Sidsel Rolandsdatter blev født i den lille by Vorring i Nors Sogn, der ligger ca. 9 km. nord for Thisted. Hun blev døbt i Nors Kirke den 2. april. 1786.
Nors Sogn blev herefter forsørgelsessogn for Sidsel indtil hun havde opholdt sig fast i ét sogn i 3 år - hvilket Nors Sogn senere kom til at betale for.
Hendes forældre var Roland Christiansen (født 1761) og Anne Marie Hansdatter (født ca. 1749).
Roland Christiansen og Anne Marie Hansdatter havde forinden fået 2 døtre sammen:
Birthe Cathrine, der blev født ca. 1779. Birthe Cathrine blev senere gift med natmand Chris-tian Hansen og boede i Hole, Louns Sogn i Aalborg Amt.
og
Zidsel, der blev døbt i Vesterbølle Kirke i Viborg Amt den 21. juli 1782. Zidsel døde inden Sidsels fødsel i 1786.
Sidsel havde en del halvsøskende.
På sin mors side havde hun mindst én halvsøster, Juliane Axelsdatter, der blev født den 18. januar 1776 i Resen, Fjends Herred, Viborg Amt. Julianes far var Axel Johansen. (
På sin fars side havde hun mindst 9 halvsøskende, der fordelte sig således:.
Roland fik 1 datter med Sidsel Henrichsdatter (læs mere om Sidsel Henrichsdatter side 138), Giertrud Christiane Rolandsdatter, der blev døbt den 24. maj 1778 i Visborg Kirke, Aalborg Amt.
Derudover fik han 8 børn med Johanne Isaksdatter.
Sidsel Rolandsdatter, født 1784 - død 1784 i Gunderup i Aalborg Amt
Sidsel Katrine Rolandsdatter, født 22. august 1785 i Sennels i Viborg Amt
Maren Christiansdatter, født 8. september 1788 i Hvidbjerg Sogn, Thisted Amt
Christian Peter Rolandsen, født 17. oktober 1790 i Brøndbjerg, Rostrup Sogn i Aalborg Amt
Poul Rolandsen, født 8. februar 1793 i Hollandsbjerg i Ørsted Sogn, Randers Amt
Isac Peter Rolandsen, født 6. september 1795 i Bælum Sogn, Aalborg Amt – død 1796 i Øls, Aalborg Amt
Tvillingerne Juliane og Maren, født 18. januar 1800 i Ebdrup i Randers Amt.
Den 2. juli 1792 blev Sidsel, sammen med sin mor Anne Marie Hansdatter, sine søstre Juliane og Birthe Cathrine, morbroderen Glarmester Hans Hansen samt flere, anholdt i Hierm-Ginding Herred for omløberi og betleri.
Hans Hansen blev idømt 1 års arbejde i Viborg Tugthus. Anne Marie Hansdatter slap for straf, da hun var for svagelig og skrøbelig. Hun fortalte under retsmødet, at Roland var rømt fra hende for 7 - 8 år siden, og at hun derefter gik rundt for at betle.
I 1803, da Sidsel var 17 år gammel, fik hun sit første barn, Christian. Han blev født under et ophold i Odby i Thisted Amt og hjemmedøbt den 2. marts. Udlagt barnefar var Christian Sørensen, soldat i Aalborg. Sønnen døde den 15. december samme år af mæsli nger.
På det tidspunkt rejste Sidsel omkring med sin morbror, glarmester Hans Hansen. Efter fødslen i Odby tog de til Westervig, hvor de communicerede {gik til alters} den 1. maj. Sidsel fortalte præsten, at de ville tage til Frøslev på Mors, hvor hun ville tag e fast tjeneste og lade Christian opføre i lægdsrullen.
Den 7. november 1803 communicerede Sidsel i Års Kirke i Aalborg Amt, og den 18. december blev sønnen Christian begravet samme sted. Sidsel communicerede i Gjøl Kirke, Aalborg Amt den 29. april 1804.
Sidsel fødte sit andet barn, Anne Marie Rolandsdatter - tipoldemor, i Terndrup, Aalborg Amt, i december 1804.
Anne Marie blev døbt i Lyngby Kirke den 25. december. Udlagt barnefar var Christian Sørensen Tornby, fra Tornby i Vendsyssel, gevorben soldat ved Prinsens Regiment. Han er formentlig også far til Sidsels første barn. Christian Sørensen var Sidsels fætter, da Christians far, Søren Albertsen og Sidsels mor, Anne Marie Hansdatter, var halvsøskende. Desuden var Christians mor, Juliane Christiansdatter, og Sidsels far, Roland Christiansen, søskende.
Sidsel fortsatte med at vandre fra sted til sted sammen med datteren Anne Marie. Den 18. februar 1805 var de kommet til Louns i Aalborg Amt, hvor Sidsel var fadder, da hendes morbror Hans Hansen og Gunild Thomasdatter fik deres søn Carl Christian døbt.
Turen går til Sæby og Læsø 1805
I sommeren 1805 kom Sidsel og Anne Marie sammen med Sidsels halvsøster Juliane Axelsdatter og dennes kæreste glarmester Frederik Jensen (læs mere om Frederik Jensen side 140) til Sæby. Her talte de med Poul Tveden fra Læsø. Poul Tveden klagede over, at de r var mange trolde på Læsø, og disse trolde forheksede deres hus, så de hverken kunne få gode afgrøder eller god brændevin. Sidsel, Anne Marie og Juliane tog til Læsø og boede hos Poul Tveden. En dag kørte Poul Tvedens kone Sidsel til Byrum for at besøge en kone, hvis datter led af “kold feber”. Sidsel gav hende et råd, som hun sagde havde hjulpet hende selv: Hun skulle stjæle vinterrug fra en anden mands mark, skære det ud som løg og blande med brændevin. For det gode råd fik hun 1 rigsdaler, og der-udov er lånte hun en del tøj, som hun lovede at levere tilbage 8 dage senere - hvilket ikke skete.
En del af vinteren 1805/1806 var Sidsel og Anne Marie i Lønstrup hos Sidsels morbror og faster, glarmester Søren Albertsen og Juliane Christiansdatter, der også var farfar og farmor til Anne Marie.
I foråret 1806 - kort før påske - kom Sidsel og datteren Anne Marie igen til Læsø. Hun bankede på døren til Poul Hansen - i snefog og med Anne Marie på armen - og bad om husly. Det fik hun. Palle Hansens kone var sengeliggende efter sin barsel og kunne ik ke selv amme sit barn, hvilket Sidsel på-tog sig. Sidsel blev i nogle dage og fik “besnakket” Poul Hansens kone om, at gården var forhekset af onde menne-sker, og det var derfor, de ikke havde held med deres kornavl. Sidsel kunne derudover “se”, at konen ville forblive sengeliggende i 20 år. Men Sidsel kunne heldigvis redde dem. De skulle låne hende konens bedste klæder - så ville Sidsel tage forbi 9 kirker - og forbandelsen ville blive ophæ-vet. Sidsel kom ikke tilbage med tøjet.
Ophold i Aalborg og indbrud i Vendsyssel 1806
Langfredag den 4. april 1806 kom Sidsel og Anne Marie til Aalborg, hvor de indlogerede sig hos korporal Vogts kone, Maren Jensdatter, i Algade. Senere samme dag ankom Juliane Axelsdatter og Frederik sammen med deres 3 børn. De fik logi hos naboen i samme hus, musketer Axel Larsen. Ellen Hansdatter (læs mere om Ellen Hansdatter side 141) der var Sidsels kusine, kom sammen med Sidsel, men hun fik logi hos tømmersvend Johannes Gærupp.
Sidsel, Juliane og Ellen besluttede sig for at tage til Vendsyssel for at begå indbrud hos Poul Sørensen i Østervang i Søndervrå sogn. De forklarede Vogts kone, at de ville til Vendsyssel for at besøge Sidsels morbror i Lønstrup. De tog af sted om morgene n den 9. april, begik indbruddet og kom tilbage til Aalborg dagen efter. Hver af dem bar på en bylt med klæder. Deres udbytte var en del tøj samt noget garn. Vogts kone, der var fra Blokhus og vidste, at der var ca. 7 mil til Lønstrup, undrede sig over, a t de kunne være tilbage så hurtigt, men de forklarede, at de havde fået kørelejlighed noget af vejen. Vogts kone blev mistænksom og spurgte Juliane, hvad der var sket, og Juliane indrømmede: “at Sidsel havde set lejlighed til at tage disse ting, og at det var hensigten med deres tur til Vendsyssel”.
Sidsel, Juliane og Ellen delte klæderne i 3 dele. De ville give Vogts kone en gammel kåbe, som hun dog ikke ville have, men de fik hende til at sælge noget af garnet med musketer Steins kone som mellemmand.
Lørdagen den 12. april rejste Sidsel, Juliane og Frederik sammen med deres børn fra Aal-borg. De tog sydpå, og da de kom til Drastrup og Frejlev, begyndte at sælge ud af tøjet på de gårde, de kom forbi.
Tirsdag den 15. april blev tyveriet omtalt i Jydske Efterretninger no. 30.
Nogle af de kvinder, der havde købt garnet, opdagede, at det var hælervarer, og blev bange. Nogle af dem gravede derfor garnet ned i en sandbanke syd for Aalborg (Skovdalen) - andre gik til politiet med det købte.
