B. forlod Sorø som student 1865, blev cand. med. 1872, studerede derefter veterinærvidenskab og tog dyrlægeeksamen 1873. Han fungerede som kandidat ved Almindelig Hospital og Kommunehospitalet og praktiserede samtidig en kort tid som læge på Nørrebro.
I de følgende fem år var han knyttet til Kommunehospitalet, først som prosektor, senere som reservemedicus ved 3. (medicinske) afdeling under overlæge Fr. Trier. Det så således ud, som om B. vilde opgive veterinærvidenskaben. Da døde professor V. Stockfleth ved Veterinærskolen 1879, og skolens direktør C. E. Fenger opfordrede B. til at søge lærerstilling ved højskolen.
1. Jan. 1880 tiltrådte han sin nye gerning som lærer i kirurgi og leder af ambulatorisk klinik.
I begge disse praktiske veterinærfag, der på forhånd ikke havde B.s særlige Interesse, blev hans virksomhed af overordentlig betydning for veterinærvidenskaben.
Kort efter sin ansættelse foretog han i foråret 1880 en rejse til veterinærskolerne i Tyskland, Østrig og Frankrig, vendte tilbage i maj og forsvarede i juli afhandlingen
»Iagttagelser og Studier over dødelig Embolie og Thrombose i Lungearterierne« for den medicinske doktorgrad.
Med B.s undervisning i veterinærkirurgi indtrådte et vendepunkt, idet han indførte antiseptikken, der længst havde vundet Indpas i lægekunsten, men kun i ringe grad havde været påagtet af dyrlægerne.
B. blev hurtigt anerkendt som en fremragende kirurg; dristigt og med held gik han i lag med den vanskelige og farlige klaphingsteoperation og siden talrige andre kirurgiske indgreb, der tidligere havde givet dårlige resultater.
Han udstrakte sin operatørgerning til hele landet, idet han foretog talrige rejser rundt til praktiserende dyrlæger, hjalp dem og oplærte dem i antiseptikken, hvorved han selv høstede erfaring og hjembragte et værdifuldt studiemateriale.
H. V. Stockfleth havde 1870 og 1877 udgivet 1. og 2. del af sin højst fortjenstfulde håndbog i veterinærkirurgien. B. tog nu arbejdet op, gennemarbejdede og forbedrede det efterladte manuskript og udgav 1888 som supplementsbind en fremstilling af urin- og kønsorganernes sygdomme.
Ved sin ansættelse havde B. tillige påtaget sig forpligtelsen til at undervise i patologisk anatomi, et fag, som der ikke før i større omfang havde været læst over ved skolen; siden Bays død 1880 var undervisningen helt hørt op.
Af interesse for faget begyndte B., så vidt tiden tillod det, at holde forelæsninger og sektionsøvelser, og efterhånden indså man, at en selvstændig undervisning i patologisk anatomi var påkrævet.
De første bestemmelser derom findes i højskolens undervisningsplan for 1885, men først da G. A. C. Sand i juli 1887 havde overtaget operationsøvelserne og ledelsen af ambulatorisk klinik - fra febr. 1889 også kirurgien - fik B. tid til at ofre sig for patologisk anatomi, den del af undervisningen, der fremfor alt havde hans Interesse.
Samtidig overtog B. den almindelige patologi, og hertil kom senere i nov. de fag, professor Bagge hidtil havde doceret: speciel patologi og terapi og farmakodynamik.
Desuden blev B. leder af den stationære klinik (Klinikken for mindre Husdyr til 1892 og af Klinikken for større Husdyr kun den medicinske afdeling fra 1895 indtil sin afgang fra skolen sept. 1914) og endelig også sorsøgslaboratoriets bakteriologiske afdeling.
B.s gerning kom således efterhånden til at omfatte snart sagt alle veterinærfagene. Helt let var det næppe for ham at overtage den specielle patologi og terapi; St. Friis skriver i sin biografi af B. i højskolens festskrift (1908): »Efter næsten 10 Aars Virksomhed skulde B. nu overtage en paa mange Omraader ganske ny
og forskelligartet Gerning. Medens han ved sin Overtagelse af Kirurgien efter Stockfleth havde forefundet et i praktisk som videnskabelig Henseende solidt Grundlag at bygge videre paa, saa var der intet saadant Fundament til Stede for B. at støtte sig til ved de Fag, han nu skulde overtage. Bagge var ved sin Afgang fra
Skolen en gammel Mand, og det sidste Tiaars rivende Udvikling havde han ikke kunnet følge. Men B. havde nu sin allerede betydelige Erfaring at støtte sig til, og hans rige Evner og store Interesser svigtede ikke heller her.«
Med iver havde B. dyrket bakteriologien og fulgt de store videnskabelige opdagelser og fremskridt, som forskningen stadig bragte. Hans egne bakteriologiske arbejder gav ham plads blandt bakteriologiens største navne. Især har han beskæftiget sig med tuberkulosespørgsmaalet.
Lige siden den første meddelelse, der drejede sig om yvertuberkulosen hos kvæget (Tidsskr. f. Vetr.,XIV, 1884), har B. ved utallige afhandlinger, indlæg og foredrag
i årenes løb søgt at bekæmpe denne sygdom, og alene på tuberkulosens område har han et verdensnavn.
B. var den første, der anvendte det af Koch opdagede tuberkulin på kvæget, men, som St. Friis skriver, B. benyttede det diagnostisk i stedet for terapeutisk, og derved fik man et middel til at befri kvægbesætningerne for tuberkulosen og skabe rene avlscentrer.
Forordningen om pasteurisering af mælken før dens anvendelse til kalve- og svineføde, hvorved udbredelse af tuberkulose i høj grad vanskeliggøres, skyldes også B.s initiativ. Men ser man den lange række af afhandlinger fra B.s hånd igennem, da viser de, at han især har søgt årsagerne til sygdommene og sjældent har været foregangsmand på det terapeutiske område.
B.s virksomhed blev meget omfattende. Administrative evner viste han som veterinærfysikus (1892-1922) og som formand igennem 36 år for Det veterinære Sundhedsråd (1892-1928), som han havde været medlem af allerede siden 1881.
Også på andre områder lagde man beslag paa B.s arbejdskraft, sammen med Dr. Selmer ledede han 1887-18889 den interimistiske vaccinationsanstalt på Veterinær- og Landbohøjskolen.
I al sin gerning høstede B. fra alle sider, i ind- som udland, uforbeholden anerkendelse, og hans humane og hjertelige sindelag gjorde ham altid æret og elsket ikke blot i sin lærergerning, men også inden for dyrlægernes faglige organisationer; i en lang årrække var han formand i De danske Dyrlægers fællesforening.
1892 blev han professor i veterinær-lægevidenskab, 1898 medlem af Videnskabernes Selskab, 1899 æresmedlem af Den danske Dyrlægeforening og siden af talrige inden- og udenlandske veterinære, medicinske og landøkonomiske selskaber; en ganske særlig h yldest vistes ham 1930, da han udnævntes til æresmedlem af de internationale veterinærkongresser.
Nyere biografi kan læses her:
http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Sundhed/Veterin%C3%A6r/B._Bang
