Deponerede efter privat undervisning 1758, tog 1759 eksamen philosophicum og 1760 theologicum.
1762 rejste han efter faderens ønske udenlands og opholdt sig en tid ved universitetet i Tiibingen, men måtte vende tilbage til hjemmet, da hans fader var død (1763). Hans tid gik nu hen med undervisning, prædiken og en smule forfatterskab.
Han tilbragte trykkefrihedstiden i København og blev en af de skribenter, der benyttede anledningen til at udtale sig om det norske folks ønsker i retningen af universitet og en bedre ledelse af landets anliggender («En norsk Hyrdes Indtagelse i Bjærg»), hvorhos han efter Struensees fald ydede bidrag til den del af vor litteratur, der helst bør glemmes («Frøkenkontorernes udødelige Navnes ynkelige Ruin»).
Efter dette blev han 1772 udnævnt til residerende kapellan til Gavsdal, hvor han blev en ivrig landmand, men desuagtet levede i små kår.
1778 blev han forflyttet til samme stilling i Frederiksstad, men da hans stilling fremdeles var trykket, fik han 1779 det residerende kapellani på Frederikshald.
1783 blev han sognepræst til Savde og senere provst i Nedre Telemarken.
Mest kendt er han bleven ved sine «Nationale Fortællinger for den norske Bondestand» (1811), i hvilke han i et let og behageligt sprog heldig har løst den opgave at
levere moraliserende skildringer uden at blive kedsommelig.
Som ægte landspræst har han meget imod bylivet, og med hin tids fremtrædende norske selvfølelse anstiller han sammenligning mellem danske og norske bønders kår. At han ved denne bog har øvet en ikke ringe Indflydelse - måske mere i national end i moralsk retning -, tør anses for sikkert.