Jydske efterretninger No 30, 1806
Natten imellem sidste Onsdag og Torsdag er hos
mig Undertegnede, boende i Søndrevraae Sogn,
skeed Indbrud af en Væg, og af nogle ondskabsfulde
Mennesker bortstiaalet følgende Koster: en sort ul-
den Damaskes Kiole, en lys og mørkeblaae ulden
Damaskes Klædning, hvoraf Skiørtet havde bred
Liv, et mørk og lysgrøn Damaskes Skiørt, en sort
slet ulden Damaskes Kaabe, en mørk og lysblaae
ulden Damaskes Kaabe med Sølv Hager, en blaae
Stoffes Kledning, en prikkeret Kledning med fiolet
Bund, et grøn streget Skiørt, et rød i Bunden stri-
bet Skiørt, og noget rød i Bunden striberet
Tilbagetog fra Aalborg 1806
Den 17. april vendte Frederik og Sidsel tilbage til Vogts kone. Frederik skulle bl.a. aflevere en skruestik til naboen, musqveter Axel Larsen. Hos Vogts kone fik de at vide, at tyveriet havde været omtalt i avisen. De gemte sig derfor på loftet, hvor de f ik serveret kød, brød og kaffe af Vogts kone, og de aftalte med hende, at hun skulle sige, at de havde fået en lille dreng til at aflevere skruestikken til Axel. Frederik og Sidsel forlod herefter Aalborg.
Samme dag tog Ellen Hansdatter også fra Aalborg - hun tog ned til sin far Hans Hansen og Gunnild Thomasdatter, der på det tidspunkt opholdt sig i Ullits, Aalborg Amt, hvor deres datter Kirsten var blevet født den 9. april.
20. april henvendte Ove Hovalt fra Øster Hornum sig til byfoged kancelliråd Bøggild i Aalborg. Han havde hørt om tyveriet i Østervang, og han formodede, at de efterlyste personer var i nærheden af Viborg. Han fik bemyndigelse til at sætte efter og fange d e efterlyste.
I Jydske Efterretninger no. 32, tirsdag den 22. april 1806 stod følgende notits:
April sidstafvigte, er det opdaget, at dette Tyverie
er forøvet af 2de omløbende Qvinder navnl. Juliane
og Sidsel, som reiser med en Glarmæster og Blik-
mager navnlig Friderich Jensen, der forhen
herfra er dømt for Tyverie, og at endeel af Ty-
vekosterne, ere solgte her i Aalborg og Omegnen,
saasom i Sophiendahl, Drastrup og tildeels i Øster
Hornum Sogn. Thi anmodes enhver, som maatte
forekomme et allene bemelte Frederich Jensen og
Qvinderne Juliane og Sidsel, men endog en løs
Qvinde af samme Slags Folk, navnl. Ellen Hans-
datter fra Hvalpsund, der har været i de førstnævn-
tes Selskab, at de ville lade dem anholde og her til
mig indbringe, da en passende Erstatning herfor kan
forventes. Ligeledes advares dem som have handlet
med bemeldte Personer, herom at giøre Anmældelse,
saafremt de ei ved deres Stiltienhed vil paatage
dem Straf Aalborg den 21de April 1806
Bøggild
Politimæster
Ellen Hansdatter blev anholdt først. Ove Hovalt anholdte hende på Ullits mark den 27. april, da hun havde været til sin halvsøsters barnedåb i Ullits Kirke. Ove Hovalt sørgede for, ved hjælp af de stedlige sognefogeder, at få Ellen Hansdatter sendt tilbag e Aalborg. Men hun undslap mellem St. Binderup og Sønderup.
Sidsel, Juliane og Frederik fortsatte sydpå. De solgte flere af de stjålne ting på vejen mod Viborg. Den 29. april blev de anholdt af Ove Hovalt. Frederik hos Johannes Pidst i Grønhøj sogn på Alheden, og Sidsel, Juliane og børnene blev anholdt i Vittrupgå rden i Vrou sogn. De blev alle sendt til Viborg for at blive afhørt ved Fjends-Nørlyngs Herredsret den 30. april og 1. maj.
Efter forhørerne i Viborg blev de sendt til Aalborg, hvor der blev holdt forhør over dem den 16., 17., 19. og 20. maj 1806.
Sidsel og Juliane forklarede i retten i Aalborg, at de havde købt de varer, de havde med hjem fra turen til Vendsyssel, af en mand, der hed Simon Nielsen, som de mødte mellem Bækkens Kro og Vrejlev Mølle. Simon Nielsen kom i snak med Sidsel og fortalte Si dsel, at han havde nogle fruentimmer klæder, som han gerne ville sælge til dem.
De aftalte, at de skulle forblive i nærheden af vejen - så ville han hente klæderne. De tre piger gik ind på en mark og lagde sig ved en høj, hvor de faldt i en dyb søvn. Omkring mid-nat kom Simon Nielsen tilbage med tøjet, som de købte for 6 rigsdaler. D e syntes, det var billigt, og var senere kommet i tanke om, at det måske var stjålet.
En af de afhørte i sagen, Bremers datter Karen Kirstine på 15 år, fortalte i retten den 16. maj at: “Disse Glarmesterfolk talte et Sprog imellem dem selv som Deponentinden ikke for-stod, men hun hørte i Kiøkkenet at Vogts Kone spurgte Juliane hvorledes d e havde faaet disse mange Klæder hvorpaa Juliane fortalte Vogts Kone Adskilligt som Deponentinden dog ikke havde lagt mærke til, men hun hørte de Ord af Vogts Kone til Slutning: Hvor turde I dog giøre dette, Gud bevare os, - og Juliane svarede: Hun skal i kke frygte for at komme i Fortræd”.
Retten troede dog ikke på deres forklaring, og de blev alle sendt videre til arresten i Sæby, da indbruddet var begået under Børglum Jerslevs Herreders jurisdiktion.
Arrestophold i Sæby
Forhørerne ved Børglum Jerslev Herredsret begyndte den 9. juli. Poul Sørensen fra Østervang blev afhørt, og han kunne genkende de stjålne ting som hans. Han fortalte, at Sidsel omkring kyndelmisse samme år logerede hos ham i 2 dage, og at hun på det tidsp unkt så nogle af de klæder, som hans kone havde. Tyveriet blev begået om natten, ved at en væg i den østre ende af hans hus blev trykket ind, og tyvene var kommet ind ad den vej. De havde taget mere end de kunne bære og havde derfor tabt noget af det uden for huset. De havde også tabt et rødt og hvidt forklæde, som Poul Sørensen havde givet til politiet.
I Arresten i Sæby sad desuden Johanne Marie Stephansdatter, der var arresteret for tyveri i Dronninglund Birk, og Anne Jensdatter fra Buurholdt.
Den 4. august lykkes det alle fem arrestanter at slippe ud. Ved hjælp af en lille kniv fik Anne Jensdatter lavet et lille hul over døren til hendes og Sidsels arrestkammer, som de krøb ud af. Derefter kunne de med et kosteskaft brække låsen op indtil Fred erik. Til sidst kom Juliane løs. Frederik tog den jernstang, der sad foran hans dør, og stødte væggen til gaden ned, og de slap alle fri ad den vej.
Flugt fra Sæby 1806
Frederik og Juliane lod deres to børn blive i arresten, men Sidsel tog Anne Marie med på hele turen. Lidt uden for Sæby skiltes deres veje. Sidsel fulgtes med Anne Jensdatter og på 3. dagen var de kommet til Gandrup i Ulsted sogn.
De kom over Limfjorden ved Gåser by og fort-satte gennem Sejlflod og Storvorde til Rold, hvor de traf Frederik og Juliane igen. Turen gik herefter via Ravnkilde til Durup, hvorefter de igen gik hver for sig.
Sidsel og hendes datter, Anne Marie, gik til Ski-ve, hvor de logerede 2 nætter hos skorstensfe-jer Anders Kok, og derefter gik de omkring fra by til by i en måneds tid.
Så gik de til Skive igen, hvor Sidsel sagde, hun fik brev fra Frederik og Juliane, der skrev, at de var kommet til Sverige.
Fra Skive tog Sidsel til Hammerum Herred, hvor hun i 14 dage tjente i huset hos en gård-mand, der hed Jens Michelsen. Herefter flakkede de igen omkring til de ved juletid gjorde ophold i Kragelund sogn hos Niels Heedegaard, hvor Sidsel gik konen til hånde i huset. Da de kom der, logerede der allerede 2 mænd, Laust Laustsen og Peder Lauersen. Peder Laursen tog hjem 2. juledag og Laust Laustsen fulgtes derefter med Sidsel og Anne Marie, men de blev kort efter arresteret og ført til Viborg.
Laust Laustsen blev også kaldt Lars Larsen Andrup (læs mere om Lars Larsen Andrup, og blev 18 år senere gift med Sidsel i Aarhus den 1. oktober 1824. De fik dog deres første barn allerede den 12. marts 1817.
Den 19. januar 1807 blev Sidsel, Laust Laustsen og Peder Laursen fremstillet i et forhør ved Viborg politiret.
Peder Laursen forsikrede, at han ikke var betler, men forsøgte at få fat på Lars Larsen Andrup. Lars Larsen Andrup forklarede: “at han ikke havde løbet fra sin Hustru og havde ingen anden Attraa end han ville til hende igen.”
