J. P. kaldes undertiden Bergendal, med hvilket navn han dog ikke selv skrev sig.
Han blev student 1658 fra Helsingør og fik allerede 1663 det store sognekald Dalum og Sanderum ved Odense, formodentlig ved sin formående svoger Jens Lassens indflydelse.
Formanden i embedet Niels Bang var blevet biskop i Odense, og Jens Worm fortæller, at dette skal have »givet ham håb om lige Forfremmelse, hvorfor han søgte ved Skrifter at giøre sig bekiendt«.
I et opbyggelsesskrift »It fattigt forandret Rjge« (1667) hævdede han, med udgangspunkt i Davids 107. salme, at den elendighed, som Svenskekrigene havde bragt over landet, var en følge af folkets synder, og manede til omvendelse. Men den unge enevældes politiske mistænksomhed så i skriftets titel og i et tilføjet latinsk æredigt til forfatteren fra en nabopræst forblommede hentydninger til regeringsforandringen. Skønt begge sikkert var ganske fri for politiske hensigter, måtte de prise sig lykkelige ved at slippe med en irettesættelse, som bispen tildelte dem, og skriftet var hovedårsagen til den 6. Maj samme år udstedte forordning om censur også for alle verdslige bøger.
J. P., der 1675 tog magistergraden, udgav desuden et par andre opbyggelsesskrifter, tre salmesamlinger og nogle lejlighedsdigte.
Af hans salmer optog Kingo i »Vinterparten« tre, som dog ikke fik plads i den endelige Kingos Salmebog; her optoges derimod hans salme »O gode Gud og Fader hør!«, som endnu findes i Evangeliskkristelig Salmebog (tre vers deraf i Landstads norske Salmebog: »Min Glæde udi Gud jeg har«).
