1642 flyttede han med faderen til København og året efter til Ribe. Efter faderens død 1650 blev han atter sendt til København og indsat i skolen der, som styredes af M. Jørgen Eilersen, der var gift med hans moster. Han blev student 1656. Efter at have taget attestats blev han hovmester for rigsråd Otte Krags sønner, og særlig med den yngste af dem, Niels, sluttede han et varmt venskab.
I årene 1672-1676 rejste han udenlands og besøgte ved denne lejlighed Tyskland, Italien, Frankrig og Nederlandene. Han havde gjort regning på ved Griffenfeld, som han kendte, at få en ansættelse, når han kom tilbage, men han kom lige hjem til Griffenfelds fald, og da han herved mente sine udsigter ødelagte for det første, rejste han igen udenlands og kom denne gang bl. a. også til England.
Allerede tidlig havde han i Otte Krags hus gjort bekendtskab med Fru Mette Rosenkrantz til Hikkeberg og andre godser i Skåne, en søster til Otte Krags Hustru. Under et besøg, som han i 1681 aflagde fru Mette, blev han heftig forelsket i hendes smukke datter af 3. ægteskab, Mette Sophie Krabbe, og besluttede at vinde hende. Dette lykkedes også så vel, at han allerede året efter kunne lade sig vie til hende, men rigtignok foregik vielsen uden hendes moders vidende og i Danmark,
hvorhen Mette Krabbe havde fulgt nogle af sine slægtninge. Allerede i 1683 døde M. s svigermoder, og herved blev han, der i anledning af giftermålet var bleven naturaliseret som dansk adelsmand, stor skånsk godsejer, skønt arven en tid lang gjordes ham stridig af den svenske regering.
Han støttedes imidlertid i sine krav af den danske regering, der også på andre måder viste ham sin gunst, bl. a. ved 1683 at udnævne ham til landkommissær Fyn og ved 1688 at gøre ham (der i forvejen var kancelliråd) til etatsråd.
1691 opgav han landskommissærembedet og flyttede nu over til Skåne for ganske at ofre sig til styrelsen af sine godser, der vare stærkt behæftede, og af hvilke de fleste efterhånden gik tabt for ham.
Om hans senere årr vides i øvrigt så godt som intet.
M. var vistnok en begavet, men næppe nogen betydelig mand, og hans adkomst til at mindes beror nærmest på et af ham efterladt skrift, en væsentlig omkring året 1688 forfattet selvbiografi, som uden selv at gøre ringeste litterære prætension dog er et i flere henseender meget mærkeligt arbejde. Netop fordi forfatteren ikke skrev for offentligheden, er hans stil bleven så naturlig og utvungen, at det er et helt særsyn i hans tid. Og den er desuden på mærkelig måde malende.
Forfatterens erindringer fremstille sig væsentlig for ham i form af billeder, af levende og farverige situationer, og lige så frisk han ser disse, lige så frisk og anskuelig sætter han dem på papiret. Det er alt sammen kun flygtige skitser, men ofte af stor ynde, og for så vidt fremstillingen har menneskelivet til genstand, får den tillige en ikke ringe kulturhistorisk værdi, i det den viser os hine tiders daglige samkvem i former, som ikke blot ere mere tiltalende, men sikkert sandere end dem, vi kende fra Holbergs stiliserede og som danske virkelighedsbilleder vistnok meget omtvistelige, i hvert fald højst ensidige skildringer.
Det allermærkeligste ved M.s skrift - betragtet i forhold til samtidens litteratur - er dog måske den udprægede følelse for naturen, som overalt kommer til yyne i det. Atter og atter høre vi, hvilke stærke og levende indtryk forfatteren modtager af skovenes pragt, af sommermorgenens skønhed, af blomsterduft og fuglesang, og der er åbenbart intet søgt eller lavet heri: man ser tydelig, at erindringen om disse indtryk endnu opliver ham i hans ældre alder.
Men i øvrigt er kærlighed til naturen ikke den eneste varme følelse, der afspejler sig i skriftet. Forfatteren viser sig tvært imod overalt som en meget følelsesfuld, for ikke at sige følsom, mand, og ikke mindst træder dette frem i skildringen af hans kærlighed til den unge skønhed, der blev hans brud.
Ved siden af så meget tiltrækkende frembyder selvbiografien dog også ét temmelig frastødende træk i forfatterens umådelige beundring af sig selv. Han er efter eget sigende et særlig «udvalgt Guds barn», «fuldkommen dejlig på sjæl og legeme», og i alle forhold, hvor han omtaler sig selv, er han den første.
De skønneste kvinder ere forelskede i ham og blive skinsyge på hinanden for hans skyld, hvor andre tabe modet, er han frejdig og uforsagt osv. Det eneste, der nogenlunde skulle kunne forsone os med al denne Indbildskhed, er den overordentlige naivitet, hvormed den træder frem, og som viser, at forfatteren virkelig er fuldstændig oprigtig. Og på den anden side: om man end ikke kan tro alt, hvad han fortæller om sig selv, kan man dog næppe tvivle om, at han i hvert fald må have haft noget ualmindelig vindende og indtagende i sin personlige fremtræden. Thi uden dette ville det være uforklarligt, at en 43årig mand, som ikke var adelig født (eller dog ikke af dansk adel), og som næppe havde formue, skulle kunne bedåre en ganske ung, meget smuk og formuende dame af gammel, adelig slægt i den grad, at hun forlod sit hjem for at drage over til ham og - til dels imod familiens vilje - gifte sig med ham.
Alt i alt er M.s selvbiografi et skrift, som ingen, der interesserer sig for vor ældre litteratur, kan undlade at kende.