Under forhøret erklærede Sidsel, at hun ikke havde nogen kendskab til de andre undvegne fanger fra Sæby arrest. De var i arresten, da hun slap ud. Det var hendes morbror Søren Al-bertsen fra Lønstrup, der var kommet og havde hjulpet hende ud. Herefter ben ægtede hun alt - det var slet ikke hende, der var efterlyst, da hun havde blå øjne og ikke brune.
Forhør i Sæby 1807
Sidsel blev sammen med datteren Anne Marie ført tilbage til Sæby, og ved et forhør ved Sæby politiret den 4. februar 1807 fortalte hun om flugten fra arresten og turen ned gennem Jylland.
Sidsel fortalte også, at hun var gravid. Faderen til barnet hed Laurs Jensen, søn af gårdmand Jens Michelsen i Hammerum Herred, hvor hun en kort tid gjorde ophold på sin flugt. Laurs Jensen var landsoldat ved det Fynske infanteriregiment i Fredericia.
Forhørene fortsatte i Sæby ved Børglum-Jerslevs Herredsret. Her kom Sidsels bedragerier på Læsø frem. Sidsel var den eneste, der var blevet pågrebet efter deres flugt fra Sæby Arrest, men retssagen skulle gennemføres alligevel.
Mens Sidsel sad i Sæby Arrest fik hun sit tredie barn, Johanne Catrine, der blev døbt i Sæby den 12. juli 1807.
Dommen blev afsagt den 3. september 1807. Sidsel blev dømt til 1 års arbejde i Viborg Tugthus. Desuden skulle hun betale sagens omkostninger. Juliane Axelsdatter fik en dom på 1 år, og Frederik Jensen fik en dom på 2 år i Viborg Tugthus. Ellen Hansdatters dom lød på 4 måneder, men ingen af dem var tilstede og slap derfor i første omgang med at afsone dommen.
De to piger, Anne Marie og Johanne Cathrine blev sat i pleje hos brændevinsbrænder Chri-stoffer Kamp i Sæby. De blev hos Christoffer Kamp i hele deres opvækst, og det vides ikke, om de senere havde kontakt med deres mor.
Sidsel afsonede sin dom i Viborg Tugthus fra den 18. september 1807 til den 19. september 1808.
På fri fod igen 1808
Da Sidsel var kommet ud af tugthuset den 19. september 1808 tog hun til Sæby for at få sine børn tilbage. Hun kom i følgeskab med en pige, Anne Marie Christensdatter, som hun mødte mellem Store Binderup og Aalborg. I Sæby kunne Sidsel ikke få børnene udle veret, da hun ikke havde fast bopæl.
Sidsel og Anne Marie Christensdatter gik herefter til Lønstrup, hvor de besøgte Sidsels faster, Juliane Chris-tiansdatter, og derfra sydpå.
Undervejs var Sidsel og Anne Marie Christensdatter in-de hos flere bønder, hvor Sidsel gav “gode råd”. Hun besøgte bl.a. Lars Andersen og kone i et sted, der hed Trudslev. Lars Andersens kone fortalte Sidsel, “at hendes mand ikke var så venlig mod hende, som han burde, og at han gerne skulle gøres venlig mod hende i sengen.” Lars Andersen selv bad Sidsel om at skaffe sig et “Brændevinstøj”, da det, han havde, ikke kunne lave ordentlig brændevin med det korn, de havde. Sidsel sagde at hun kunne hjælpe, hvi s hun fik tøj af konen, som hun ville gå forbi 9 kirker med. Hun lovede at komme tilbage med tøjet - hvilket ikke skete.
Før juletid i 1808 kom Sidsel - under navet Trine Jensdatter - til selvejergårdmand Peder Laursen på gården Østerborup i Ingstrup Sogn. Det var Lars Andersen, der kørte hende dertil, da han havde hørt, at Peder Laursen havde en hest, der var syg og ikke k unne stå på sine ben. Sidsel så på hesten og lovede at komme igen samme dags aften for at kurere den. Hun kom tilbage samme aften og sagde, at “bæstet var forgjort”. Hun tog en fritborer og borede huller i dørtrinene og i dørkarmen over døren til begge h ans stalde. I hullerne over dørkarmen blev der sat flyverøn . Bagefter sagde hun, at han ikke ville miste så meget som en kalv eller en høne.
Ved samme lejlighed så Sidsel, at Peder Laursen havde ondt i sine øjne. Hun tilbød at kurere dem, og gav ham noget, der lignede æblekerner, og sagde han skulle blande det med regnvand, og smøre øjnene med det.
Dagen efter kom Sidsel igen ud til Peder Laursen - hun blev herefter kørt til Hjermitslev - og senere til Jetsmark Sogn.
Under et senere retsmøde den 22. marts 1809 fortalte Peder Laursen, at han ikke på forhånd havde aftalt med Sidsel, hvad hun skulle have for hjælpen. Da han spurgte hende, svarede hun, at det måtte han selv bestemme, og han gav hende 10 rigsdaler i bankos edler samt 1/2 alen fint hørlærred til børnetøj.
Han så, at hun havde en del tøj med, der var nedpakket i bylter.
Sidsel tog videre. Fredagen før nytårsdag (30. december 1808) kom hun uanmeldt til Chri-sten Michelsen i Vester Hjermitslev. Hun blev kørt dertil af Peder Borup, der gerne ville have, at hun kunne kurere Christen Michelsen, der havde et svagt helbred. Da Sidsel så Christen Michelsen sagde hun, at han var forhekset, men han skulle nok komme sig i løbet af 2 - 3 uger.
Sidsel bad Christen Michelsen grave et hul ved siden af sin seng. Da han var kommet et stykke ned, syntes han, at han så en lille pose, der var mullen. Han tog den op og smed den til Sidsel, der kastede den på ilden, hvor den knasede, da den brændte, og l ug-tede ilde. Før hun kastede den på ilden spurgte Lars Andersen, der også var tilstede i stuen, om de ikke skulle åbne posen og se hvad der var i den, men det ville Sidsel ikke, da andre kunne tage skade af indholdet.
Christen Michelsen spurgte, hvad hun skulle have for at hjælpe ham, men det måtte han selv bestemme, og han gav hende derefter en rigsdaler.
Herfra tog Sidsel og Anne Marie Christensdatter videre. Nytårsaften kom de til Aalborg, hvor de tog hen til Vogts Kone. Ved ankomsten bar de hver en pakke med tøj. Desuden
havde de 2 høns, 2 duer og to hanekyllinger med, hvoraf nogle af dem blev spist, mens resten forblev hos Vogt. Næste dag fulgte Vogts søn, Gotlieb, Sidsel og Anne Marie Christensdatter til Sofiendal, hvor de fik kørelejlighed til Store Binderup.
Ved Store Binderup skiltes Sidsel og Anne Marie Christensdatter. Sidsel fortsatte sydpå til Hole i Louns Sogn, hvor hun ville besøge sin søster, Birthe Cathrine Rolandsdatter.
Sidsel arresteres igen og føres til arresten i Aalborg 1809
Hvor og hvornår Sidsel blev arresteret er ikke fundet, men hun blev forhørt ved Kær-Hvetbo Herredsting i Aalborg den 22. marts 1809.
Her forklarede hun, at hun ikke vidste hvor Anne Marie Christensdatter opholdt sig, men da de skiltes, havde hun givet hende det tøj, de havde med fra Vendsyssel, og Anne Marie ville levere det tilbage til de rette.
Sidsel fortalte, at hun derefter gik til sin søster i Hole, hvor hun ikke ville komme med så meget tøj.
Amtmanden i Aalborg, ville have udtalelser fra Sidsels søster i Hole. Derfor fik han pro-kurator Hasselbach til at sende en “ordre” til Hobro om, at de skulle afhøre Sidsels søster, Birthe Cathrine Rolandsdatter, Birthe Cathrines svigerfar, Hans Christens en, og datteren Apelone Hansdatter.
Dette foregik på Hobro Rådstue den 5. maj 1809.
De 3 afhørte gav enslydende svar. Sidsel havde været hos dem nogle dage sidste efterår ved Mikkelsdag (29. september 1808), og at hun derfra var gået til Sæby, da hun gerne ville have sine børn tilbage. Hun havde ikke andet med sig end det tøj, hun havde på.
De fortalte videre, at Sidsel kom tilbage igen omkring kyndelmisse (2. februar 1809), og hun havde hverken flere klæder eller flere penge med sig, end da hun var der sidst.
Da Sidsel gik fra dem efter dette besøg, havde hun brød og andre madvarer med til en person, der hed Peder Olsen, som sad i Viborg Tugthus, men hun havde ingen klæder eller penge med. Efter sigende ville hun få en mandsperson til at bringe madvarerne til Peder Olsen i Tugthuset. De mente også, at Sidsel var fattig.
Amtmanden i Aalborg ønskede også at Peder Olsen blev afhørt, om det skete vides ikke. Han blev løsladt den 10. maj samme år. Han var far til det barn, Sidsel på det tidspunkt ventede.
Mens Sidsel sad i arresten i Aalborg fik hun sit fjerde barn den 16. maj 1809, der også blev døbt Anne Marie. Anne Marie blev hjemmedøbt dagen efter fødslen. Dåben foregik i Aalborg Arrest.
Sidsel blev dømt ved Kær Hvetbo Herredsting den 13. oktober 1809. Dommen er ikke fun-det, men Sidsel var ikke tilfreds med dommen, og hvordan den endelige dom blev, er heller ikke fundet.
