Født 7 Nov 1873 'Bennetgård', Københoved, Skrave Sogn, Frøs Herred, Haderslev Amt
Død 23 Apr 1950 Frederiksberg
Begravelse
Skrave Kirkegård, Skrave Sogn, Frøs Herred, Haderslev Amt
Fødsel 7 Nov 1873
'Bennetgård', Københoved, Skrave Sogn, Frøs Herred, Haderslev Amt
Død 23 Apr 1950
Frederiksberg
Ikke fundet som født. Rødding Frimenighed?
Jutta Kloppenborg Skrumsagers biografi indkopieret fra www.kvinfo.dk:
Jutta Kloppenborg Skrumsager (1873 - 1950)
1873-1950, forkæmper for den sønderjyske sag.
Født 7.11.1873 i Københoved, Skrave sg., død 23.4.1950 på Frbg.
Forældre: gårdejer, politiker Nielsen Hansen Skrumsager (1841-1921) og Ane Marie Kloppenborg (1834-95).
Gift 3.3.1898 med bogtrykker Andreas Madsen, født 1.3.1874 i Saltofte, Kærum sg., død 9.6.1930 i Kbh., s. af husmand Mads Johansen og Johanne Larsen.
JKS voksede op i et stærkt grundtvigiansk og dansksindet hjem i Sønderjylland. Faderen markerede sig i kirkelig henseende og var aktiv nationalt, politisk og kulturelt. Ligesom sine brødre Diderik K.-S. og Skrumsager engagerede JKS sig som voksen i den dansk-nationale sag. Efter et ophold på Askov højskole 1895-97 tog hun en uddannelse som fysioterapeut på Clod-Hansens massageklinik i Kbh. I 1898 blev hun gift med bogtrykker Andreas Madsen. Skønt gift Madsen lod hun sig fortsat omtale ved sit pigenavn. Hendes engagement tændtes for alvor under Første Verdenskrig. I sit hjem i Kbh. gav hun husly til mange unge sønderjyder, som var flygtet til Danmark for at undgå at deltage i krigen på tysk side. Straks efter våbenstilstanden i 1918 indledte hun en omfattende foredragsvirksomhed, og arbejdet koncentreredes nu om den forestående afstemning og Sønderjyllands længe ventede genforening med Danmark. Hun ledede i 1920 de såkaldte afstemningsskibe Dronning Maud og Dannebrog, som befordrede danske stemmeberettigede til afstemningsstederne. Ved den efterfølgende genforeningsfest på Dybbøl fik kongen overrakt en kopi af de to guldhorn fra Gallehus. Idéen var fostret af JKS.
Politisk stod JKS omkring 1920 sine brødre nær. De arbejdede for, at Flensborg skulle høre med til den nordlige afstemningszone, hvor man på forhånd kunne være sikker på, at der ville være flertal for et dansk tilhørsforhold. Men Flensborg kom til at tilhøre den sydlige afstemningszone og forblev tysk, og efter 1920 måtte de dansksindede her og andre steder syd for den nye grænse indstille sig på livet som nationalt mindretal. Det var samtidig en tilværelse i et krigshærget Tyskland med en udpræget social nød. Nøden var generel, men ramte ikke mindst de åbenlyst dansksindede, der i nogen grad blev forfulgt og udelukket fra at drage fordel af visse sociale foranstaltninger. Der var derfor i høj grad brug for sammenhold, hvis de ikke skulle føle sig tvunget til at opgive deres nationale identitetsfølelse. Det var på dette område, JKS ydede sin hovedindsats som én af de fremmeste forkæmpere for danskheden syd for den nye grænse. Ved indsamlinger skaffede hun midler til køb af det tidligere hotel Holsteinisches Haus i Slesvig by, som i 1923 blev indviet under navnet Slesvighus. Hun var i 1915 blevet medlem af hovedbestyrelsen i Sønderjysk Samfund, et tillidshverv, hun bestred til sin død i 1950. Hun stiftede i denne egenskab den selvstændige støtteforening Slesvighus, som drev stedet frem til 1940. Slesvighus indeholdt foruden en større foredragssal en kirkesal, et bibliotek samt skole- og læsestuer. Huset rummede desuden restauration og hotel, herunder et herberg for spejdere, vandrefugle og studenter, samt lokaler for den danske presse. Slesvighus blev derved et dansk-kulturelt centrum og et fristed for landsdelens danske mindretal. For JKS var det især vigtigt at skabe de bedst mulige rammer for det åndelige liv. Det danske menighedsarbejde i landsdelen havde hendes store interesse, og hun havde gerne set, at kirkesalen i Slesvighus var blevet større og smukkere. Når dette ønske ikke blev opfyldt, havde det ikke alene økonomiske årsager, det var også på grund af sognepræstens 'kirkelige Beskedenhed', som han selv udtrykte det. Dertil kom, at JKS ikke havde udelt opbakning til sit kulturhus. Ikke mindst nord for grænsen frygtede man, at Slesvighus skulle blive en anstødssten for tyskerne, en provokation, som kunne vække til fornyet national kamp i hele regionen.
På det sociale område ydede JKS sin vel nok største indsats med stiftelsen af et rekreationshjem. I 1931 arvede hun sit fødehjem Bennetgård, og fem år senere havde en kreds af kvinder med hende selv i spidsen omdannet gården til et rekreationshjem for dansksindede syd for grænsen. Rekreationshjemmet var en selvejende institution, som hvilede på indsamlede midler, om end det også fik en vis støtte af Grænseforeningen og af Danske Kvinders Slesvigske Forening. I begyndelsen havde hjemmet kun åbent om sommeren, men efterhånden formåede man også at holde Bennetgård åbent om vinteren og kunne således modtage ca. 300 gæster årligt. JKS havde gennem hele sit voksenliv sin faste adresse i Kbh., men om sommeren boede hun selv på Bennetgaard, der i det daglige blev ledet af en bestyrer og to medhjælpere. Hjemmet, hvis virksomhed strakte sig ud over JKS's levetid, fik også en samlende og kulturel betydning som et centrum for sønderjydernes arbejde for det danske mindretal syd for grænsen. Dette arbejde blev bakket op fra mange sider, bl.a. af de sønderjyske husmoderforeninger, der i de nationalt bevægede år omkring 1950 samlede nedfaldsfrugt og kogte marmelade til hjemmet og sydslesvigerne der. Da Bennetgård blev indviet som rekreationshjem 1936, modtog JKS Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Foruden medlemskabet af Sønderjysk Samfunds bestyrelse sad hun en længere årrække i Grænseforeningens hovedbestyrelse og havde desuden bestyrelsesposter i Fonden af 4. April, Landsforeningen til Dødsstraffens genindførelse i Danmark, ligesom hun var medlem af udvalget for udgivelse af den sønderjyske Trap.
