' store Slotshave og her ud mod Torvet havde opført en stor grundmuret Gaard med Rytterstald, der endnu i Midten af 18 Hundredaarene eksisterede under Navn af 'Oberstløjtnant Boecks Gaard'.
Johan Christian Boeck synes at have været alt andet end økonomisk anlagt. Han var Selskabsmand par excellence, skal have kunnet flere Sprog som Fransk og Engelsk og selvfølgelig Tysk perfekt, og have udmærket sig ved sit Fløjtespil. Hans Selskabelighed i Kolding førte til, som det berettes, at Dugen aldrig var af hans Bord, og han skal have haft stærk Passion for l'Hombre og været meget søgt ved Hoffet paa Gottorp under sin sidste Tjenestetid i Slesvig. Hans Formue svandt ind. Afgørende for hans pekuniære Ruin blev Hærordningen af 1763, hvorved hans Regiment inkorporeredes, han selv mistede den i Kompagniet staaende Formue samt sin Chefpost og maatte saa at sige begynde forfra som Sekondløjtnant ved Jydske geworbene Rytterregiment med Majors Karakter efter i 14 Aar at have forrettet Premiermajors Tjeneste ved sit Regiment. Men en særlig Aarsag til Misèren var den, at han havde laant Kornet Benedict von Ahlefeldt, der var blevet forlovet med hans søster, Elisabeth Margrethe Boeck, til Uheld for hende, mange Penge og yderligere sat ham i Stand til 1758 at tilkøbe sig et Kompagni ved 3. Jydske Rytterregiment i Flensborg, hvorved han som 24-aarig blev Ritmester. Ahlefeldt var nærmest et mauvais sujet, sad i Gæld til op over Ørene og opførte sig ekstravagant. Da han i 1760 døde i Elmshorn under Hærens Opstilling i Holsten, efterladende sig en Gæld paa 200.000 Rdl., henvendte Boeck sig forgæves til hans Familie om sine Penge, en 30.000 Rdl. Af disse Aarsager, og ogsaa som Følge af en da allerede stor Børneflok, svandt Boecks Formue ind til en Ubetydelighed, saa han endog ikke saa sig i Stand til senere at svare Faderen de aarlige 120 Rdl. Afslutningen paa hans lykkeligste Periode blev Felttoget til Mecklenburg, hvor han gjorde Tjeneste som Premiermajor ved sit Regiment. Ved Carl Peter Ulrich af Ruslands Død blev dette Felttog til ingenting, men paa det lange Tilbagetog gennem Holsten levede Officererne et Slaraffenliv, spillede Basset og Landsknægt og drak Champagne til langt hed ad Morgenstunden.
Ved den efterfølgende Hærreduktion sattes Boeck paa Ventepenge, men ansattes det følgende Aar 1764 som Stabskaptajn ved 3. Jydske geworbene Dragonregiment i Vejle, hvorfra han efter Ansøgning forsattes 1772 til 1. Jydske nationale Bataillon i Horsens som Stabskaptajn ved Fodfolket, 'hvilket accomoderer ham bedre', hvad hans Chef skrev. Under det 10-aarige Ophold her opdroges hans store Børneflok, og Sønnerne kunne frekventere Latinskolen. Boeck var en mangesidet dannet Mand og en god Informator for Børnene. Omkring det runde Familiebord over et enkelt Tællelys' svage Skær sad Familien sammen de lange Vinteraftener, medens Børnene læste flittigt. Saaledes anfører Rektor Tauber i Horsens i Sønnen Konsistorialraad Fr. Boecks Testimonium 1781 som Student til Universitetet, at han var blevet forberedt af den energiske Major Boeck og Hustru, der begge havde undervist ham i Religion, Læsning, Regning og Skrivning, og derpaa var undervist af Niels Juel, Skolens Lærer for Tertianerne, til han kunde indtræde i Skolen.
Forholdene i Hjemmet med de mange Børn var nu blevet smaa. For at hjælpe paa Indkomsterne ansøgte Boeck 1776 om ved forefaldende Lejlighed at maatte faa et hvervet Kompagni. Hans Ønske opfyldtes først to Aar senere, da han 1. Oktober 1778 udnævntes til Kompagnichef ved det da oprettede Fyenske Infanteriregiment, der indkvarteredes i Slesvig By, hvor han 8. Marts 1780 forfremmedes til Major med Anciennitet fra 21. Oktober 1774. Indtil videre kunde Familien dog forblive i Horsens, hvorfra den først 1783 flyttede til Slesvig. For yderligere at forøge de sparsomme Indkomster tog han ved sin Udnævnelse til Major to Aars Tjeneste paa Flaaden og besørgede Transporterne af Fyenske og Slesvigske Infanteriregiments Soldatesker til Krigsskibene. Herved blev han i Tiden 1780-82 Kommandant paa Helgoland under den Nordamerikanske Borgerkrig, da der herhjemme ogsaa foretoges Rustninger.
Under Opholdet i Slesvig By synes Familien at have beboet den ene Fløj af 'Palæet' i Frederiksberg. To sønner var da kommet paa Regensen i København, og to andre var blevet Officerer. Vel kom Livet her i den skønne Fjordby til at forme sig mere officersmæssigt ved den nære Berøring med Prins Carl af Hessens Hof paa Gottorp, men Skyer trak op i Horisonten ved Udsigt til Krig med Sverige, og da Regeringens Opmærksomhed herved henledtes paa Hærens Tilstand, gav dette Anledning til Hærordningen af 1785 og Forandringer i Personellet. Herved afskedigedes Major Boeck formedelst tiltagende Alder (62 Aar) den 11. februar med 300 Rdl. Pension efter 45 Aars Militærtjeneste. Allerede to Aar efter døde han i Slesvig 10. oktober og begravedes i Frederiksberg Kirke. Han var Typen paa Datidens stramme og myndige Officerer, kommanderende og original, men velvillig og faderlig, med Kundskaber ogsaa uden for sin Tjeneste.
Majorinde Boeck var som 55-aarig atter blevet Enke. Hun blev sammen med flere af Døttrene boende i Hjemmet i Frederiksberg, hvor Sønnen, Fændrik Friderich Rubech Christian v. Boeck, der gjorde Tjeneste hos Prinsen som Adjudant, døde Aaret efter Faderen.
Hun døde her 14. december 1816, 84 Aar gl., og jordedes ved Siden af sin Mand i Frederiksberg Kirke. Om hende har Eftertiden kun berettet lidt, ud over at hun var gæstfri, en god Hustru og en dygtig Moder for sin store Børneflok, 4 Sønner og 7 Døttre.
Tak til Hector Boeck, hvis gravsten på Garnisons Kirkegård i København bærer inskriptionen 'Slægtens Historiograf'.