Den 9. april 1810 sendte amtmanden i Aalborg endnu en forespørgsel til Hobro. Denne gang var det Sidsels svoger, natmand Christian Hansen samt 3 andre mænd fra Hole, der blev spurgt, om de vidste, hvor Sidsel boede.
De svarede alle, at det vidste de ikke noget om, Christian Hansen svarede endvidere, at han kendte Sidsel, fordi han var gift med hendes søster, men de havde ikke noget med hende at gøre, da de ikke brød sig om hendes “Væsen og Opførsel, men naar hun ende lig paa hendes Omløben i Landet er kommet Veien igennem Hoele, har de for Slægtskab Skyld ikke kunnet nægte hende logie en Dags Tiid eller toe”
Han mente, at hendes 2 børn var i Vendsyssel i omegnen omkring Sæby. Hun havde været forbi dem i vinter, og da havde hun det lille barn med sig, som hun fødte, da hun var ar-resteret.
Årsagen til denne forespørgsel var, at man ønskede oplyst, om Nors Sogn stadig var for-pligtiget til at forsørge Sidsels 2 børn, Anne Marie og Johanne Catrine, der var i pleje hos brændevinsbrænder Christoffer Kamp og hans hustru i Sæby. Nors Sogn ville g erne ud af denne forpligtelse, men da ingen kunne bevise, at Sidsel havde haft bopæl i længere tid noget andet sted, fik Thisted Amt den 19. marts 1810 et brev fra Det Kongelige danske Cancellie der fastslog, at Nors Sogn stadig skulle betale for børnene.
Sidsel bliver gift 1810
Hvor Sidsel opholdt sig, mens dette fandt sted vides ikke, men den 19. november 1810, da hun var 24 år gammel, gif-tede hun sig med natmand Christian Peter Christiansen i Vor Frue Kirke i Århus.
Christian Peter Christiansen blev født i 1774 i Natmandshuset i Århus og var søn af Christian Michelsen Natmand og Anne Kirstine Pedersdatter. Christian Peter var enkemand. Hans kone døde 27 år gammel i 1808, og deres 2 sønner døde begge som spæde.
Natmandshuset i Århus var et lerklinet hus, der lå til højre, når man kom ud af Munkeport.
Sidsel og Peter fik deres første barn, Bereth Cathrine Christiansdatter, den 22. april 1811. Hun blev senere kaldt Birthe eller Birthe Cathrine.
Besøg af Ellen Hansdatter 1811
Den 3. august 1811 fik Sidsel og hendes mand Christian Peter besøg af Sidsels halvbror, Christian Peter Rolandsen og hans kone Ellen Hansdatter, der var kusine til Sidsel. De overnattede hos dem i Natmandshuset udenfor Munkeport. Dagen efter gik Sidsel og Ellen gennem Munkeporten ind i Aarhus, hvor der blev holdt Sct. Olufs Marked.
På markedet gik de ind til købmand Jørgensen, hvor Sidsel havde været 2 dage forinden, for at se på et tørklæde, som hun ikke købte, da hun ikke havde så mange penge, som købmand Jørgensen forlangte for det.
Nu ville Ellen se på det samme tørklæde; imens forlod Sidsel forretningen - angiveligt for at lede efter sin mands søster - og da hun kort tid efter kom tilbage stod Ellen i døren og sagde, at hun alligevel ikke havde købt tørklædet.
Herefter gik Sidsel og Ellen hen til Aarhus Rådstue, hvor de gik ind for at se “Comedien”. Det kostede 1 mark for hver, som Sidsel lagde ud.
Imens havde købmand Jørgensen opdaget, at der manglede 63 rd. og 4 sk., som var blevet lagt på disken i hans forretning. Da der kun havde været 2 andre kunder derinde, måtte det være Ellen, der havde taget dem. Han sendte nu 2 af sine tjenestefolk ud for at lede efter Ellen. De fandt både Ellen og Sidsel og førte dem tilbage til købmand Jørgensen. Idet de blev pågrebet af de 2 tjenestefolk, kastede Ellen et knyttet blåt tørklæde fra sig, og da hun blev gjort opmærksom på det, sagde hun, at det ikke var he ndes. Tørklædet blev dog samlet op, og da det blev åbnet fandt man pengene deri. Ellen blev derefter arresteret og indsat i Aarhus Arrest.
Retssagen mod Ellen begyndte den 5. august. Alle, der havde set noget den pågældende dag blev afhørt, og der var ingen tvivl om, at det var Ellen, der havde stjålet pengene. Der blev rejst tvivl om Sidsel havde hjulpet hende eller tilskyndet hende til det , men Sidsel nægtede konsekvent at have noget med tyveriet at gøre. Anklageren mente dog, at Sidsel var delagtig deri, og derfor også burde anklages. Dommere syntes ikke, at der var beviser nok, og da Sidsel stadig ammede sit yngste barn, undlod han at ar restere hende.
Under retssagen kom det frem, at Sidsel også var mistænkt for tidligere at have stjålet fra købmand Jørgensen. De mente, at hun havde stjålet det bånd, som hun brugte til livbånd på sin bryllupsdag og senere gav en sløjfe af til arrestforvarer Ilers kone. Det nægtede Sidsel - hun sagde, at hun havde købt båndet i Viborg af en jøde, som hun ikke kunne huske navnet på.
Den 16. december blev der afsagt en “Reassumptions Kiendelse” i sagen. Dommeren mente, at anklageren havde gjort for lidt ved sagen og undladt at undersøge såvel Ellens som Sidsels forhold ordentligt, og derfor pålagde han ham, at indsamle de manglende o plysninger.
Efter et par måneder gik anklageren igang med undersøgelserne. Han fandt, at Ellen den 3. september 1807 i Sæby havde fået en dom for tyveri, der lød på 4 måneders tugthus i Viborg, men da hun var flygtet, havde hun ikke afsonet dommen.
Dommen blev afsagt den 7. maj 1812. Ellen blev idømt 8 måneders tugthus i Viborg, som hun skulle afsone, når hun havde afsonet den første dom på 4 måneder - ialt 1 år.
Sidsel var ikke under anklage i denne sag, men dommeren havde alligevel stor mistanke til, at hun enten havde tilskyndet Ellen til at begå tyveriet eller selv havde deltaget deri. Des-uden havde dommeren hende mistænkt for at begive sig af med kvaksalveri er og med at bedrive bedrageriske kunster på landet.
Sidsels ture på landet
I den efterfølgende tid foretog Sidsel flere ture ud på landet. Formålet med disse ture var at drive kvaksalverier og derved franarre penge og tøj fra folk.
Thorsager
I 1811 var en mand ved navn Jørgen Hansen blevet arreste-ret for tyveri og indsat i arresten i Aarhus. Da Sidsel fik det at vide, tog hun til Thorsager, hvor Jørgen Hansens forældre, Hans Jørgensen og Johanne Jacobsdatter, samt hans sø-ster og svoger, Met te Hansdatter og Christen Rasmussen boede i udflyttergården, Mosegaard. Hun bildte dem ind, at Jørgen Hansen var forhekset af “3 fruentimre”. Hun fortalte dem, at hun kunne ophæve denne forgørelse, og at de 3 fruentimre skulle komme til et møde i Aarhus med byfogeden, mens Jørgen Hansen kom på fri fod. De skulle grave et hul i stuegulvet, og tage det forheksede op, træde og spytte på det for derefter at brænde det sammen med de 3 5-rigsdaler sedler, hun krævede - ellers stod sønnen ikke til at redde.
Herefter tog Sidsel bort - efter sigende til Grenå, hvor hun sagde, hendes mand gjorde krigstjeneste som underofficer.
Overhornbech.
Omkring Sct. Hans dag var Sidsel taget afsted til Houl-bjerg sammen med sin kusine Frederikke Hansdatter, der tjente i Natmandshuset, og sin lille datter Birthe Cathrine.
Frederikke og Birthe Cathrine blev sat af i Houlbjerg og fik husly hos en bonde i en lade, der lå tæt ved kroen.
Sidsel fortsatte til byen Overhornbech, hvor hun skulle kurere Anders Phan’s søn Lars, der havde haft kold fe-ber i noget over et år. Kuren bestod i, at der blev gravet et hul ved siden af drengens seng. Sidsel tog en pose op af hullet, og den skulle bræn des sammen med 3 20-rigs-daler sedler, hun fik af Anders Phan. Desuden fik hun 23 rigsdaler, et par sølvskospænder samt en del tøj. Dis-se ting skulle forbi 9 kirker, for at kuren kunne fuldbyrdes.
Da Sidsel kom tilbage til Frederikke og Birthe Cathrine, kom Anders Phan løbende efter hende og tog tøjet fra hende, men pengene beholdte hun. Tilbage i Aarhus, købte hun 2 nye spejle hos købmand Laurentius.
Karlby
Omkring Sct. Olufs Marked i august var Frederikke med Sidsel i Karlby, der ligger i Krogsbæk Sogn på Mols. En lørdag eftermiddag tog Sidsel hen til gårdmandsenken Mette Andersdatter, der boede sammen med sin søn Peder Pedersen og sine to døtre Anne og Mar en Peders-datter. Sidsel skulle kurere Mettes syge datter, Anne. Sidsel havde lavet en ”mixtur”, som hun hældte på en flaske og gav til Anne.
Sidsel fortalte dem også, at der forestod deres kreaturer en stor ulykke, og de ville alle dø, hvis de ikke fik hjælp. Hun lovede at hjælpe med at frelse dem, men der skulle bruges en del penge til det.
Peder Pedersen lovede Sidsel, at hun skulle få, hvad hun forlangte, og senere om natten begyndte Sidsel med sine “kunster”. Peder Pedersen fik ordre til at opgrave gulvet uden for søsterens seng, og efter at han havde gravet et stykke tid, tog Sidsel en l ille langagtig sammensyet pakke, omtrent af størrelse som to knyttede næver, op af hullet. Derefter gravede de på samme måde i stalden bag ved hesten og indenfor døren i kohuset. Her tog Sidsel også nogle lignende pakker op.
Der blev nu tændt op i skorstenen, og her blev de op-gravede pakker brændt. Peder Pedersen havde fået skaffet 40 rigsbankdaler sedler, som Sidsel sagde skulle brændes for at kreaturerne kunne frelses. Sidsel viklede pengene ind i papir, og smed derefter n oget papir på ilden.
Næste eftermiddag kørte Peder Pedersen Sidsel hjem. Forinden havde Sidsel fået en dyne og 2 lagner samt noget af Anne Pedersdatters bedste tøj med sig. Hun sagde, at hun skulle forbi nogle kirker med tøjet, for at kuren kunne virke.
Peder Pedersen satte hende af i Taarup by i Auning Sogn.
Inden Sidsel kørte fra Karlby pålagde hun dem alle, at de ikke måtte fortælle noget som helst til andre, for så virkede kuren ikke.
Alrø og Endelave
Efter Sct. Olufs Marked tog Sidsel en tur til Alrøe og Endelave. Sidsel havde et hovedvandsæg samt en del tøj med hjem fra denne tur. Da hun kom hjem købte hun en dragkiste i Fiskegade - dragkisten kostede 100 rigsdaler.
Natmandshuset 1812
I 1812 boede Sidsel i Natmandshuset sammen med sin mand Christan Peter, Sidsels datter Anne Marie Pedersdatter samt deres fælles datter, Birthe Cathrine. Derudover boede Christian Peters søster, Mette Catrine Christiansdatter, og tjenestepigen, Frederikke Hansdatter, i huset.
Der foregik en livlig handel med tøj og andre stjålne genstande i huset. Som regel købte Sidsel genstandene af omløberne, hvorefter hun solgte eller pantsatte dem. Blandt hendes faste aftagere var Jørgen Smed, gårdmand Niels Villadsens kone samt slagter P eder Bech alle fra Weilby.
I Aarhus solgte hun til jøden Joseph Gerson i Vestergade og gørtleren Claus Jørgensen. Hun fik omsyet noget af det stjålne tøj hos Bochentals kone.
Blandt de omløbere, der kom i huset kan nævnes Anne Regine Axelsdatter, Johan Peter, Maren Nielsdatter, Niels Sørensen, der tidligere havde tjent i natmandshuset, Christian Johnsen, Tater Adam og Sorte Rasmus.
Det var almindelig kendt blandt omløberne, at Sidsel gerne aftog deres stjålne varer.
Sidsel ikke alene aftog deres varer, men hun tilskyndede dem også til at begå nye tyverier, så de kunne tage flere varer med hjem til hende. Når hun købte stjålent tøj spurgte hun ofte, hvor det var stjålet, så hun ikke kom til at bruge eller sælge tøjet på samme egn.
I 1811 var Sidsels halvbror, Christian Peter Rolandsen, og dennes kone Ellen Handatter kommet på besøg, og nu kom en anden af Sidsels halvbrødre, Poul Rolandsen, og hans kæreste, Gunder Thomasdatter. Gunder var mor til tjenestepigen, Frederikke Hansdatter , og havde tidligere været gift med Sidsels morbror, Hans Hansen.
Poul Rolandsen og Gunder Thomasdatter havde i denne periode begået tyverier ved Fuldbro Mølle og i Whiskum Lysthuse. Tyveriet i Wiskum Lysthuse blev begået sammen med Tater Adam og Johannes Axelsen. Christian Johnsen, Anne Marie Laursdatter og Tater Adam havde deltaget i tyverierne i Fuldbro Mølle.
Natten mellem den 31. august og 1. september 1812 blev der foretaget et indbrud Rude by i Saksild Sogn syd for Århus. Ved indbruddet blev der blandt andet stjålet et par sølv-spænder et sølvbæger med indgraveringerne E. S. & C. R. D. N. Derudover blev der stjålet en del tøj.
Den bestjålne, Jens Mikkelsen satte en efterlysning i Aarhuus Stiftstidende den 26. sep-tember
'Aarhuus Stiftstidende den 26. september 1812
Tyverie. Natten mellem Mandagen den 31. August
1Ste Sept er ved Indbrud hos Undertegnede skeet
betydeligt Tyverie, hvoriblandt, som kan angives med
[mærke] et Sølvbæger mærket E. S. & C. R. D. N.,
[1 Par] Sølv Skoespænder med samme Mærke, endeel
[kvinde] og Mandsklæder m.m. For hvis Opdagelse
[loves] en raisonabel Douceur af
Jens Mikkelsen
i Runde Bye, Saxild Sogn'
Dommeren, byfoged Schumacher, så denne efterlysning, og da han længe havde haft mistanke til Sidsel, beordrede han den 20. oktober 1812 sin fuldmægtig, Jørgensen, og sognefogeden i Weilby til at udspørge de folk, der havde handlet med Sidsel. Derefter ble v der foretaget en undersøgelse hjemme hos Sidsel i Natmandshuset, hvor sølvbægeret og sko-spænderne blev fundet tillige med en del tøj. Sidsel blev herefter indsat i arresten.
Retssag 1812
Dagen efter blev det første politiforhør afholdt. De første vidner var Mette Catrine Christiansdatter og Frederikke Hansdatter, der begge kunne fortælle, hvad Sidsel havde med hjem fra sine ture, og hvem hun havde købt, solgt eller byttet tyvekoster med.
De kunne også begge fortælle, at Sidsel for nogen tid siden havde haft sølvbægeret og sko-spænderne med hjem fra en tur på landet, og de havde set Sidsel fjerne indgraveringer på sølvbægeret med en kniv, hvorefter hun forsøgte at slibe det med en sten.
Derefter blev Sidsel afhørt. Hun nægtede hårdnakket alt og kom med mange bortforklarin-ger om, hvor hun havde tingene fra.
Tirsdag aften, den 27. oktober, fik byfogeden en anmeldelse om, at der opholdt sig 2 omløbere hos Christian Natmand. Politiet afhentede de 2 omløbere, og da de ikke havde hver-ken pas eller skudsmål, blev de indtil videre indsat i arresten. De 2 omløbere var Poul Ro-landsen og Gunder Thomasdatter. De blev afhørt de følgende dage, og af disse afhøringer kom det frem, at de med flere andre, bl.a. Christian Johnsen, Tater Adam, Johannes Axelsen og Anne Marie Laursdatter havde begået en række indbrud.
Der blev igangsat en række undersøgelser, og sagen fortsatte som en justitssag ved Aarhus Byting. Det første retsmøde blev afholdt den 10. december 1812, hvor Sidsel blev afhørt som den første.
Ved et af forhørene blev fremlagt et tingsvidne fra Rosenholm Birketing fra den 14. december 1813. Her fortalte familien fra Karlby, at de var glade for Sidsels hjælp, da Anne Pedersdatter var blevet rask. Sidsel havde ikke fået nogen penge af dem, men so m tak for hendes gode hjælp, havde de givet hende en dyne og et par lagner som gave.
Der blev rejst sigtelser mod Sidsel Rolandsdatter, Gunder Thomasdatter, Poul Rolandsen, Tater Adam og Sorte Rasmus.
Inden dommen blev afsagt, var Sidsel blevet løsladt fra arresten, da hun var gravid, og opholdet i arresten tog hårdt på hende.
Dommen blev afsagt ved Aarhus Byting den 27. april 1814.
Sidsel blev fundet skyldig i kvaksalveri og bedrageriske kunster og idømt 2 1/2 års arbejde i Viborg Tugthus
Poul Rolandsen, Tater Adam og Sorte Rasmus blev alle dømt til arbejde på Københavns Fæstning i henholdsvis 5 år, 4 år og på livstid.
Dommeren ønskede at undersøge Gunder Thomasdatters forhold yderligere, hvorfor hun ikke blev dømt sammen med de andre.
Nogle af de omløbere, der var kommet i Natmandshuset, blev dømt ved andre retsinstanser.
Christian Johnsen blev den 3. december 1813 dømt ved Rosenholm Birketing. Han blev idømt 5 års arbejde i Viborg Tugt- og Forbedringshus. Den samme dom fik Niels Sørensen, men han var forinden rømt fra arresten og blev først pågrebet senere. Han blev deref ter dømt til Stokhuset i København, hvor han sad fra 23. januar 1816 til sin død den 4 januar 1817.
Johannes Axelsen sad i Viborg Tugthus fra den 24. september 1814 til den 26. april 1816 dømt for tyveri og desertion.
Anne Regine Axelsdatter fik en dom ved Fjends og Nørlyng Herreders Ret den 23. august for “Hæleri og Hoeri” og sad i Viborg Tugthus i 2 år.
Johan Peter (der også gik under navnet Niels Mikkelsen Holst) skulle have været anklaget sammen med Anne Regine Axelsdatter, men han rømte inden sagen blev optaget.
Sidsel og Christian Peter fik en søn den 19. juli 1814. Sønnen blev døbt Peter Christian.
Bytingsdommen blev prøvet ved Viborg Landsoveret, og her faldt dommen den 17. oktober 1814:
Thi kjendes for Ret
Herredstings Dommen bør ved Magt at
stande. - At efter kommes under Adfærd
efter Loven
Viborg Domhus den 17. Octr 1814
K Friis
Sidsel blev ikke indsat i Viborg tugthus med det samme. Dommeren, borgmester Schumacher, tog hensyn til, at hun var svag efter sin sidste fødsel, og at hun foruden det nyfødte barn havde 2 små børn, nemlig Anne Marie Pedersdatter på 5 år og Birthe Cathrin e Christians-datter på 3 år, der havde behov for hendes nærværelse hjemme. Af disse grunde ville han vente med at indsætte Sidsel i Viborg Tugthus.
Denne beslutning blev indsendt til “Over Øvrigheden”.
Christian Peter Christiansen døde efter længere tids sygdom den 29. september 1815 og blev begravet den 2. oktober fra Vor Frue Kirke i Aarhus.
Sidsel bliver natmand 1815
Efter Christian Peters død blev Sidsel boende i Natmandsboligen, og hun overtog ansvaret for natmandsarbejdet. Sidsel blev herved Aarhus’ første og eneste kvindelige natmand.
Glarmester Lars Larsen Andrup, som hun havde mødt i 1806 under sin flugt fra Sæby Arrest, flyttede ind hos Sidsel og tog aktivt del i natmandsarbejdet.
Natmandens arbejde blev anset for urentligt, og den samme indstilling havde borgerne til natmanden og hans familie. Små 100 år før Sidsel blev natmand, kunne natmandens børn i Aarhus ikke komme i skole , da ingen af byens 6 skoleholdere ønskede at modtage hans børn, idet de andre forældre ikke ville finde sig i, at deres afkom skulle være i stue med natmandens. Magistraten beordrede skoleholderene til på skift at undervise natmandens børn. De 4 af skoleholderene nægtede at modtage børnene og måtte i den fo rbindelse betale bøder. De 2 skoleholdere, der bøjede sig for magistraten, mistede alle andre elever. Efter nogle måneders strid, blev der udstedt et kongeligt magtbud, og natmandens børn blev herefter undervist på skift i skolerne.
Endnu tidligere end dette, var det også umuligt for natmandens familie at få hjælp i tilfælde af sygdom og barsel.
Sidsel boede gratis i Natmandsboligen, og for arbejdet modtog hun årligt 40 rigsdaler. I 1817 steg betalingen til 48 rigsdaler.
Natmandsjobbet bestod i fjerne natrenovationen fra ”priveterne” (retirader) ved byens of-fentlige ejendomme og institutioner som retten, arresten, sygehuset, borgerskoler, katedralskolen samt fattigboderne. Han var også pligtig til at fjerne natrenovation en fra private, når de betalte ham for det. Magistraten fastsatte taksten for dette arbejde.
Natmanden skulle også sørge for at oprense Borrebækken fra Mølleporten til Studsgade-porten, da byens borgere brugte denne bæk til at smide deres affald i.
Sidsel og Lars fik sønnen Lars Larsen Andrup den 12. marts 1817.
Dommen fra 1814 kommer for det Kongelige danske Kancelli 1818
I foråret 1818 gennemgik den konstituerede borgmester i Aarhus, Deigaard, indberetningen over kriminelle fanger for januar kvartal og fandt, at den dom Sidsel havde fået i 1814 endnu ikke var blevet afsonet.
Deigaard henvendte sig derfor den 24. april 1818 til stiftamtmanden over Aarhus Stift, Baron de Güldencrone, om denne vilde formidle en skrivelse til det “det Høikongelige Danske Cancelli”, med en indstilling om, at dommen efter så lang tids forløb enten blev eksekveret eller på grund af Sidsels “Forhold som Kone og Moder hvis Fraværelse fra Hjemmet vil foraarsage at Børnene, hvoraf skal være mange og smaa, maa tages under Fattigvæsenets Forsørgelse, kunde ansees ved den i Fo af 12 Junii 1816 fastsatte hø ieste Vand og Brøds Straf og at denne Forordning saaledes, i indeværende Tilfælde, maatte have tilbagevirkende Kraft.”
Sognepræsten ved Aarhus Domkirke, pastor Studsgaard, bad den suspenderede byfoged Schumacher, der i sin tid dømte Sidsel, om en udtalelse angående udsættelsen af Sidsels dom. Den 23. juni 1818 sendte Schumacher sin redegørelse til pastor Studsgaard og afs lut-tede redegørelsen med ordene: ”saa troer ieg og at turde bevidne, at hendes Forhold i dette Mellemrum har været uden Anke, og det vilde upaatvivlelig være en sand Velgjerning imod hende og hendes smaa Børn, der ellers vilde komme til at savne moderlig Omhue og Pleie og aldeles falde Kommunen til Byrde, om den hendes endnu aabenstaaende Straf, saaledes som af den Constituerede Borgmester og Byfoged er forestillet, maatte commiettere formid-let, hvorom ieg paa den Tid min uheldige Suspention indtraf, var
Den 2 juli sendte pastor Studsgaard følgende brev til stiftamtmanden for Aarhus Stift, Baron de Güldekrone.
Danske Kancelli, 3. Departement, Brevsager, 1818
sag nr. 2246
Skal Zidsel Rolandsdatter i sin
Tid tilkiendte Dom, at hensættes i 2 1/2 Aar i Tugt-
huuset, endnu exeqveres, Saa vil Fattigvæse-
net her i Byen faae en svær Byrde med at
forsørge hendes mange smaae Børn i saa
lang en Tiid, og denne forøgede betydelige Ud-
gift for Byen vil være saa meget mere
trykkende, som den allerede er overvættes betyn-
get. Desuden ville Børnene tabe meget ved
at miste deres egen Moders Pleie og Omhue, ikke
at tale om, at jeg forudser Huusets og Famili-
ens Ruin ved Dommens Fuldbyrdelse, da hun
er en øm Moder, og utrættelig virksom og Drif-
tig Qvinde, hvis langvarige fraværelse
vil være et uoprettelig Tab for Mand og Børn.
Desuden berettiger hendes ulastelige Vandel siden
hin ulykkelige Periode hende til Haab om Med-
lidende Skaanelse og Formildelse i den forlængst
afsagde Dom hvortil jeg fra enhver Side
i det nærværende føler mig forpligtet af al
Kraft at anbefale hende
Underdanigst
Aarhuus d: 2de Juli 1818
Studsgaard
Stiftamtmanden sendte anmodningen til Kancelliet dagen efter, og den 25. juli blev svaret sendt fra København:
Danske Kancelli, 3. Departement, Brevsager, 1818
sag nr. 2246
melde deres Excellence
til behagelig Efterretning
og videre føiende Foranstaltning,
at det saaledes
andragne ikke kan forestilles
til Bønhørelse, hvorimod
Dommen bliver at exeqvere. -
D.K.D.C d. 25 Juli 1818
Dommen fra 1814 på 2 1/2 års tugthusarbejde stod ved magt.
Sidsel afsonede dommen fra den 19. august 1818. Hun sad i Viborg Tugthus i 2½ år og blev løsladt den 19. februar 1821. Der gives følgende signalement af hende i fangeprotokollen: “60 1/2 tomme høj (158 cm), blå øjne, lyst hår, føer (stor, kraftig) af skul dre og Been”
Sidsel genoptager bedragerierne i Karlby 1821
Peder Pedersen i Karlby (se side 48), var efter sin moders død blevet gift med Maren Christensdatter i 1816, og havde overtaget fæstet af gården i Karlby.
Omkring 1821 opsøgte Sidsel atter Peder Pedersen og indbildte ham og Maren Christensdatter, at der ville komme en stor ulykke, og Maren Christensdatter ville gå fra vid og forstand. Både Djævelen og onde mennesker ville være årsag til denne ulykke.
Sidsel tilbød atter sin hjælp, men krævede 50 rigsbankdaler i sedler, som skulle bruges der-til. Ligesom første gang hun var på besøg, blev der gravet et hul i gulvet, hvoraf Sidsel tog en lille pakke op, der blev brændt i skorstenen sammen med “pengene”.
Næste dag kørte Peder Pedersen Sidsel til Nat-mandshuset i Aarhus efter at hun på forlangende havde fået vognen godt forsynet både med forskel-lige fødevarer og en del af Maren Christensdatters bedste tøj.
I de næste 3 år vedblev Sidsel at komme til familien i Karlby, hvor hun fortalte, at Fanden endnu ikke var tilfreds, hvorefter hun fik sengetøj, fødevarer eller tøj - det nyeste og bedste de havde, for ellers blev Fanden ikke tilfreds. Til sidst var de ko mmet af med så meget, at de måtte gå fra gården.
Når Sidsel var hos dem, måtte der ikke være andre tilstede end Peder Pedersen, hans kone eller søster. De blev pålagt at holde alt hemmeligt, for ellers ville hendes “kunster” ikke kunne hjælpe.
Sidsel og Lars fik endnu 3 børn:
Karen Marie Larsdatter (født 28. november 1821) – fremvist i kirken den 24. juni 1824.
Jens Carl Andrup (født 27. december 1822) – fremvist i kirken den 24. juni 1824.
Mette Johanne Andrup (født 24. februar 1824 - død 5. marts 1824).
Ved alle 3 børns dåb skrev præsten, at Sidsel og Lars ikke var gift, men at Lars Larsen Andrup var flyttet ind i natmandsboligen og havde overtaget natmandsarbejdet.
Sidsel og Lars Andrup bliver gift 1824
Endelig den 1. oktober 1824, da Sidsel var 38 år gammel, havde Lars Larsen Andrup fået kongelig bevilling til at blive skilt fra sin første kone, og de kunne gifte sig i Vor Frue Kirke i Aarhus.
To dage før Sidsel og Lars Andrup blev gift, blev der foretaget skifte efter Sidsels første mand, Christian Peter Christensen. Sidsels og Christian Peters fælles ejendele blev vurderet til 10 rbd., 2 mk. og 8 sk. Huset Sidsel boede i tilhørte byen. Sidsel fortalte, at da Christian Peter døde, skyldte hun 500 rd. væk til Mdm. Bech ved Munkeport, men disse penge havde hun lidt efter lidt betalt tilbage. Hun havde også betalt sin mands begravelse, hvor alene kisten kostede 40 rd. De ubetydeligheder hun ejede,
Sidsel og Lars fik nu 2 børn, der begge døde som spæde:
Catrine Andrup (født 16. marts 1825 – død 1825)
Lars Christian Andrup (født 22. april 1826- død 1826)
Den 7. august 1826 mødte Sidsel og Lars Andrup op på Aarhus Rådstue for at opsige Sidsels job som byens natmand.
I protokollen står:
“Aar 1826 den 7de August var Magistraten samt
Byens Eligerede forsamlede paa Raadstu-
en hvorda passerede:
Laurs Laursen Andrups Kone Sidsel Rolands-
datter, der hidtil har været antaget til
at besørge Natmands Foretningerne
heri Byen mødte og tilkjendegav at
hun og hendes nuhavende Mand havde kjøbt
dem et Huus paa Landet og derfor attraaede
at fratræde Tjenesten tillige med bebo-
else af Natmandshuset. Ved denne Be-
giering fandtes intet at indvende.”
Aarhus Raadstue, Eligerede Borgere:
Fohandlingsprotokol for de eligerede Borgere og Magistraten (1815 - 1836)
Flytning til Storring 1826
Den 23. august 1826 fik Lars Larsen Andrup tinglæst et Skøde på et hus i Storring, vest for Aarhus.
Huset havde matrikel nr. 40 og lå ud til gadekæret i Storring. Det var et bindingsværkhus på 10 fag med en forplads, der vendte mod gadekæret, og en have bagved huset. En del af haven, der var på 612,5 alen2, (ca. 241 m2) - tilhørte dog Rasmus Danielsen fra Fulling.
Lars havde købt huset for 100 rbd. af gårdmand Mathias Andersen i Schiønning. Han finan-sierede købet ved at låne 180 rbd. af sælger og udstede en panteobligation på beløbet.
Den 25. marts 1827 betalte Lars Andrup 40 rbd. i afdrag på lånet, og det samme skete den 4 oktober samme år. Herefter betalte han hverken afdrag eller renter.
Udsnit af matrikelkort over Storring by. Kortet er opmålt og tegnet i 1826 - det år Sidsel og Lars Andrup købte huset ved gadedammen.
Huset havde matrikel nr. 40, og er her markeret med grønt. Senere blev huset delt i 2, der fik matrikelnumrene 40a og 40b
Året efter blev deres datter, Kathrine, født den 6. maj 1827.
Sagen mod børnene 1828
I 1828 var Sidsels datter med Christian Peter, Birthe Cathrine, blevet 17 år, og sønnen Peter Christian 14 år. Sønnen Lars Larsen Andrup var nu 11 år.
Børnene boede i Storring sammen med Sidsel og Lars Andrup samt deres mindre søskende. De 2 største af børnene strejfede rundt i omegnen og begik indbrud - nogle gange alene, an-dre gange sammen. Lillebroderen, Lars Larsen Andrup, fulgtes af og til med Pet er Christian.
Indbruddene blev begået ved højlys dag ved at bryde de simple låse op og gå ind i husene, når der ikke var nogen hjemme. Inde i husene stjal de tøj eller penge fra dragkister og vægskabe, hvor nøglerne enten sad i låsen eller lå ved siden af - hvis de ikk e kunne finde nøglen, brød de låsen op. De stjålne ting tog de med hjem og gemte.
På nogle af turene var de - efter deres eget udsagn - blevet forsynet med en pose, og af Sidsel blevet beordret til at tigge om brød og gryn.
Mandag den 18. august 1828 skulle Birthe Cathrine hente nogle vinduesrammer for sin stedfar. Rammerne skulle hun hente i Lyngby, der ligger ca. 9 km. nordøst for Storring.
På vej derop kom hun igennem byen Lillering. Her stoppede hun op ved indsidder Jens Sørensens hus, hvor hun var inde for at få noget at drikke.
På tilbagevejen kom hun igen igennem Lillering. Hun kørte vinduesrammerne på en hjulbør, og da hun kom forbi Jens Sørensens hus, kunne hun se, at der ikke var nogen hjemme. Hun lod hjulbøren stå og gik hen til gadedøren, som hun let kunne åbne, da den kun var “låst” med en haspe, hvori der sad en pind.
Birthe Cathrine gik ind i stuen og hen til dragkisten. Nøglen lå oven på kisten under et stykke gråt papir. Birthe Cathrine åbnede dragkisten og stjal 2 tørklæder samt 2 mk. og 14 sk. i kobberpenge. Hun lagde pænt nøglen på plads igen og satte haspen for hoveddøren, da hun gik ud af den.
Men - hun var blevet set af nogle naboer, og kort tid efter at hun var kommet hjem, stod Jens Sørensen sammen med sin kone og Lillerings degn hos Lars Andrup i Storring. Jens Sørensen anklagede Birthe Cathrine for at have stjålet tørklæderne og pengene, m en hun benægtede det hele. Sidsel og Lars Andrup sagde til slut til hende “at hun skulde gaa med til Lillering og enten der giøre sig ren eller og være Skiden”.
Birthe Cathrine gik herefter med tilbage til Lillering sammen med sin storesøster, Anne Marie Pedersdatter, der var gift med Jens Poulsen. Anne Marie og Jens boede i Storring i samme hus, som Sidsel og Lars Andrup.
Anne Marie fik overtalt Birthe Cathrine til at tilstå, at hun havde stjålet tørklæderne og pengene. Birthe Cathrine havde gemt pengene hjemme i kakkelovnen, og hun havde skjult tørklæderne under nogle nælder ved et dige.
Jens Sørensens kone havde senere opdaget, at der manglede et “fruentimmer hovedtøj”, men det benægtede Birthe Cathrine at have taget. Lars Andrup betalte Jens Sørensen de penge tilbage, som Birthe Cathrine havde stjålet, og Anne Marie fandt de 2 stjålne t ørklæder.
Næsten samtidig var Peter Christian og hans halvbror, Lars på vej til Aarhus. Efter deres egen forklaring havde de fået penge af deres far til at foretage forskellige indkøb i Aarhus. De var også blevet beordret til at betle fødevarer på deres vej dertil. I omegnen af Sabro var de inde 5 steder, hvor de sagde, at de var glarmesterens sønner fra Storring og gerne ville have lidt at spise. De fik brød og ost - et enkelt sted fik de også mælk, som de dyppede brødet i.
Hen på eftermiddagen så de husmand Baltzer Christensens gå ud af sit hus. Peter Christian sagde til Lars, at han ville gå derind og se, om der var noget at tage. Lars skulle blive udenfor. Peter Christian gik hen til gadedøren og rakte en arm gennem en li lle luge på væggen, så han kunne skyde den indvendige slå fra døren. Herefter gik han ind i stuen, hvor der hang et skab på væggen. Låsen sad løs på skabslågen, så Peter Christian stak sine fingre ind imellem låsen og lågen, og brød derved låsen op. Der l å en del penge i skabet hvoraf Peter Christian stjal 90 rbd. 5 mk. og 14 sk.
Herefter mødte han sin lillebror. Da de var kommet uden for byen, fortalte Peter Christian, hvad han havde stjålet og gav Lars 15 rbd. I Aarhus købte de klæde til veste, vesteknapper, en tegnebog, et spejl og nogle ure. De fik natlogi i Aarhus, som de bet alte med 2 mk., og derudover brugte de 14 mk. på kaffe, sukker, æg og brændevin.
Dagen efter fik de kørelejlighed hjem til Storring. Det kostede 1 rbd. og 2 mk. På vejen hjem drak de for 20 sk. mjød sammen med de 2 karle, der kørte vognene.
Da de kom hjem, gemte de pengene og det indkøbte under noget tømmer og halm i stalden.
Den 21. august mødte Baltzer Christensen op hos sognefogeden i Sabro og anmeldte tyveriet. Han mistænkte sin nabos kone for at have begået det. Der blev foretaget en undersøgelse hos naboen, Poul Jensen, men pengene blev ikke fundet, og der var ikke noget , der tydede på, at pengene havde været i huset.
Samme dag - den 21. august 1828 - blev der holdt en “Ekstraret” ved Hasle, Vester Lisbjerg, Framlev og Sabros Herreders Ret i Aarhus, hvor sagen om indbruddet i Lillering blev behandlet. Birthe Cathrine vedkendte, at hun havde stjålet tørklæderne og penge ne. Sidsel kom ved den lejlighed med følgende udtalelse om sin datter: at hendes Datter Birthe iøvrigt nogensinde forhen skulde have giort sig skyldig i Tyverie, ere hende aldeles ubekiendt, men hun maa tilstaae at hun er meget Løgnagtig og at der ikke er et sandt Ord i hendes Mund.”
Retsagen sluttede med, at dommeren fik Birthe Cathrine arresteret.
Den 8. september 1828 blev der holdt et nyt forhør i Aarhus angående tyveriet i Sabro. Baltzer Christensen havde anmeldt, at glarmester Lars Larsen Andrups 2 sønner havde væ-ret i Sabro på den tid, tyveriet var blevet begået, og de havde været inde hos fl ere for at betle om mad. Det var også kommet frem, at drengene var kørt hjem fra Aarhus med husmand Mads Nielsen Post fra Storring og en tjenestekarl fra Gammelgaard, der hed Niels. Ved den lejlighed havde drengene vist dem indtil flere rigsbankdalersedle r samt adskillige varer, de havde købt.
De implicerede var blevet indkaldt, Peter Christian og Lars tilstod, og de blev begge arre-sterede.
Inden Sidsel og Lars Andrup var nået hjem til Storring, blev der på dommerens ordre fore-taget en ransagning af huset i Storring og den tilhørende stald. Der blev ikke fundet noget i stalden, men Sidsels dragkiste blev forseglet, da de ikke kunne låse den op, og de tørklæder m.m., der blev fundet i en kiste i Anne Marie Pedersdatters og Jens Poulsens værelse, blev beslaglagt. Der blev også fundet et lille kompas i Anne Marie Pedersdatters kiste.
Dagen efter, den 9, september blev der afholdt et retsmøde i Storring Skole, hvor alle blev afhørt.
Herefter blev både Sidsel og Anne Marie Pedersdatter arresterede for hæleri.
Nu sad Sidsel og fire af hendes børn i Aarhus Arrest, anklaget for tyveri og hæleri.
Der blev herefter afholdt en lang række retssager, hvor de 3 yngste børn kom med modstri-dende og efter dommerens opfattelse løgnagtige bortforklaringer om, hvad der var foregået. Der dukkede oplysninger op om flere tyverier, og Birthe Cathrine blev ankla get for at have begået 6 tyverier. Peter Christian blev anklaget for at have begået 7, mens Lars kun blev anklaget for at have deltaget i et af broderens tyverier. De var alle under anklage for betleri.
Sidsel blev anklaget for hæleri samt for at have opfordret sine børn til at betle.
Anne Marie Pedersdatter blev ligeledes anklaget for hæleri.
Jens Poulsen, der havde fundet et lille kompas på “Storring gade” og derefter gemt det i Anne Maries dragkiste, blev anklaget for ikke at aflevere hittegods. Han var dog ikke arre-steret.
Sidsel benægtede alt. Hun kom med flere forklaringer om hvor og hvornår, hun havde købt de tørklæder, der blev fundet i hendes dragkiste, og hun bedyrede, at hun aldrig havde bedt sine børn om at betle.
På retsmødet den 11. oktober 1828 bad både Lars Larsen Andrup og Jens Poulsen om, at Sidsel og Anne Marie blev løsladt fra arresten, da de begge var gravide. De lovede, at de hver især ville stå inde for, at deres hustru forblev hjemme og mødte i retten, når det var påkrævet. Som sikkerhed herfor lod Lars Andrup Sidsels dragkiste blive i rettens forvarring.
Sidsel og Anne Marie fik lov at forlade retten, mens de 3 børn igen blev overført til arresten.
Den 1. december samme år fødte Sidsel sit 14. og sidste barn, der blev døbt, Ane Mine Larsdatter den 14. december i Storring Kirke.
Den 26. maj 1829 udstedte Lars Larsen Andrup endnu en panteobligation. Denne gang var det til købmand Christian Bang i Aarhus. Beløbet lød på 62 rbd., 1 mk., og 6 sk., og han forpligtede sig til at betale lånet tilbage den 29. september samme år. Som sikk erhed fik købmanden pant i Lars Andrups 13 år gamle hoppe, hans enspændervogn samt 2 ure.
Dommeren noterede i skødepanteprotokollen, at Lars Andrup allerede havde pantsat sit hus med alt indbo, og under retssagen havde forpligtet sig til ikke at afhænde eller behæfte sine ejendomme med yderligere pant, så længe sagen mod Sidsel var anlagt.
Birthe Cathrine og Peter Christian tilstod til sidst, at de havde begået alle tyverierne, og den 22. juni 1829 blev dommen afsagt ved Hasle, Vester Lisbjerg, Framlev og Sabros Herreders Ret i Aarhus.
Birthe Cathrine blev idømt 1 års forbedringshusarbejde i Viborg Tugthus. Hun skulle derudover betale erstatning til de personer, hun havde bestjålet. Hun skulle også betale sin del af sagsomkostningerne, herunder salærer til anklager og forsvarer.
Peter Christian fik ligeledes en dom på 1 år i Viborg Tugthus og han skulle også betale erstatning og sagsomkostninger.
Dommeren fandt, at Lars Larsen Andrup, der nu var blevet 12 år, nok havde betlet, men han kunne ikke drages til ansvar for de tyverier, hans bror Peter Christian havde begået, og hvor han fra det ene havde modtaget 15 rbd. Lars gik derfor fri for videre t iltale, men skulle sammen med Peter Christian betale de stjålne penge tilbage.
Dommeren kunne ikke finde strækkelig bevis på, at Sidsel havde beordret sine børn til at betle, og han kunne heller ikke finde tilstrækkelig med bevis på, at hun havde været med-vidende om deres tyverier. Sidsel gik derfor også fri for videre tiltale. Dog skulle hun betale sin del af sagsomkostningerne, i alt 42 rbd., 2 mk. og 15 sk. Samme dom fik Anne Marie Pedersdatter.
Jens Poulsen, der havde fundet et kompas på gaden i Storring og havde taget det med hjem, blev dømt til en dags fængsel på vand og brød.
Sagen blev derefter prøvet ved Landsoverretten i Viborg, der den 14. september samme år afsagde kendelsen: ”Herredstingsdommen bør ved Magt at stande”
Tvangsauktion
Da Lars Andrup købte huset i 1826, udstedte han en panteobligation på 180 rbd. til sælgeren, gårdmand Mathias Andersen i Schiønning. Han betalte de 2 første afdrag på hver 40 rbd. samt renter - det sidste afdrag blev betalt den 4. oktober 1827, og da der var gået et helt år uden afdrag, blev panteobligationen opsagt af Mathias Andersen den 6. november 1828. Det resterende beløb med renter skulle betales den 11. juni 1829 - 11 dage før dommen faldt. Mathias Andersen fik ikke sine penge.
Den 10. august 1829 overdrog Mathias Andersen panteobligationen til vinhandler Bolck i Aarhus, der straks indkaldte Lars Andrup til at møde i “Amtsforligelsescommisionen” på Aarhus Rådstue lørdag den 15. august 1829 kl. 10.
Lars og Sidsel var ikke hjemme, da stævningen skulle overrækkes dem, og mødet blev flyt-tet til den 9. september samme år.
“Den mindelige afgørelse” blev afsagt samme dag - Lars skulle betale de 100 rbd. samt renter – desuden skulle han betale 4 rbd. i sagsomkostninger. Pengene skulle betales indenfor 15 dage.
Men Lars Andrup betalte ikke, og den 1. oktober kom herredsfoged Seidelins fuldmægtig, W. Ingerslev, til Storring sammen med 2 vidner for opkræve pengene. Lars Andrup var hjemme og erklærede, at han ikke kunne betale dem.
Fuldmægtig Ingerslev og de 2 vidner vurderede Lars’ hus til 200 rbd. og skønnede, at en auktion over huset kunne indbringe nok til at betale vinhandler Bolck samt det beløb, Lars skyldte efter Sidsels sidste retssag.
Den 6. oktober sendte vinhandler Bolck derfor en anmodning til herredsfogeden om, at der blev afholdt offentlig auktion over huset i Storring. Han bad om, at auktionen blev bekendt-gjort 3 gange i Aarhus Avis, og at der samtidig blev sat 6 plakater op med samme indhold.
Den 16. oktober 1829 var følgende bekendtgørelse indrykket i Aarhuus Stifts-Tidende.
' Efter vedkommende Udlægshavers Reqvisition bliver
det Glarester Laurs Laursen Amdrup tilhø-
rende Huus i Storring, med haugeplads, bortsolgt ved
offentlig Auction, der afholdes i bemeldte Huus, Fre-
dagen den 30te October førstkommende om Formiddagen
kl. 10. Lysthavende indbydes.
Hasle etc. Herredscontoir, d 8 Octbr. 1829.
Seidelin.'
Den 30. oktober 1829 mødte fuldmægtig W. Ingerslev op sammen med 2 vidner for at fore-tage auktionen. Vinhandler Bolck var repræsenteret af prokurator C. Ingerslev. Fuldmægtig Ingerslev oplyste, at Lars og Sidsel skulle betale 42 rbd., 2 mk. og 15 sk. til herredsfogeden for Sidsels sidste retssag, og at disse penge skulle tages af auktionssummen. Det gav Bolck’s repræsentant sit samtyk
